Anders vil have en varmepumpe i stedet for fjernvarme - men kommunen rådgav ham efter regler fra 1983

Tirsdag skal plan- og miljøudvalget tage stilling til, om 4700 ejendomme i Horsens og Egebjerg skal pålægges tilslutningspligt til fjernvarme. En borger i Sydbyen mener, at høringen skal gå om, fordi kommunen har vejledt forkert om alternativerne til fjernvarmen. Arkivfoto: Morten Pape

Anders vil have en varmepumpe i stedet for fjernvarme - men kommunen rådgav ham efter regler fra 1983

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anders Skipper blev af Horsens Kommune rådgivet til at købe en varmepumpe, der formentlig var alt for stor. Teknisk direktør anerkender, at kommunen vejleder efter regler, der trænger til en opdatering. - Vi kan ikke gøre andet, siger han.

Horsens: Horsens Kommune bruger forældede regler, når borgerne bliver vejledt om alternativer til den fjernvarme, der i disse år ruller ind over Horsens.

Det anerkender kommunens tekniske direktør, Jens Heslop, men han siger samtidig til Folkebladet, at kommunen ikke kan gøre andet.

Den konkrete sag handler om Anders Skipper, der bor på Violvej i Sydbyen. Han er en af de borgere, der vil installere en varmepumpe for at blive fritaget for tilslutningspligten til fjernvarme.

En fritagelse kræver, at man kan dokumentere, at vedvarende energi udgør halvdelen eller mere af ens varmeforsyning, og i februar henvendte Anders Skipper sig første gang til kommunen for at få vejledning om, hvor stor en varmepumpe, han skulle installere for at kunne få fritagelse.

Først var meldingen fra kommunen, at Anders Skipper ifølge kommunens skøn skulle installere en varmepumpe med en effekt på 10 kw for at være nogenlunde sikker på at blive fritaget for fjernvarme.

Det stemte imidlertid på ingen måde overens med Anders Skippers egne beregninger, og i fredags anerkendte kommunens tekniske direktør Jens Heslop så i en mail til Anders Skipper, at kommunen nu vurderer, at han kan nøjes med en varmepumpe med fire gange mindre effekt, 2,5 kw.

For borgeren har det stor betydning. Der er nemlig stor forskel på prisen for en varmepumpe med 2,5 kw og en på 10 kw.

- Jeg er på den ene side glad for, at kommunen anerkender det, jeg hele tiden har sagt - og på den anden side rystet over, at det kan lade sig gøre, at en kommune fejlinformerer borgerne så groft. Et er min egen sag, men hvad med de borgere, der måske har fravalgt en varmepumpe, fordi de troede, at den var for dyr? Ejerne af 4700 ejendomme er nu fanget i saksen, siger han.

Et er min egen sag, men hvad med de borgere, der måske har fravalgt en varmepumpe, fordi de troede, at den var for dyr? Ejerne af 4700 ejendomme er nu fanget i saksen.
Anders Skipper, Violvej
Her skal boligejere pålægges tilslutningspligt
4700 ejendomme i Horsens og Egebjerg står til at blive pålagt tilslutningspligt til fjernvarme på byrådsmødet 23. april.Tilslutningspligten omfatter disse veje: Horsens: Ahornvej, Anemonevej, Aprilvej, Augustvænget, Bankagervej, Bechsmindevej, Beringsvej, Bregnevej, Dahliavej, Dalagervej, Dalvænget, Decembervej, Erantisvej, Esvej, Fanøvej, Fyrrevej, Granvej, Grønvej, Hesseløvej, Hvedevænget, Hyldevej, Højtoften, Højvangsalle, Junivej, Kirkeskovvej, Kirkevej, Kløverbakken, Krokusvej, Kværnbæk, Liljevænget, Majalle, Monradsvej, Nordrevej, Novembervej, Oktobervej, Ormhøjgårdvej, Overmarksvej, Platanalle, Primulavej, Rosenvænget, Rugvænget, Rundingen, Rømøvej, Rønnebærvej, Septembervej, Slåenvej, Solsikkevej, Strandkærvej, Svinget, Søndrevej, Ternebakkevej, Ternevej, Toftevænget, Vedbæksalle, Vedbæksparken, Vedbæksvænget, Vejlevej, Vestergårdsvej, Vibeholmsalle, Violvej, Ærøvej og Ørnstrupvej. Apollovej, Asgårdsvej, Basunvej, Blommevej, Brombærhegnet, Cellovej, Damvej, Fagotvej, Friggasvej, Gotlandsvej, Hindbærhegnet, Hvidtjørnen, Hyldeblomsten, Jupitervej, Kantatealle, Kirsebærhegnet, Kirsebærvej, Klarinetvej, Kometvej, Kvartetvej, Lindholm, Lokesalle, Marsalle, Menuetvej, Mercurvej, Mirabellehegnet, Mosebakken, Mosegårdsvej, Neptunvej, Nordre Torstedvej, Nygårdsvej, Obovej, Orkesteralle, Paukevej, Pilegårdsalle, Romancevej, Rødtjørnen, Saturnvej, Saxofonvej, Siriusvej, Skolesvinget, Sonatevej, Symfonialle, Søndergårdsalle, Søndre Torstedvej, Thors Top, Thorsgårdsvej, Thorsvej, Toften, Torsmark, Torstedalle, Ydunsvej, Æblevej, Østerhåbsalle og Østerhåbsvej.

Egebjerg: Askeholm, Banevej, Banevænget, Bavnehøjvej, Birkeholm, Buen, Egebjergvej, Egedalsbakken, Egedalsvej, Egeparken, Egesholm, Egevej, Gl. Egebjergvej, Gl. Kirkevej, Grusdalsvej, Hanstedvej, Kastanjealle, Kastanjeparken, Kastanjevænget, Kærvej, Munkhøjvej, Nordre Strandvej, Rådvedvej, Skovgårdsvej, Skovvej, Stængervej, Vandmøllevej, Vandværksvej, Vesterhøjsvej, Østerhøjsvej, Åbrinken og Aage Jensen Bakken.

Tilslutningspligten vil blive tinglyst på ejendommene efter godkendelsen i byrådet. Forslaget om tilslutningspligt har været i høring hos boligejerne fra 12. januar til 18. februar, og kommunen har modtaget 180 ansøgninger om dispensation, primært fra pensionister, og 462 ejendomsejere har søgt om fritagelse.

- Vi skal bruge forældet vejledning

Årsagen til miseren er, skriver teknisk direktør Jens Heslop i mailen til Anders Skipper, at kommunen er forpligtet til at vejlede efter "eksisterende praksis", og at den baserer sig på en vejledning, der stammer fra 1983.

- Jeg forstår godt Anders Skippers frustration. Det er regler, der absolut trænger til en opdatering. Når man ser det udefra, kan jeg godt se det mærkelige i, at man ikke bare kan vejlede efter en fast og opdateret tabel, der kan give en 100 pct. sikkerhed for fritagelse, men det må kommunen ikke ifølge forvaltningsloven, og tabellen eksisterer ikke, siger han.

- Jeg ville ønske, at vi ikke skulle lave et skøn efter de gamle regler. Det ville gøre livet lettere for alle parter, men det kræver en lovændring, siger han.

I den konkrete sag har kommunen efter de gældende 35 år gamle regler skønnet, at Anders Skipper skulle installere en varmepumpe på 10 kw, men en udregning fra kommunen efter en mere tidssvarende opgørelsesmetode, baseret på energimærkningsordningen, viser altså, at Anders Skipper kan nøjes med en varmepumpe på 2,5 kw.

- Problemet er, som jeg også påpeger i mailen, at Anders Skipper ønsker fuld klarhed over, hvad der skal til for at få en fritagelse, og det kan vi ikke give. Hvis han installerer en varmepumpe på 2,5 kw, og vi fritager ham fra tilslutningspligt, risikerer han jo, at Fjernvarme Horsens tager sagen til Energiklagenævnet, at han taber sagen og derefter får pålagt tilslutningspligt. Vi vil i en klagesag stå på mål for vores eventuelle fritagelse, men vi kan ikke garantere, at han ikke taber sagen, siger Jens Heslop.

Anders Skipper har besluttet sig for at installere en varmepumpe på 6 kw.

- Jeg tør ikke andet. Når de siger 10 den ene dag og 2,5 den anden dag, føler jeg mig tvunget til at investere i 6, selvom 4 ville være rigeligt, siger han.

Kræver ny offentlig høring

Sagen er højaktuel, fordi politikerne i Horsens Kommunes plan- og miljøudvalg tirsdag skal tage stilling til, om 4700 ejendomme i Horsens og Egebjerg, herunder Violvej, skal pålægges tilslutningspligt til fjernvarme.

Tilslutningspligten var i høring fra 12. januar til 18. februar, og Anders Skipper mener, at hans sag bør give anledning til, at kommunen sender tilslutningspligten i en ny høring.

- På den måde kan alle borgere få mulighed for at træffe deres beslutning på et oplyst grundlag, siger han.

Det vil Jens Heslop ikke anbefale politikerne på tirsdagens møde, siger han.

- Vi kan ikke gøre det anderledes. Jeg er helt med på, at vi fjerner det kommunale skøn og laver præcise tabeller, men det ville nok kræve, at vi skulle sidde på vores hænder i 10 år, før en lovændring blev vedtaget, siger han.

Anders vil have en varmepumpe i stedet for fjernvarme - men kommunen rådgav ham efter regler fra 1983

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce