Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Frivillige rydder skrænter ved Nørrestrand

Hvad kan klippes ned til vinter, og hvad kan bestå? Hvert år samles op til 20 af Skræntlaugets medlemmer med biolog Frida Franko-Dossar fra Horsens Kommune for at drøfte betingelserne for naturens gang i området nord for Askevej. Pressebillede

Frivillige rydder skrænter ved Nørrestrand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Frivillige og Horsens Kommune i fælles kamp for naturskønt område ved Nørrestrand.

Horsens: 14 lørdage om året - eller cirka deromkring - kryber nogle af beboerne på Askevej i Horsens i arbejdstøjet for at give den en skalle i det naturskønne område ved Nørrestrand.

Ud over at være fredet er området kommunalt. Selvom det kan virke op ad bakke, står beboerne gerne i knæhøjt mudder i timevis for at fjerne meterlange skud, der bare kommer igen år efter år.

De frivillige har organiseret sig med formand og næstformand, og de har selvfølgelig også givet sig selv et navn: Skræntlauget.

Gevinsten for de frivillige ved at ase og mase med krasbørstigt brombærkrat og livskraftige vildskud fra ahorn, el og pil er masser af frisk luft, motion, en god snak med naboen og så naturligvis muligheden for fortsat at kunne nyde den fantastiske natur med alt, hvad det indebærer af blomster og sommerfugle, himmel og vand.

Næstformand i Skræntlauget Lena Schroll siger i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune:

- Jeg kan godt lide at være med i arbejdet, for ud over at få motion og tale med de andre naboer er vi med til at bekæmpe krat i fremmarch og nye træer og sikre, at beboerne her i området - og alle andre - kan nyde de smukke omgivelser.

 

Uvurderlig indsats

Ifølge Frida Franko-Dossar, der er biolog i Horsens Kommune, er de frivilliges indsats uvurderlig. Uden deres indsats ville området nemlig hurtigt gro til.

- Selvom vi sætter kreaturer på græs, er det ikke nok. Vi kan ganske enkelt ikke holde tilgroningen af de åbne arealer stangen uden jeres indsats. Det skal I bare vide, siger Frida Franko-Dossar til de frivillige ifølge pressemeddelelsen.

Hun får samtidig præciseret de nøjagtige retningslinjer for, hvad beboerne må beskære - og vigtigst måske, hvad de skal gå i en stor bue udenom:

- Det er jo ikke altid, borgerne er helt enige med kommunen om, hvordan området skal holdes i ave, men retningslinjerne for det beskyttede og fredede område kan heldigvis ikke gradbøjes. Området er både omfattet af en landskabsfredning og af naturbeskyttelsesloven, som sætter klare begrænsninger for, hvad der må beskæres, og hvad der skal bestå.

 På denne oktoberdag føler beboerne sig godt klædt på til at gå i gang. Nu mangler de bare at planlægge, hvilke lørdage, der skal sættes kryds ved i kalenderen til den kommende vinterrydning. EXP