Køkultur: Da Flying Tiger fejrede sin 30-års fødselsdag for halvanden måned siden, var der tumultagtige tilstande. Men butikschef Jeanette Madsen er ikke nervøs før Black Friday.
Horsens: - Det var en vild dag. Årets vildeste. Bedste indtjening og største travlhed i butikken.
Så kort kan det siges af butikschef Jeanette Madsen fra Flying Tiger Copenhagen i Bytorv Horsens om butikkens 30-års fødselsdag 10. oktober i år.
Tilbuddene på fødselsdagen med alt for en 10'er sendte masser af mennesker igennem butikkerne landet over. I City Vest i Aarhus måtte man lukke butikken på grund af slagsmål og efterfølgende lukke folk ind i hold.
Så galt gik det ikke i Bytorv Horsens, men Jeanette Madsen husker dagen som ret vild.
Adskillige kunder var tæt på at komme op at toppes, så butikkens ansatte måtte lægge sig imellem og dysse dem ned. De, der stod længst i kø, havde stået i to en halv time.
En nytiltrådt ansat sagde også op - det blev hendes eneste dag på arbejde.
Det var en dag, der skabte overskrifter i hele landet, og i tilbageblikket synes Jeanette Madsen, at butikken og personalet håndterede den ulmende utilfredshed i køen godt, og at det lykkedes at undgå slagsmål.
Men hun tænker også, at hun måske godt kunne have håndteret situationen lidt anderledes.
- Jeg vurderede, at vagten ikke var i stand til at komme ind i butikken, for der var så proppet af mennesker. Det ville ikke give nogen mening, så derfor måtte vi selv træde til, da folk var ved at komme op at toppes. Men det gør jeg ikke næste gang. Vagten sagde efterfølgende, at jeg bare skulle have ringet efter ham alligevel. For vagter kommer altid frem. Så det vil jeg gøre, hvis det strammer til ved Black Friday, smiler hun.
Hun forventer dog ikke, at Black Friday bliver lige så vild, for det er den per tradition ikke.
- Black Friday er aldrig en dag, vi gør noget som helst ud af. Det gør vi så for første gang i år med et lille parti varer, der er kommet i sorte versioner. Flying Tiger er jo normalt noget med en masse farver og oplevelser, så det er virkelig grænseoverskridende for os at lave noget helt i sort. Men for os er Black Friday altså en dag, de andre butikker gør mest ud af, og så profiterer vi bare lidt af det her også, siger Jeanette Madsen.
- Vores butik er bygget sådan op, at man går rundt i en lang slange. Det gælder også for os ansatte, og det må vi bare lære at leve med. Skulle det mod forventning blive sådan, at folk ikke kan finde ud af at stå pænt i kø, er jeg til gengæld klar til med det samme at rulle gitteret ned og så lukke folk ind i hold, siger hun.
Oven på fødselsdagen måtte Jeanette Madsen og personalet lige køle sig lidt ned og tale dagen igennem over en pizza.
Dagen havde været så hektisk, at der slet ikke var tid til pauser for personalet. Butikken lukkede først en time efter normal lukketid.
Ingen af medarbejderne kunne komme til lageret og hente nye varer til opfyldning - til gengæld kunne de komme i kælderen, hvor der stod sommervarer. Så det blev faktisk sommervarer, der blev fyldt op med.
- Det var voldsomt, men det var også lidt sjovt, griner Jeanette Madsen.
- Vi arbejder altid som et team, og vi må jo alligevel også have gjort et godt indtryk på kunderne, for vi fik faktisk en del ansøgninger om at arbejde her fra kunderne.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.