Bilister blæser på parkerings-regler for at holde gratis

Parkeringspladsen bag Klosterkirken er privat område til brug for gæster med ærinde i enten kirken eller klostergården. Foto: Michael Svenningsen

Bilister blæser på parkerings-regler for at holde gratis

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gratis parkering ved Klosterkirken frister flere og flere bilister, der uden lovligt ærinde optager pladserne for eksempelvis begravelsesgæster. Samtidig kimer de personalet ned, når de opdager, at deres bil er blevet låst inde om aftenen, og senest har to personer savet sig ud af en låst låge.

Horsens: Det står ellers højt og tydeligt på skiltet ved lågen ind til Klosterkirkens parkeringsplads fra Borgergade: "Uden for kirkens åbningstid kan lågen blive låst. 14.30-8.00."

Ved siden af lågen står der et stor rundt "indkørsel forbudt-skilt" med underteksten: Gælder ikke ærinde i kirken/klostergården.

Budskabet skulle altså være skåret ud i pap, men har tilsyneladende svært ved at trænge ind hos borgere, der har fundet sig en god, gratis parkeringsplads i hjertet af Horsens.

Gennem de senere år har et stigende antal borgere valgt at benytte Klosterkirkens parkeringsplads, selvom deres eneste ærinde ved kirken er at komme af med bilen. Det betyder, at der er færre p-pladser til gæster, der rent faktisk har et ærinde i kirken, for eksempel bryllupsgæster og begravelsesgæster.

- Folk respekterer ikke, at det er kirkens parkeringsplads, så de senere år har vi håndhævet, at det er vores parkeringsplads og sat skiltet op med, at man uden for kirkens åbningstid kan opleve, at lågen bliver låst, fortæller Jørn Bjørnskov, formand for menighedsrådet i Klosterkirken.

Hærværket er prikken over i'et. Når man ligefrem laver vold for at komme ud, er det nok. De kunne jo have ringet...
Jørn Bjørnskov, menighedsrådsformand, Klosterkirken
Selvom Klosterkirken skilter med, at lågen kan være låst mellem kl. 14.30 og 8, er der mange ,der tager chanchen og parkerer på kirkens p-plads. 28. februar blev to mænd låst inde med deres varevogn, hvilket dog ikke holdt dem tilbage. De savede låsen til porten over og kom derefter ud. Hærværket er meldt til politiet. Foto: Michael Svenningsen

Jamen vi er fra Aarhus...

Håndhævelsen har dog ikke hjulpet stort.

Men den låste låge skaber til gengæld panik hos p-synderne, når de kommer for at hente deres bil og opdager, at de ikke kan komme ud.

- Der er ingen grænser for, hvor paniske folk bliver, hvis deres bil er låst inde, fortæller sognepræst ved Klosterkirken, Peter Stentoft.

Både han selv, og det øvrige personale ved kirken, er blevet præsenteret for et utal af gode forklaringer, når folk ringer og meget gerne vil have lågen åbnet, så de kan komme ud med bilen.

For eksempel at en gammel mor er syg, og hendes medicin ligger i bilen, klukker præsten, der for nyligt oplevede en ukendt kvinde trække Aarhus-kortet.

Han havde inviteret sin kone ud at spise, og de havde lige bestilt maden, da han blev ringet op af kvinden.

- Hun forklarede, at hendes bil var låst inde, og at de kom helt fra Aarhus... Jeg sagde, at jeg troede, at man selv i Aarhus kunne læse. Joh, men hun troede ikke, at skiltet betød så meget, griner Peter Stentoft, der valgte at fortsætte middagen med sin kone og lade aarhusianeren klare sig selv.

Klosterkirken oplever stigende problemer med, at folk, der ikke har ærinde i kirken, parkerer på kirkens parkeringsareal og optager pladser for eksempelvis begravelsesgæster eller bryllupsgæster. Det, selvom der højt og tydeligt står ved indgangen, at der er adgang forbudt, hvis ikke man har et ærinde. Bilen her har dog tilladelse til at bruge parkeringspladserne.  Foto: Michael Svenningsen

Jeg er jo medlem af folkekirken

Han husker også en episode for nogle år siden, da fire ungersvende stillede bilen ved Klosterkirken og satte kurs direkte mod byen.

Præsten drønede efter dem og fortalte, at de ikke måtte parkere der, hvorefter den ene udbrød:

- Min mor siger, at det må vi godt...

Men nej, det har mor misforstået, for det må man ikke, pointerer præsten.

Heller ikke, selvom man er medlem af folkekirken, hvilket også er et hyppigt anvendt argument for at smide bilen ved kirken.

- Så store medlemsfordele giver det altså heller ikke. Udover at man kan blive begravet, konstaterer Peter Stentoft.

Jørn Bjørnskov, formand for Klosterkirkens menighedsråd, er godt træt af folk, der bruger kirkens parkeringspladser, selvom de ikke har et ærinde i kirken eller klostergården. Ikke mindst, fordi han selv og personalet jævnligt bliver ringet op af folk, der har fået låst deres bil inde på området. Det står ellers højt og tydeligt ved indgangen, at porten kan være låst uden for kirkens åbningstid. Foto: Michael Svenningsen

Savede lågen over

Men ét er dårlige undskyldninger, noget andet er at gribe til selvtægt, hvis bilen bliver lukket inde.

Det skete for nylig, da to ukendte mænd en torsdag aften kl. 22 savede sig gennem lågens låsesystem for at få deres varebil ud. Det lykkedes, og tilbage står kirken med en ødelagt låge.

Episoden fandt sted 28. februar og blev filmet af et vidne, fortæller Jørn Bjørnskov, der har anmeldt hærværket og overdraget billedmaterialet til Sydøstjyllands Politi.

- Hærværket er prikken over i'et. Når man ligefrem begår vold for at komme ud, er det nok. De kunne jo have ringet, sukker Jørn Bjørnskov, der sammen med menighedsrådet nu vil lave retningslinjer for, hvordan personalet skal agere, når folk, der er kommet frem til låst låge, ringer og kræver at komme ud.

- Vi skal have fundet ud af, om det for eksempel er lovligt at kræve et gebyr.

Ønsker ikke bøderegn

Ifølge Peter Stentoft har kirken overvejet at hyre et parkeringselskab, men droppet ideen igen.

- Vi er ikke interesseret i, at der skal uddeles en masse bøder. Vi vil bare gerne have pladserne i fred. Vi har også overvejet en pullert, men det vil koste 170.000 kr., så den idé frafaldt vi også igen, siger han.

Præsten oplever mest parkerings-polemikken som et irritationsmoment, når kirken afholder arrangementer, og parkeringspladserne er optaget.

Det er Jørn Bjørnskov enig i.

- Besøgende til kirken og klostergården har altså førsteret, og vi har ikke for meget plads at parkere på i forvejen.

Bilister blæser på parkerings-regler for at holde gratis

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce