By mørklagt i to uger: El-regningen blev sendt til en lokal borger ved en fejl

Bente Winther Hansen og Dennis Ulrich bor i Serridslev lidt uden for Horsens. Byen har i to uger været uden lys i gadelamperne, fordi en el-regning ikke var blevet betalt. Foto: Jens Amtoft

By mørklagt i to uger: El-regningen blev sendt til en lokal borger ved en fejl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgerne i Serridslev har ikke haft lys i lygtepælene i februar. Ved en fejl er el-regningen blevet sendt til lokal borger.

Horsens: Februar har været en meget mørk måned i Serridslev.

I mere end to uger har byen været mørklagt. Gadelysene har været slukket, uden at byens borgere har vidst, hvad der var galt.

- Jeg har haft kontakt med el-leverandøren, Elcon, der fortæller, at mørklægningen skyldes manglende betaling for strøm, fortæller Bente Winther Hansen.

Hun sidder onsdag eftermiddag sammen med Dennis Ulrich ved et bord i byens forsamlingshus og fortæller om deres og andre borgeres indsats for at få lyset tilbage til byen.

- Vi kan se, der har været 25-30 henvendelser via "Giv et praj" til Horsens Kommune. Men vi har ikke fået nogen tilbagemelding, fortæller Dennis Ulrich.

Det viser sig, at Bente Winther Hansens oplysning om manglende betaling for el er sand.

Det bekræfter afdelingschef ved affald og trafik ved Horsens Kommune, Allan Lyng Hansen.

- Det er rigtigt, at der ikke er betalt for gadebelysningen. Vi har kæmpet for at finde ud af, hvad der er op og ned i det her. Vi har ikke kunnet finde ud af, hvad fejlen har været. Og vi ved endnu ikke helt, hvad der er sket, men nu har vi identificeret fejlen, fortæller afdelingschefen.

Vi ved endnu ikke helt, hvad der er sket, men nu har vi identificeret fejlen.
Allan Lyng Hansen, afdelingschef
Onsdag aften var gadelyset tilbage i Serridslev. Billedet her er taget onsdag eftermiddag. Foto: Jens Amtoft
Onsdag aften var gadelyset tilbage i Serridslev. Billedet her er taget onsdag eftermiddag. Foto: Jens Amtoft

Menneskelig fejl

Som det er tilfældet mange andre steder i Horsens Kommune, har også Serridslev fået renoveret gadebelysningen.

Ifølge Dennis Ulrich og Bente Winther Hansen skete det for mere end et år siden.

- Vi har i den forbindelse også fået lavet en ny installation og fået sat en ny måler op derude. Måleren står ud for en adresse på Serridslevvej. Det ser ud til, at man ved en fejl har fået meldt måleren til ejendommen, hvor den står. Regningen for belysning er derfor blevet sendt til den pågældende ejendom, og jeg kan godt forstå, at ejeren ikke vil betale for belysning gennem Serridslev. Så derfor er regningen ikke betalt - og vi har aldrig set en regning på kommunen, siger Allan Lyng Hansen.

Og for at det ikke skal være nok, så er der stødt yderligere en komplikation til.

- Vi bruger SEAS-NVE til at levere strøm til kommunen. Men den her måler er blevet meldt ind til et forkert forsyningsselskab. Hvis den var meldt ind til SEAS-NVE, så havde man nok fanget den. Men det andet forsyningsselskab har ikke fanget fejlen, fortæller Allan Lyng Hansen.

Nu er installationen igen blevet flyttet over til SEAS-NVE.

- Men nu skal de fysisk have gang i det igen, og meldingen er, at det kan tage et døgn. Der skulle være lys i gaden igen torsdag aften, vurderer Allan Lyng Hansen.

Hvordan fejlen er opstået, kan han ikke sige med sikkerhed på nuværende tidspunkt.

- Sandsynligvis er der sket en menneskelig fejl ved den entreprenør, der har lavet gadelyset i Serridslev. Det er vores foreløbige bud, men det ved vi faktisk ikke i øjeblikket, siger han.

Ifølge Dennis Ulrich og Bente Winther Hansen har mørklægningen været det store samtaleemne i byen de seneste 14 dage.

- Vi har fået mange forskellige forklaringer, når vi har henvendt os til kommunen. Det er påfaldende, at det først er nu, der sker noget, siger Bente Winther Hansen.

Tilføjelse: Efter artiklens tilblivelse kunne Dennis Ulrich meddele, at gadebelysningen var tilbage i Serridslev onsdag aften.

By mørklagt i to uger: El-regningen blev sendt til en lokal borger ved en fejl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce