De kan næsten ikke vente på at komme til Horsens: Vi vil virkelig gerne villa, vovse og Volvo

Camilla Bagger og Mikkel Kongsmark Andersen glæder sig til sommer, når de flytter fra 41 kvadratmeter i Aarhus Vest til 170 kvadratmeter i Lund. William på 15 måneder er en af grundene til, at familien har valgt Horsens som deres fremtidige hjem. Foto: Annelene Petersen

De kan næsten ikke vente på at komme til Horsens: Vi vil virkelig gerne villa, vovse og Volvo

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Camilla Bagger og Mikkel Kongsmark Andersen fra Aarhus har købt en byggegrund ved Lund, og de kan næsten ikke vente, til de til sommer kan starte deres nye liv i Horsens-området.

Aarhus: Der er 217 dage, til vi overtager vores hus. Men hvem tæller?

Bemærkningen falder med et glimt i øjet fra 28-årige Mikkel Kongsmark Andersen, som sammen med sin jævnaldrende kæreste Camilla Bagger har købt en byggegrund på Provstlund Skovvej ved Lund, hvor de skal i gang med at bygge deres drømmehus.

Lige nu bor familien midlertidigt på 41 kvadratmeter i det vestlige Aarhus. Et enkelt værelse er der. Her huserer William på 15 måneder. Resten af lejligheden er entre, køkken, stue og soveværelse i ét.

Netop William er en meget kraftigt medvirkende grund til, at parret, som oprindeligt er fra henholdsvis Aarhus og Skanderborg, rykker teltpælene op og flytter mod syd.

- Vores prioritet har ændret sig, efter vi fik ham. Og det er meget vigtigt for os at finde et sted, hvor det er godt for ham at bo. Og helst et sted, hvor han kan komme til at høre til. Vi er gået efter at finde et sted og bygge et hus, hvor vi kan blive boende i måske 20 år.

Det hus, familien skal bygge med hjælp fra byggefirmaet Finn Mortensen, bliver på 170 kvadratmeter med både børne- og forældreafdeling.

- Og så får vi en garage på 50 kvadratmeter. Det er større end den lejlighed, vi har lige nu, smiler Camilla Bagger.

Parret boede i flere år i en lejlighed i Aarhus centrum. Aarhus Vest er et midlertidigt stop på vejen mod Horsens, efter de i sommer solgte deres lejlighed for at få råd til at købe en byggegrund.

Til sommer får de adresse i Horsens, og de glæder sig.

- Vi har selvfølgelig snakket om, om vi mon kommer til at savne byens puls og Aarhus. Men vi er sikre. Vi er kommet frem til, at vi virkelig gerne vil et liv med villa, vovse og Volvo. Så nu tager vi springet, siger Camilla Bagger.

Vi har været rundt i byen og set den fra flere sider. Midtbyen er hyggelig med gågaden og de små sidegader. Vi håber sådan, vi bliver glade for at bo her, og vi håber, at vi får naboer, der vil bidrage til et "øl over hækken-miljø".
Mikkel Kongsmark Andersen
Tilflytterne
Familien består af Mikkel Kongsmark Andersen, 28 år og ingeniør ved Rønslev i Horsens, Camilla Bagger, 28 år, pædagog i en institution i Aarhus, og William, 15 måneder, vuggestuebarn.De købte i sommer en grund på Provstlund Skovvej i Lund, hvor de nu skal i gang med at bygge et 170 kvadratmeter stort hus sammen med byggefirmaet Finn Mortensen.

Ifølge planen står huset færdigt 1. juli 2019.

Indtil da bor familien i en lejlighed på 41 kvadratmeter i Aarhus V.
Det er bl.a. udsigten til at få mere familietid, der har lokket Mikkel Kongsmark Andersen og Camilla Bagger til Horsens med sønnen William. Foto: Annelene Petersen
Det er bl.a. udsigten til at få mere familietid, der har lokket Mikkel Kongsmark Andersen og Camilla Bagger til Horsens med sønnen William. Foto: Annelene Petersen

Fast rute fra p-hus

Parret kendte ikke meget til Horsens, før beslutningen om at flytte til byen blev taget. Han er oprindeligt fra Skanderborg, mens hun er vokset op i Aarhus.

Nok har Mikkel Kongsmark Andersen, der er ingeniør hos Rønslev, arbejdet i Horsens siden 1. marts. Men det ville være synd at sige, at han har brugt byen.

- Jeg parkerer hver dag i p-huset i Levysgade, og så går jeg hen til arbejdet i det gamle rådhus. Det er den rute, jeg kender i Horsens, griner Mikkel Kongsmark Andersen.

Alligevel ser han frem til at blive horsensianer.

- Jeg har fået et godt indtryk af byen. Og jeg satser på, at vi bliver i byen i mange år, siger han.

Hans kæreste supplerer:

- Vi kiggede også på grunde i nærheden af Aarhus. Men vi måtte bare konstatere, at f.eks. Malling blev for landligt for os. Vi vil gerne bo naturskønt - og samtidig i nærheden af byen. Horsens er interessant for os, fordi den kombinerer vores glæde for byliv med bl.a. kultur, god mad og vin og aktiviteter for børn og så naturen. Horsens er virkelig en by, og det betyder noget for os, siger Camilla Bagger.

Siden familien købte byggegrunden i Lund, har den været på flere udflugter til Horsens.

- Vi har været rundt i byen og set den fra flere sider. Midtbyen er hyggelig med gågaden og de små sidegader. Vi håber sådan, vi bliver glade for at bo her, og vi håber, at vi får naboer, der vil bidrage til et "øl over hækken-miljø", siger Mikkel Kongsmark Andersen.

William på 15 måneder skal være horsensianer. Det har hans forældre besluttet. De har købt en byggegrund i Lund for at bygge et hus, hvor de satser på at blive boende i mange år. Foto: Annelene Petersen
William på 15 måneder skal være horsensianer. Det har hans forældre besluttet. De har købt en byggegrund i Lund for at bygge et hus, hvor de satser på at blive boende i mange år. Foto: Annelene Petersen

Taget godt i hånden

Det er ikke en langvarig drøm for parret at skulle bygge eget hus, men selvom plantegninger og beslutninger om klinker, vinduer og køkken nu fylder i Camilla og Mikkels liv, har de ikke fortrudt.

- Vi havde ikke nødvendigvis tænkt, at vi skulle bygge selv. Egentlig har jeg altid set det som noget ret vildt og virkelig dyrt. Men så har vi venner, der byggede selv, og da gik det op for os, at det ikke nødvendigvis er en vild ting. Pludselig stod der et hus til dem, og så blev vi tændt. Vi er blevet taget rigtig godt i hånden af byggefirmaet, så det virker ikke helt så uoverskueligt, som vi kunne have frygtet, siger Camilla Bagger.

At det netop blev Provstlund, der bliver adresse for parret, er lidt en tilfældighed. Camilla og Mikkel kiggede på flere grunde - bl.a. i Egebjerg. Men da de blev vist rundt i Lund, var de solgt med det samme.

- Vi blev faktisk ret bjergtaget af naturen ved Lund. Fra vores grund, som ligger ret højt, kan man se både skov og mark. Og så kan vi cykle ind til Horsens på ikke ret lang tid. Vi har allerede købt en ladcykel, som vi forestiller os at cykle rundt i. Det bliver SÅ godt for os. Det er en investering i vores fremtid og familieliv. Nu skal vi bare lige krydse fingre for, at William også kan få en institutionsplads. Det er sådan set den største bekymring lige nu, siger Camilla Bagger.

Siden sommeren har Mikkel Kongsmark Andersen, Camilla Bagger og sønnen William boet på 41 kvadratmeter i Aarhus Vest. De solgte deres midtby-lejlighed i Aarhus for at få råd til drømme-byggegrunden i Horsens. - Det er ikke sjovt at bo på så lidt plads. Men vi gør det, fordi vi ved, at noget godt venter os, siger Camilla Bagger. Foto: Annelene Petersen
Siden sommeren har Mikkel Kongsmark Andersen, Camilla Bagger og sønnen William boet på 41 kvadratmeter i Aarhus Vest. De solgte deres midtby-lejlighed i Aarhus for at få råd til drømme-byggegrunden i Horsens. - Det er ikke sjovt at bo på så lidt plads. Men vi gør det, fordi vi ved, at noget godt venter os, siger Camilla Bagger. Foto: Annelene Petersen

De kan næsten ikke vente på at komme til Horsens: Vi vil virkelig gerne villa, vovse og Volvo

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce