Horsens & Friends leverer million-overskud: Rammstein gav penge i kassen - det gjorde disse koncerter ikke

Rammstein bredte sidste sommer den tunge rock ud over koncertpladsen ved Fængslet og sikrede Horsens & Friends et betragteligt overskud. Arkivfoto: Axel Schütt

Horsens & Friends leverer million-overskud: Rammstein gav penge i kassen - det gjorde disse koncerter ikke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ikke mindst Rammstein-koncerten gav penge i kassen, mens Kiss og Rock i Lunden var langt fra at leve op til forventningerne.

Horsens: Ikke mindst Rammstein skal have takken for, at Horsens & Friends kom ud af 2017 med et overskud på 4,6 mio. kr.

Koncerten sidste sommer med det tyske heavyband trak næsten 30.000 tilskuere til koncertpladsen på Fængslet, og det skæppede godt i kassen.

En del af overskuddet sætter skattevæsenet sig på, så Horsens & Friends kan putte 3,6 mio. kr. ind på sin konto og dermed hæve egenkapitalen til 4,6 mio. kr.

De seneste års økonomi har været præget af, at koncerten med Bruce Springsteen i 2016 kostede Horsens & Friends otte mio. kr. Med 2017-resultatet kommer selskabet et vigtigt skridt mod sit mål: at retablere egenkapitalen på 6.375.000 kr.

Kapitalen bag Horsens & Friends
Da Horsens & Friends efter syv år som sponsorklub i 2007 blev omdannet til et aktieselskab, skød lokale virksomheder og Horsens Kommune i alt 15 mio. kr. ind som aktiekapital. En kapital, der skulle danne det økonomiske fundament under de store koncerter.De første år kørte alt efter planen, men stigende konkurrence fra andre byer, højere krav til honorarer fra kunstnerne og ikke mindst et par aflyste koncerter med Paul McCartney i 2012 slog et gevaldigt hul i økonomien. I 2016 måtte bestyrelsen konstatere, at egenkapitalen var stort set væk, og at der måtte tilføres selskabet ny kapital.

Den oprindelige aktiekapital på 15 mio. kr. blev derfor nedskrevet til nul. Med hjælp fra igen lokale virksomheder og Horsens Kommune blev en ny egenkapital på 6.375.000 kr. hentet ind til selskabet.

Det er denne kapital, bestyrelsen efter ikke mindst det dyre Bruce Spingsteen-besøg i 2016 nu har sat som mål at genskabe - et mål, der med det positive 2017-resultat er kommet meget tættere på.

Mange om buddet

De positive regnskabstal blev fremlagt, da Horsens & Friends fredag holdt generalforsamling.

Her måtte formanden Niels Christian Leth Nielsen konstatere, at 2017 også bød på skuffelser. En koncert med Kiss i Forum Horsens kunne mod forventning ikke fylde hallen, og Rock i Lunden solgte dårligere end ventet.

I den modsatte retning trak ud over Rammstein bl.a. julerock med D-A-D og Pretty Maids samt musicalen "Cats", begge dele i Forum Horsens.

Alt sammen i et marked, der er præget af voldsom konkurrence mellem de danske byer.

- Og ikke alene er der mange arrangører på banen; kunstnernes honorarer stiger også støt i takt med, at deres væsentligste indtægtskilde i dag er koncerterne, sagde Niels Christian Leth Nielsen.

Stolte horsensianere

Horsens & Friends-formanden benyttede også beretningen til endnu en gang at takke Frank Panduro, som ved årsskiftet trak sig som direktør og overlod sin stol til Claus Visbye.

Desuden var der et stort skulderklap til Leif Hede-Nielsen, som på generalforsamlingen trådte ud af bestyrelsen efter at have været aktiv, siden Horsens & Friends blev grundlagt for nu snart 20 år siden.

- Du har altid været en uvurderlig støtte for selskabet og for Frank i særdeleshed. I bestyrelsen har du bakket op om nye tiltag, selv om de måske ikke lige var på linje med din smag. For dig har målet været at skabe stolthed hos horsensianerne over deres by, sagde Niels Christian Leth Nielsen.

Horsens & Friends leverer million-overskud: Rammstein gav penge i kassen - det gjorde disse koncerter ikke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce