Føler sig snydt af kommunen: Andre fik ja til fritagelse for fjernvarme - Lars Dahse fik nej

Lars Dahse foran huset på Kastanjealle, der om nogle måneder får installeret fjernvarme mod husejerens ønske. Foto: Morten Pape

Føler sig snydt af kommunen: Andre fik ja til fritagelse for fjernvarme - Lars Dahse fik nej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommunen og borger er uenige om, hvad der blev sagt i en telefonsamtale i sommeren 2017. Kommunen afviser at have givet forkert telefonisk vejledning til Lars Dahse, der på sin side mener, at han i strid med sandheden fik at vide, at han ingen muligheder havde for at blive fritaget for fjernvarme.

Horsens: Alle skal behandles ens, lød det fra både borgmester Peter Sørensen (S) og gruppeformand Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget, da byrådet 23. april 2018 behandlede den næstsidste etape af tilslutningspligten til fjernvarme.

Vil man fritages for fjernvarme, skal man have klar besked om reglerne for det, og man skal have fritagelsen, hvis man opfylder betingelserne for det, lød budskabet.

Siden har flere borgere fået genoptaget deres sag. Det er borgere, der har spurgt ind til mulighederne om fritagelse, men som fejlagtigt har fået at vide, at de ikke kunne få den. Det har de fået nu, efter at sagen er blevet behandlet påny i forvaltningen.

Kommunen anerkender altså, at der er givet forkert information i en håndfuld tilfælde, men spørgsmålet er, om muligheden for fritagelse gælder for alle.

Lars Dahse, der bor i Vinten, men ejer et hus i Egebjerg, kan ikke få fritagelse, selv om han mener, at kommunen på samme måde som med de borgere, der nu har fået fritagelse, har vejledt ham forkert.

Jeg står med det indtryk, at kommunen bevidst har undladt at fortælle mig om mine muligheder for at få så mange som muligt med på fjernvarmen.
Lars Dahse

Lars Dahses sag begynder i sommeren 2017, da han modtager et orienterende brev fra kommunen om, at hans ejendom på Kastanjealle i Egebjerg vil blive pålagt tilslutningspligt til fjernvarme. Lars Dahse ønsker ikke fjernvarme på sin ejendom, så han ringer til kommunens sagsbehandler på området for at høre om mulighederne for fritagelse.

Svaret fra kommunens medarbejder er ifølge Lars Dahse: Du kan ikke få fritagelse, for din ejendom er pålagt tilslutningspligt.

- Jeg fik det indtryk, at alle over en kam skulle have fjernvarme. Det var jo et ret klart svar, så jeg lod sagen ligge og søgte ikke om fritagelse, da tilslutningspligten for blandt andet Kastanjealle var i høring i foråret 2018, fortæller Lars Dahse i dag.

Det er først i januar i år, at han erfarer, at flere andre efter byrådsmødet i april 2018 har fået fritagelse for fjernvarmen ved at installere en luft-luft varmepumpe, og at det faktisk er en gyldig årsag til fritagelse, hvis man sørger for, at varmepumpen kan levere minimum 50 procent af ejendommens varme.

Lars Dahse, der stadig ønsker fritagelsen, klager til kommunen, der imidlertid blankt afviser Lars Dahses beskrivelse af forløbet. I et svar til Lars Dahse dateret 21. januar skriver Horsens Kommune, at kommunen ikke kan "genkende din udlægning af svaret, du refererer til, som du mener at have modtaget i juni/juli 2017, som du skriver i din mail".

Kommunen har ikke vejledt forkert, fastholder chefjurist Claus Rindahl Hansen i dag.

- Jeg har undersøgt sagen igen, og der er ikke vejledt forkert. Det ville også være meget usædvanligt. Vores medarbejdere kender jo paragrafferne for fritagelse rigtig godt. Jeg må derudover også bare sige, at det er afgørende, at man søger om fritagelse og har fået installeret et VE-anlæg, før der er truffet afgørelse om tilslutningspligten, og det er ikke sket i det her tilfælde, siger han til Folkebladet.

Dyrere med fjernvarme

Kommunen skriver i brevet til Lars Dahse, at han kan klage over afgørelsen til Energiklagenævnet. Det har Lars Dahse efterfølgende gjort, men nævnet vil ikke gå ind i sagen. Nævnet forholder sig ikke til vejledning af borgerne, lyder svaret.

Lige nu overvejer Lars Dahse at tage sagen videre til forbrugerombudsmanden.

- I forhold til fjernvarmen fik jeg nej-hatten på, fordi der er tale om tvang. Og fordi jeg ikke mener, at fjernvarme er fremtidens energikilde. Jeg vil ikke med i projektet bare for at holde hånden under økonomien, og jeg står tilbage med det indtryk, at kommunen bevidst har undladt at fortælle mig om mine muligheder for at få så mange som muligt med på fjernvarmen, siger han.

Lars Dahse har i dag en varmeregning på cirka 9000 kroner med den naturgas, han gerne vil supplere med en luft-luft varmepumpe for at nå målet om 50 procent vedvarende energi. Med afslaget kan han nu bare vente på, at fjernvarmen rammer hans matrikel om nogle måneder.

- Det vil blive dyrere for mig med fjernvarme, det er jeg sikker på, konstaterer han.

Føler sig snydt af kommunen: Andre fik ja til fritagelse for fjernvarme - Lars Dahse fik nej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce