Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Elever fra Valby besøger landmænd: Det er overraskende fedt

Noah Ahlgreen Brønsted (bagerst) og William Muennoi (forrest) har siden i mandags boet hos landmanden Peter Søgaard Mortensen i Østbirk. Her har de været med til at hjælpe til og fået et indblik i, hvordan det er at være landmand. Foto: Søren E. Alwan

Elever fra Valby besøger landmænd: Det er overraskende fedt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Folkeskoleelever fra Valby har været på besøg hos landmænd hele ugen, hvor de har fået et indblik i at være landmand og i landbruget. Det skal være med til at bryde med fordomme.

Østbirk: Reparere maskiner, flytte kalve og åbne foder til dyrene. Det er nogle af de opgaver, som 17 9. klasseelever fra Freinetskolen, der ligger i Valby, har været med til i løbet af denne uge.

De har været fordelt hos 12 landmænd i Horsens-området, hvor de siden mandag har boet og oplevet, hvordan det er at være landmand.

- Jeg havde regnet med, at det ville blive nederen, men det er gået over al forventning. Det er en fed oplevelse at få, og jeg har været tæt på dyrene, som jeg ikke er vant til, siger William Muennoi, der er 15 år og går i 9. klasse på Freinetskolen.

Sammen med sin kammerat Noah Ahlgreen Brønsted har han boet hos landmanden Peter Søgaard Mortensen i Østbirk. Det er femte gang, at landmanden har haft besøg af elever. For ham er det vigtigt, at de unge kommer ud og ser, hvordan et landbrug fungerer.

- Der er få i Danmark, der har kontakt til landbruget, og her giver man elever muligheden for at se, hvad dansk landbrug er. Jeg lever og ånder for landbrug, så det er tilfredsstillende at kunne videreformidle det til andre, fortæller Peter Søgaard Mortensen, der også er næstformand for Østjysk Landboforening, der har været med til at arrangere besøget fra hovedstadsområdet.

Jeg havde regnet med, at det ville blive nederen, men det er gået over al forventning. Det er en fed oplevelse at få, og jeg har været tæt på dyrene, som jeg ikke er vant til.
William Muennoi, 9. klasseelev på Freinetskolen, Valby

Bryde med fordomme

Forløbet bliver kaldt forståelsespraktik og skal være med til at give eleverne et nuanceret billede af landbruget og en aha-oplevelse. Det er væsentligt, at de med egne øjne ser, hvad det er, fortæller Peter Søgaard Mortensen.

Siden 1991 har Freinetskolen haft forståelsespraktik, og det har været en stor succes. For skolen er det vigtigt, at elever møder landbrug, fordi det ikke er noget, mange af dem kender til.

- De skal se, hvad det i virkeligheden er. Eleverne er meget bevidste omkring økologi, og her kan de se, at landmændene er søde ved dyrene. Så det er noget, de kan tage med hjem, og det lægger fordomme om landmænd på hylden, fortæller Anni Rønning, lærer på Freinetskolen.

Netop fordomme er noget, som 15-årige Noah Ahlgreen Brønsted tog med fra Valby.

- Jeg tænkte, at det ville være hårdt arbejde, og at man ikke lavede andet end at gå rundt i lort, men det er bare så meget mere end det. Samværet med dyrene har været fedt, og jeg har lært meget inden for landbrug, og hvordan det er at være landmand. Jeg vil i hvert fald tænke og fortælle om landbrug på en helt anden måde, for det har været overraskende fedt, fortæller han.

William Muennoi havde det på samme måde som Noah, men er også blevet overrasket på den gode måde.

- Jeg har lært en masse om køer og konventionelt landbrug, hvor jeg troede, at dyrene blev behandlet dårligt. Men det gør de ikke her, så man skal ikke dømme en bog på omslaget. Det er godt, at skolen gav os muligheden for at prøve det, siger han.

Peter Søgaard Mortensen er også ganske tilfreds med drengenes indsats i løbet af ugen.

- Det er gået godt. De har kløet på, og der har ikke været noget brok - heller ikke over lugten, som er anderledes, end de er vant til, fortæller han.

Alle 17 elever tager tilbage til Valby fredag.