Analyse: S, SF og LA har dannet en usædvanlig alliance i Horsens Byråd


Analyse: S, SF og LA har dannet en usædvanlig alliance i Horsens Byråd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Siden det nye byråd trådte til, har S, SF og LA i flere tilfælde dannet front mod resten af byrådet. Samarbejdsklimaet har ændret sig efter kommunalvalget, og set udefra er det især DF og K, der har skiftet stil.

Horsens: På landsplan virker det utænkeligt, at Socialdemokratiet, SF og Liberal Alliance gentagne gange skulle kunne finde sammen i en politisk alliance imod resten af blå blok - og Enhedslisten.

Det er til gengæld den nye virkelighed i Horsens Byråd, senest tydeligt demonstreret ved byrådsmødet i mandags.

Forud for byrådsmødet var der - i hvert fald på papiret - et flertal for, uden om Socialdemokratiet, at vedtage en whistleblower-ordning i Horsens Kommune. Alle de øvrige partier i byrådet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og SF, har i valgkampen og i avisens spalter talt varmt for ordningen og kan i princippet mønstre et flertal på 14 ud af 27 mandater.

Forslaget fra V, K, DF og EL kom imidlertid aldrig til afstemning, for med et ændringsforslag i sidste øjeblik sikrede Jakob Bille (LA), med støtte fra Paw Amdisen (SF), at behandlingen af whistleblower-ordningen i stedet landede i økonomi- og erhvervsudvalget, hvor borgmesteren sidder for bordenden, og hvor EL og K ikke er repræsenteret.

DF har skiftet det meste af byrådsgruppen ud, og med Claus Kvist Hansen som gruppeformand og Michael Nedersøe som højtråbende løjtnant er der sket et markant stilskifte.

Flere fortilfælde

Det blev Jakob Bille skoset for af "fire-banden", V, K, DF og EL. De frygter, at sagen nu er placeret i en syltekrukke, men bl.a. S-gruppeformanden, Andreas Boesen, forsvarede Bille og sendte skytset den anden vej. Han kritiserede, at V, K, DF og EL havde handlet helt på egen hånd, uden at snakke med Socialdemokratiet først.

"Sådan gør vi ikke i Horsens," konstaterede han på byrådsmødet og henviste til det brede samarbejde, der i hvert fald før denne byrådsperiode har været kotymen i lokalpolitikken. Man taler sig til rette og stemmer sammen.

Han undlod så at nævne, at whistleblower-sagen blot er det seneste eksempel på, at S, SF og LA i de seneste måneder har gjort brug af et smalt flertal og stemt sammen i byrådssalen imod resten af partierne - i et par tilfælde dog sammen med Enhedslisten.

Det skete ud over i mandags ved salget af Mælketorvet til lokale Casa. Det skete i sagen om et kampsportscenter ved Forum Horsens, i sagen om lukningen af Kørupvej, og da Venstre forsøgte at få en byggetilladelse i Stensballe behandlet politisk.

Stilskifte hos DF og K

Samarbejdsklimaet har ændret sig i byrådet siden årsskiftet, og set udefra skyldes det nok primært, at DF og K har fået nye profiler efter kommunalvalget.

DF har skiftet det meste af byrådsgruppen ud, og med Claus Kvist Hansen som gruppeformand og Michael Nedersøe som højtråbende løjtnant er der sket et markant stilskifte. De to deler tydeligvis ikke den tidligere gruppeformand Ole Pilgaard Andersens pragmatiske tilgang til politik og benytter hellere end gerne de lejligheder, der måtte komme, til at udfordre byrådskollegerne på deres mærkesager.

Også Konservative har med Esben Hedeager skiftet stil. Hedeager kom ind i byrådet ridende på bølgen af protester mod fjernvarmeprojektet, som han deler med sin forgænger, Per Løkken. Men i forhold til Løkken er Hedeager også i andre sager noget mere indstillet på at tage særstandpunkter i forhold til Socialdemokratiet.

Ramasjang på godt og ondt

Der er kommet mere ramasjang i byrådet. Meningerne brydes som sjældent set før, og det kan man vælge at glæde sig over på demokratiets vegne.

Andre, og helt sikkert Socialdemokratiet, vil være mere bekymrede over, om det rolige politiske klima, som vel nok alle i byrådet, inklusive det nu så rebelske Venstre, har berømmet som en af årsagerne til den positive udvikling i Horsens, er ved at slå revner.

Foreløbig er SF og LA dog garanter for, at det fortsat er S, der svinger taktstokken i Horsens Byråd.

Analyse: S, SF og LA har dannet en usædvanlig alliance i Horsens Byråd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce