Forslag fra Venstre: Slut med rygepauserne for 6727 kommunalt ansatte

Nu skal Horsens Kommune være røgfri, foreslår Venstres byrådsgruppe. Foto: Katrine Becher Damkjær

Forslag fra Venstre: Slut med rygepauserne for 6727 kommunalt ansatte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Venstres byrådsgruppe med Martin Ravn i spidsen foreslår nu, at Horsens bliver Røgfri Kommune. De betyder helt slut med rygepauser for samtlige kommunale medarbejdere.

Horsens: Nu skal Horsens kommune være helt røgfri. I hvert fald hvis det står til Venstres gruppe i byrådet. Det er ikke første gang, at Venstre lufter ideen om en røgfri kommune, men denne gang skal det lykkes, for det handler om de unge mennesker, slår formand for byrådsgruppen, Martin Ravn, fast.

- Vi foreslår røgfri kommune nu, fordi en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at der er sket en stigning i unge rygere, og vi har som politikere og samfund en forpligtelse til at sætte rammer og vise, hvilken vej, vi gerne vil have, de skal gå.

Alt, hvad vi har lavet indtil nu, blandt andet den eksisterende rygepolitik, har ikke virket, når der er en stigning i unge rygere, så vi må gå radikalt anderledes til værks.
Martin Ravn (V), gruppeformand

Man har et standpunkt til man ta'r et nyt

Forslaget om røgfri kommune, som blandt andet vil betyde, at skolelærere ikke længere må liste om bag et skur og få sig en smøg, strider ellers imod seneste melding fra Martin Ravn, da han i december sagde, at beslutningen om røgfri skoletid for lærerne skulle ligge ude på de enkelte skoler. Men det mener han altså ikke længere.

- Jeg synes, det skal besluttes politisk. Det er vigtigt, at vi sender et soleklart signal, der siger, at det skal vi have gjort noget ved. I stedet for at tage den 16 steder lokalt på skolerne, så tager vi den ét sted, og så beder vi skolerne om arbejde ud fra det.

- Det er mit klare synspunkt, at lærerne skal gå forrest som de voksne. Man kan ikke kun bede lærerne om at være røgfri, så skal det gælde i hele kommunen, at voksne går forrest og viser, at rygning ikke er sundt.

Kan godt forenes med liberale værdier

Hvis forslaget om røgfri kommune bliver vedtaget, vil det komme til at gælde for samtlige kommunens 6727 ansatte, som ikke længere selv må bestemme, om de tager en smøg i pauserne.

- Jeg ved godt, jeg træder ind over basale liberale idealer om, at man ikke skal blande sig, men vi skal også være med til at sætte rammer for blandt andet, at færrest muligt skal behandles og derved spare nogle penge. Vi skal jo ikke bestemme, hvad folk laver i deres fritid, der må de gøre, hvad de har lyst til, lyder det fra Martin Ravn, som mener, at det drastiske tiltag nødvendigt, fordi alt andet har slået fejl.

- Alt, hvad vi har lavet indtil nu, blandt andet den eksisterende rygepolitik, har ikke virket, når der er en stigning i unge rygere, så vi må gå radikalt anderledes til værks.

Butikker skal gemme smøgerne væk

For at lykkes med projektet har Venstre allieret sig med Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen, som alle tre, ikke overraskende, bakker op om tiltaget. Men derudover vil Martin Ravn sammen med foreningerne forsøge at overtale de lokale erhvervsdrivende til at pakke smøgerne væk fra hylderne.

- Der, hvor vi forsøger at påvirke udefra, er de steder, hvor cigaretterne bliver solgt. Vi vil sende et brev ud eller møde op fysisk og spørge, om de ikke vil være med til at støtte kampagnen. En anden mulighed kunne også være at få fat i cigaretproducenterne og høre, om vi sammen med dem kan lave en oplysningskampagne om at gemme cigaretterne væk, fortæller Martin Ravn, men indrømmer da også:

- Det er nok ikke den letteste vej. Og det er utopi at forestille sig, at samtlige salgssteder gemmer cigaretter væk, men når en stor kæde som Salling Group kan gøre det, kan jeg ikke se, hvorfor andre ikke skulle følge op.

Martin Ravn forventer, at forslaget bliver behandlet på næste økonomi- og erhvervsudvalgsmøde, men om det møder opbakning, er stadig uvist.

- Jeg er spændt på, om vi får nogen med. Det kan være, vores forslag bliver stemt ned. Så kan vi vente et år og foreslå det igen, men det skal nok blive indført, det er bare et spørgsmål om tid. Det handler ikke om, at det skal indføres i morgen. Medarbejderne skal være med, så det bliver ikke en kold tyrker. Men vi skal være firstmovere, og forbud er det, der virker mest effektivt.

Forslag fra Venstre: Slut med rygepauserne for 6727 kommunalt ansatte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce