Borgmester og boligforening: Vi SKAL lykkes med at løfte Sundparken

- Nu skal vi lykkes med at løfte Sundparken. Vi må erkende, at vi har svigtet i mange år, siger borgmester Peter Sørensen, der sammen med en taskforce bestående af byrådspolitikere, politi og boligforening har fremlagt en række anbefalinger, der skal få Sundparken væk fra regeringens ghettoliste. Arkivfoto

Borgmester og boligforening: Vi SKAL lykkes med at løfte Sundparken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politikere, boligforening og politi har fremlagt en plan, der skal få Horsens' enlige ghetto væk fra ghettolisten.

Horsens: - Alt stritter i mig, når man taler om at rive velfungerende boliger ned og nedlægge en fantastisk daginstitution. Men det her er ikke en kan-opgave. Det er noget, vi skal. Og vi skal nok lykkes med det.

Sådan siger borgmester Peter Sørensen (S), som fredag på vegne af en arbejdsgruppe med deltagelse af byrådspolitikere, Andelsboligforeningen Odinsgaard og politiet fremlagde en plan, der skal hjælpe Sundparken med omkring 1500 beboere væk fra regeringens ghettoliste.

Planen lægger i yderste konsekvens op til at nedrive 333 almene familieboliger i boligområdet i det østlige Horsens, bygge nyt i stedet, på sigt lukke daginstitutionen Rytterkilden på Hybenvej og overveje en ny fysisk placering af Langmarkskolen. Det hele skal kombineres med en massiv indsats for at få flere i området i beskæftigelse og få både børn og voksne engageret i foreningslivet uden for Sundparken.

Og planerne kan lyde voldsomme, erkender borgmesteren.

- Det er ret vidtgående, det her. Men historisk er det også vidtgående, at vi ikke er lykkedes med at løse problemerne i Sundparken. Alt for mange har f.eks. for lav tilknytning til arbejdsmarkedet, og det betyder, at vi svigter. Der er simpelthen for mange af de børn, der vokser op i Sundparken, som har ringere mulighed for at få et godt liv, end børn i resten af Horsens. Og det er ikke i orden. Derfor SKAL vi lykkes med det her - for børnenes skyld, siger Peter Sørensen.

Ifølge borgmesteren er Sundparken ikke en typisk ghetto. Trygheden er høj, og beboerne trives.

- Det handler ikke om integration i den gængse forståelse. Men det handler om, at beboerne mangler kultur i forhold til arbejde og skole. Og så er den helt store udfordring, at hvis man får fodfæste på arbejdsmarkedet, rykker man i langt de fleste tilfælde ud af Sundparken og til andre dele af Horsens. Men så rykker andre med samme problemer ind, og det er en kæmpe udfordring, siger borgmesteren.

Han håber dog, at det lykkes for kommunen at finde en anden løsning i Sundparken end nedrivninger og lukninger.

- Men vi må erkende, at det bliver svært at sælge boligerne i Sundparken, siger Peter Sørensen.

Hvad skal vi gøre med alle de her mennesker? Vi laver et a- og et b-hold. Det bliver ikke nemmere at få hverdagen til at fungere, når de har det her hængende over hovedet.
Michael Meldgaard, direktør Andelsboligforeningen Odinsgaard

Et langt sejt træk

Også Michael Meldgaard, direktør i Andelsboligforeningen Odinsgaard, der ejer boligerne i Sundparken, er bekymret ved udsigten til de voldsomme omvæltninger for beboerne i Sundparken.

Han erklærer sig først og fremmest uenig i den del af lovforslaget om udsatte boligområder, der vil have andelen af almene familieboliger ned på 40 pct.

- Der er SÅ mange udfordringer i det her. Hvor skal vi genhuse alle dem, der skal flytte? Hvor skal pengene komme fra? Jeg vil også gerne stille spørgsmålstegn ved, om man bliver anderledes af at blive flyttet? Jeg tror det ikke. Vi har et velfungerende boligområde, der kan håndtere, at folk kommer ind og får brug for hjælp, siger direktøren for Odinsgaard.

Når det er sagt, erklærer Michael Meldgaard sig klar til at kæmpe for at løfte Sundparken.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med kommunen om det her. Og jeg ser en stor fordel i, at vi er blevet inviteret hurtigt ind i samarbejdet. Det er et langt sejt træk, men tilgangen er, at vi løser det sammen, siger Michael Meldgaard.

Borgmester og boligforening: Vi SKAL lykkes med at løfte Sundparken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce