Borgmesteren: Vi skal i gang med at planlægge vejen fra Bjerrevej til havnen nu

Første etape af Ringvej Syd fra Vejlevej til Bjerrevej blev indviet af borgmestrene fra Horsens og Hedensted i august sidste år. Nu vil Peter Sørensen have sat turbo på fortsættelsen af ringvejen fra Bjerrevej til havnen. Arkivfoto: Lars Juul

Borgmesteren: Vi skal i gang med at planlægge vejen fra Bjerrevej til havnen nu

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er i budgettet for 2019 sat 15 millioner kroner af, som politikerne kan bruge frit. Peter Sørensen (S) vil prioritere flere hænder til kernevelfærd, og så ser han gerne, at projekteringen af omfartsvejen fra Bjerrevej til havnen kommer på dagsordenen.

Horsens: Nu skal der sættes handling bag de mange ord. Borgmester Peter Sørensen (S) vil hurtigst muligt have sat gang i planlægningen af en kommende forlængelse af Ringvej Syd til Bollervej og videre derfra til havnen.

Det siger han forud for forhandlingerne om det kommende års budget, der indledes fredag med et heldags-seminar for alle byrådets medlemmer.

- I vores trafikplan er forlængelsen af omfartsvejen sat til at gå i gang i 2027, men uden at jeg vil sætte årstal på, er det min ambition, at den bliver rykket frem. Hvis det skal ske, er det nødvendigt, at vi indleder projekteringen nu. Det er en lang proces, og det vil være oplagt at sætte det på dagsordenen ved de kommende budgetforhandlinger, mener Peter Sørensen.

Første etape af Ringvej Syd fra Vejlevej til Bjerrevej blev indviet i august sidste år, og siden har der været heftig debat om, hvorvidt vejen skulle videreføres til havnen. Den diskussion ønsker Peter Sørensen ikke at genoplive.

- Den diskussion stoppede for mit vedkommende, da vi vedtog kommuneplanen tidligere i år, hvor ringvejen jo er med. Vi har ikke forholdt os til anlægssummen endnu, men at vi får en omfartsvej, står fast, konstaterer han.

Diskussionen om omfartsvejen har i høj grad handlet om naturområdet Klokkedal, som vejen bliver nabo til. Peter Sørensen (S) anerkender, at der er store naturværdier i området, og det vil også blive adresseret i budgettet, hvis det står til ham.

- Jeg vil gerne sætte gang i en diskussion om, hvordan vi får en bedre tilgængelighed til området, også til vandet, og at vi generelt udnytter de muligheder, der er for rekreativ udfoldelse i området, siger han.

Vi har ikke forholdt os til anlægssummen endnu, men at vi får en omfartsvej, står fast.
Peter Sørensen (S), borgmester

Flere hænder i kernevelfærden

I det milliard-store budgetforslag fra forvaltningen er der indlagt et råderum på 15 millioner kroner, som politikerne enten kan putte i kommunekassen eller bruge til at indfri nogle af de mange ønsker, der kommer fra partierne.

- Det er en stor fordel, at vi har en ansvarlig økonomisk politik og ikke som i mange andre kommuner starter ud med en stor spareplan. Når det er sagt, er Horsens Kommune ikke en tombolabod, hvor man lige pludselig kan vinde 100 millioner kroner. Kommunerne er også stramt styret fra Christiansborg, og overskridelser af de samlede anlægsbudgetter og servicerammer rammer kommunerne kollektivt krone til krone, siger Peter Sørensen.

Borgmesteren understreger da også, at han ikke ser for sig, at nye, store anlægsinvesteringer kan komme på dagsordenen i år.

- Jeg ser gerne, at vi prioriterer råderummet til at få flere hænder i dagtilbuddene, på skolerne og ældreområdet. Det er der brug for. Vi er så privilegerede, at børnetallet øges i Horsens, så vi skal også have bygget flere børnehaver, vi skal fortsætte renoveringen af skolerne, som er i fuld gang lige nu, og vi skal se på tryghedsboliger og akutboliger til de ældre, siger han.

Efter budgetseminaret fredag indkalder Peter Sørensen partilederne fra de politiske partier til samtaler i weekenden, og herefter går borgmesteren og hans embedsmænd i gang med at strikke et muligt budgetforlig sammen.

I fjor blev der indgået forlig tirsdag efter budgetseminaret, umiddelbart før førstebehandling af budgettet. Om det kan gentages i år, har borgmesteren ikke noget bud på.

- Det er ikke vigtigt for mig med et hurtigt forlig. Jeg har sat hele ugen af til forhandlinger, konstaterer han.

Borgmesteren: Vi skal i gang med at planlægge vejen fra Bjerrevej til havnen nu

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce