Horsens har rundet borger nummer 90.000 - ungt par bytter storbyen ud med Fjordparken

26-årige Christina Findahl Balsby og 27-årige Jakob Findahl Balsby er blevet Horsens' borgere nummer 90.000 og 90.001. Foto: Dorthea Dittmer

Horsens har rundet borger nummer 90.000 - ungt par bytter storbyen ud med Fjordparken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vand, skov, by og parcelhus. Så kort kan det siges, når 26-årige Christina Findahl Balsby og 27-årige Jakob Findahl Balsby skal pege på, hvorfor de har valgt at flytte til lige netop Horsens.

Horsens: Det unge par, som om få uger flytter ind i Fjordparken i Sydbyen, er borger nr. 90.000 og 90.001 i Horsens, så i dag kom borgmester Peter Sørensen (S) forbi med favnen fuld af en stor gavekurv.

- Ja, sådan en får alle vores tilflyttere, lød den muntre bemærkning, da han bød parret velkommen til byen.

Lige nu står den røde murstensvilla fra 1978 mere eller mindre tomt. Parret flytter ikke rigtig før om 14 dage, men de har besøgt deres nye nabolag indtil flere gange siden, de købte huset i maj.

- Vi kunne slet ikke vente på at få huset, så vi har været her mange gange og bare gået rundt i området, lyder det begejstret fra Christina Findahl Balsby.

Mandag kom borgmester Peter Sørensen (S) forbi med favnen fuld af en stor gavekurv til de nye horsensianere. Foto: Dorthea Dittmer
Mandag kom borgmester Peter Sørensen (S) forbi med favnen fuld af en stor gavekurv til de nye horsensianere. Foto: Dorthea Dittmer

Blev taget godt imod

Et par uger endnu er det stadig en toværelses lejlighed i Aarhus, som er parrets hjem. Christina Findahl Balsby er lige blevet færdig som psykolog, og Jakob Findahl Balsby studerer til lærer i Aarhus, men den 154 kvadratmeter store etplansvilla med drivhus og frugttræer kan bare noget helt særligt.

Også selvom den ligger lidt langt væk.

- Vi har før kigget på huse i Tranbjerg og Hørning. Først tænkte vi, at Horsens er helt vildt langt væk, men det er det slet ikke, og vi har bare det hele her. Teater, koncerter og daginstitutioner - og vores forældre bor inden for 30 minutter, lyder det begejstret fra Christina Findahl Balsby.

Borgmester Peter Sørensen er ikke overraskende enig i, at Horsens har meget at byde på, især understregede han flere gange, at det er en rar by at flytte til.

- Horsens er en meget gæstfri by. Så I skal nok vænne jer til, at naboen byder indenfor, lød advarslen.

Og netop gæstfriheden har parret mødt på villavejen til stor glæde.

- Inde i Aarhus, hvor vi boede, der hilser vi ikke engang på naboen. De kigger bare ned i jorden, når de går forbi en. Men her har vi allerede været ovre og drikke kaffe med naboen her, fortæller Jakob Findahl Balsby.

Vennerne er langt væk

Den Horsensianske gæstfrihed er noget af det, som betyder meget for de unge tilflyttere. For de har ikke på forhånd en stor flok venner i Horsens, og det er da også noget af det, som bekymrer dem lidt ved at flytte så langt væk hjemmefra.

- Det er ikke så meget Aarhus som by, vi er bange for at sige farvel til, mere de mennesker vi kender. Man er vant til at have sine venner inden for fem minutter på cykel, fortæller Christina Findahl Balsby og tilføjer:

- Men en af mine veninders veninder, som bor her i byen, har allerede skrevet til mig og spurgt, om vi skal drikke kaffe, det er vildt fedt.

Så på trods af, at vennerne er lidt langt væk, glæder parret sig til at komme ud af lejligheden i byen og få masser af plads på villavejen i Horsens - og så er der lige det med herlighedsværdien.

- At åbne en havedør og sidde ude i solen og drikke kaffe - og åbne et vindue uden at høre støjen fra gaden, lyder det fra Jakob Findahl Balsby og Christina Findahl Balsby supplerer:

- Vi holder nytår i år for vores venner her, for nu er vi dem, der har mest plads, og alle kan få deres eget værelse at sove i, griner hun.

Horsens har rundet borger nummer 90.000 - ungt par bytter storbyen ud med Fjordparken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce