Budget-alarm afblæst: Sparekniven bliver lagt i skuffen

Det er ikke første gang, det kommunale budget er presset af stigende udgifter til svært handicappede. Direktionen har opfordret politikerne til at gå i tænkeboksen for at finde løsninger på de områder, der presser budgettet. Ud over udsatte voksne med handicap har der været en stigning i antallet af borgere, der får kommunal genoptræning, hvor Vital Horsens er omdrejningspunktet. Her ses Ellen T. Schmidt (S) formand for udvalget for velfærd og sundhed ved indvielsen af Vital Horsens. Arkivfoto

Budget-alarm afblæst: Sparekniven bliver lagt i skuffen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En advarsel om, at budgettet ikke holder på sundhedsområdet, og at sparekniven måske skulle frem, er afblæst. Der er reserver til at dække de udgifter, der er større end ventet.

Horsens: I februar fik politikerne i Horsens Byråds udvalg for velfærd og sundhed en advarsel. Budgettet holder ikke, lød det fra administrationen. Der er kommet nogle høje udgifter primært udløst af flere svært handicappede voksne. Men nu er der fundet en løsning, som ikke gør ondt.

Holder ændringen i kommunens udgifter året ud, vil det koste 16,7 millioner kroner mere, end der er afsat i budgettet til området. Og det er alvorligt.

"Det er", som det hed i bilaget til punktet, "direktionens umiddelbare vurdering, at der vil være behov for egentlige reduktioner i serviceniveauet på området."

Det vil med andre ord sige besparelser. Men så galt går det ikke.

Merforbrug dækket

Nu er der fundet en løsning for dette år. Udvalget råder over flere puljer, dels en buffer-pulje, dels penge, der ikke er blevet brugt. Tilsammen kan pengene finansiere det ventede underskud.

- På den måde kommer vi igennem 2019 uden at skulle have et mindreforbrug på andre områder, siger Ellen T. Schmidt (S) formand for udvalget for velfærd og sundhed.

Hun tilføjer, at der er tale om en overskridelse på mindre end en procent af det samlede budget, som udvalget er ansvarlig for.

Landsdækkende fænomen

Men meget tyder på, at budgettet også fremover vil være presset i takt med, at sundhedsvæsenet bliver dygtigere og dygtigere, så også borgere med svære handicap lever længere. Det er også borgere, som efter endt sygehusbehandling har brug for omfattende støtte, hvor de skal bo. Og her er det kommunen, der skal betale.

- Det er et landsdækkende fænomen, så jeg håber, at der, når finansloven forhandles på plads, bliver afsat flere penge til området, fordi man anerkender, at det er sådan, det ser ud, siger Ellen T. Schmidt.

Intet tyder på, at den udvikling stopper. Derfor anbefaler direktionen, at politikerne kigger grundigt på de områder, der er økonomisk presset af virkeligheden, for at finde løsninger, der virker fra 2020.

Flere områder presser

Ud over hjælpen til udsatte voksne og borgere med handicap har direktionen peget på to områder, der presser pengekassen.

Det er udgifter til genoptræning, fordi flere borgere modtager kommunal genoptræning i stedet for genoptræning under indlæggelse. Hjemmesygeplejen har også presset på. Ud over en generelt større aktivitet har 2018 været præget af mange forandringer samt udfordringer med rekruttering af medarbejdere.

Desuden har et par politiske beslutninger medført nye udgifter. Det gælder betaling af sårplejeprodukter og kompressionshjælpemidler, samt en udvidelse af ordningen med støtte-kontaktpersoner til udsatte borgere.

Budget-alarm afblæst: Sparekniven bliver lagt i skuffen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce