Horsens må kæmpe hårdere for at få solgt billetter til Rock i Lunden, Foo Fighters og Pink

Lenny Kravitz, her på Smukfest i 2015, fylder sammen med Dizzy Mizz Lizzy Fængselsgården. At der allerede nu kan meldes udsolgt, kommer som lidt af en overraskelse for Horsens & Friends. Arkivfoto: Aksel Schütt

Horsens må kæmpe hårdere for at få solgt billetter til Rock i Lunden, Foo Fighters og Pink

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det lokale selskab kan efter julehandelen konstatere god interesse for koncerterne i 2019. - Men vi oplever også et meget pakket marked, konstaterer direktør Claus Visbye.

Horsens: Konkurrencen er hård, men optimismen er alligevel i behold hos Horsens & Friends, når det gælder det kommende års koncerter og show på Casa Arena, på Fængslet, i Forum Horsens og i Lunden.

- Det går godt med salget af billetter, men vi oplever også, at der skal arbejdes mere for sagen, konstaterer Horsens & Friends-direktør Claus Visbye.

Han og hans stab har spillet ud med et omfattende program for 2019 med Foo Fighters på Fængslet og P!nk på Casa Arena som højdepunkterne.

Men Horsens bliver ikke alene om koncerter med verdensnavne. Bl.a. kan Aarhus byde på både Phil Collins og Volbeat, mens Sønderborg er løbet med Bon Jovi. Hvortil kommer alle festivalerne.

- Der er lagt an til store koncerter over hele Danmark, og når jeg snakker med mine kolleger, hører jeg den samme melding, som vi selv kan komme med: Det går godt, men billetsalget tager lidt længere tid.

Årets tilbud fra Horsens & Friends
Niels Hausgaard fredag 29. og lørdag 30. marts i Forum Horsens: Kun få billetter tilbage til begge show.

Rock i Lunden med fem koncerter, den første fredag 10. maj: Over halvdelen af billetterne er solgt - sådan som det også var tilfældet i januar 2018. I alt er der op til 5500 partoutbilletter i salg.

Rasmus Seebach fredag 24. maj på Fængslet: Her er solgt flere billetter end ventet. Fængselsgården kan rumme 10.000 tilskuere, men Claus Visbye regner ikke med fuldt hus.

Lenny Kravitz og Dizzy Mizz Lizzy lørdag 25. maj på Fængslet: Udsolgt.

Foo Fighters tirsdag 25. juni på Fængslet: Over halvdelen af de 35.000 billetter er afsat.

P!nk onsdag 7. august på Casa Arena Horsens: Omkring to tredjedele af de 30.000 billetter har fundet købere.

John Cleese torsdag 29. august i Forum Horsens: Her er der pæn gang i billetsalget - og god tid. Hallen på Langmarksvej kan rumme op til 4500 siddende tilskuere, men kan skaleres ned efter behov.

Sweet og Slade fredag 1. november i Forum Horsens: Igen er vi tidligt ude, og de to bands fra glamrockens storhedstid "er ikke dem, der vælter billetsalget på dag ét", som Claus Visbye siger. Han satser på 1500-2000 tilskuere.

"The Show - A Tribute to Abba" lørdag 2. november i Forum Horsens: Horsens & Friends regner med, at alle de trofaste Abba-fans booker sig ind, men er også ramt af, at musicalen "Mama Mia" turnerer på samme tidspunkt.

Og så et enkelt spring til 2020: Ørkenens Sønner torsdag 10. september i Forum Horsens: Er allerede i salg efter ønske fra ørkensønnerne og deres agentur. Sælger allerede godt.

Rock i Lunden

Konkurrencen mærkes også, når det gælder Rock i Lunden. Flere andre byer har kopieret konceptet, og derfor er der rift om tilskuerne.

På banen er nu også kommet Tivoli Friheden i Aarhus, som under overskriften "Fed fredag" spiller ud med ikke færre end 14 sommerkoncerter i 2019. Køber man et sæsonkort, kan disse koncerter opleves til en pris, ingen kan matche.

- Det er svært at konkurrere med, også fordi vi har så forskellige betingelser. Men vi har fået gode tilbagemeldinger på den kommende sommers program i Lunden, og vi håber på, at horsensianerne hellere vil til koncert i deres egen by end i Aarhus, siger Claus Visbye.

Umuligt uden sponsorer

Det positive er, at Horsens & Friends allerede nu kan melde udsolgt til dobbeltkoncerten med Lenny Kravitz og Dizzy Mizz Lizzy.

- Vi vidste godt, det er to gode navne, men det har alligevel overrasket os, at det gik så hurtigt med at sælge billetterne, siger Claus Visbye.

Men selv med udsolgt i Fængselsgården giver koncerten ikke overskud.

- Så vi skal igen trække på sponsorerne. Uden dem skete der ikke noget, konstaterer Horsens & Friends-direktøren.

Wall of Sound

Han har også aktier i Wall of Sound-festivalen 6. og 7. september på Fængslet, her med Horsens Kommune, KulisseLageret og Fængslet som medarrangører.

Festivalen havde sin debut sidste år og kom godt i gang, selv om vejret bestemt ikke viste sig fra den gode side på førstedagen.

Nu lyder målet på at sælge 2500 billetter til 2019-festivalen - og dén ambition er pænt på vej til at blive virkelighed.

Festivalen præsenterede før jul de første navne, og dette udspil blev taget godt imod, fortæller Jeppe Vind, leder af KulisseLageret.

- Vi oplever, at Wall of Sound er noget, folk taler om og gerne vil til, så der er da langet nogle billetter over disken, siger han.

I den kommende tid vil flere navne blive offentliggjort. Samtidig går Wall of Sound i samarbejde med billetbureauet Tickertmaster.dk og hollandske Verve om et ambassadør-projekt, som præsenteres i januar. Det går korthed ud på, at man kan melde sig som ambassadør og ad den vej få adgang til særlige fordele.

Horsens må kæmpe hårdere for at få solgt billetter til Rock i Lunden, Foo Fighters og Pink

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce