Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Horsens får en ny musikfestival - halvdelen af billetterne er solgt

La Vie Jazzkvintet er - som navnet fortæller - blevet husorkester på kaffebaren La Vie i Horsens. Arkivfoto

Horsens får en ny musikfestival - halvdelen af billetterne er solgt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokale musikere og kaffebaren La Vie vil fylde byen og Håndværkerforeningen med jazz lørdag 24. februar. Hovednavnet bliver svenske Lumi.

Horsens: Lørdag 24. februar får Horsens en ny festival, Festival De Jazz, der - som navnet fortæller - handler om jazz.

Bag festivalen står en gruppe unge, lokale musikere og Martin Egholm, indehaver af kaffebaren La Vie i Thonbogade.

Udspillet lyder på en festival, der lægger ud med jazz i eller ved Kuben fra kl. 13, mere jazz på La Vie fra kl. 15 og fra ved 19-tiden selve festivalen i Håndværkerforeningen, hvor tre orkestre skal spille.

Her bliver plads til 200 tilskuere.

- Og de første 100 billetter er allerede solgt, fortæller Martin Egholm.

Navnene på Festival de Jazz
Tre orkestre kommer på scenen ved Festival De Jazz i Håndværkerforeningen.Hovednavn bliver det svenske orkester Lumi, som spiller jazz med en nordisk tone.

Desuden spiller lokale La Vie Jazzkvintet med Jakob Ottarsson (tenorsax), Emma Bryø Lægaard (trompet og sang), Jens Tscherning (elbas), Frederik Mikkelsen (guitar) og Nikolaj Bangsgaard (trommer).

Tredje navn bliver et unavngivet bossa nova-orkester med tre lokale musikere, saxofonisten Janus Kragekjær Jespersen, trommeslageren Anders Hvas Thomsen og guitarist m.v. Torben Fingal, samt en københavnsk sangerinde.

Sigter mod yngre publikum

Hele ideen om festivalen udspringer af miljøet omkring La Vie, der har udviklet sig til "en lille jazzklub", som Martin Egholm udtrykker det.

- Med festivalen vil vi udnytte de fantastiske lokaler, som Håndværkerforeningen råder over, og vi sigter mod et arrangement, der handler både om musik, kultur og samvær, siger Martin Egholm.

Han og hans medarrangører har været i kontakt med den lokale jazzklub Jazzhors, som gennem mange år har stået for den lokale jazz.

- Vores mål er ikke at udkonkurrere Jazzhors, understreger Martin Egholm. Men vi kommer med en lidt anden kultur. Hvor Jazzhors meget står for traditionel jazz, bliver det ikke hovedvægten hos os. Vores afsæt bliver jazzmiljøet omkring navne som Miles Davis og John Coltrane. Desuden sigter vi mod et yngre publikum - uden at det skal udelukke de ældre jazz-elskere. Alle er velkomne til festivalen.

Billetsalget foregår fra La Vie.