Det blev den vildeste fødselsdag i Flying Tigers historie, da butikken onsdag 10. oktober fejrede sin 30-årsdag.
Horsens: Butikschef Jeanette Madsen er ikke bleg for at sige, at 10. oktober 2018 blev den værste dag i hendes 23 år i detailbranchen.
Flying Tiger Copenhagen fejrede sin 30-årsdag i alle landets butikker, og i Bytorv Horsens var man med på noderne. Det gik bare ikke, som man havde håbet.
- Vi gik og glædede os i dagene op til og tænkte, at det bliver nok ligesom op til jul. Men det var fuldstændigt vanvittigt. Folk kom nærmest op at slås, og jeg vil sige, at det var samme tilstand som på Black Friday i USA. Bare værre. Vi måtte tre gange skride ind og dæmpe gemytterne. Vi råbte højt. Vi kunne ikke ringe til vagterne, for de ville ikke kunne komme ind, så vi måtte selv skride ind. Det var meget ubehageligt, fortæller Jeanette Madsen.
Det store fremmøde skyldtes formentlig, at kæden på fødselsdagen lokkede med, at alle varer i butikken blev solgt til 10 kr.
Der var ingen tilskadekomne ud over pumpende adrenalin og krænket køkultur, men Jeanette Madsen kan i tumulten, hvor butikken på sit højeste havde ni ansatte i sving, trods alt glæde sig over, at det ikke gik så galt som i Brabrand. Her var der fysiske slagsmål, der endte med, at butikken efterfølgende valgte at lukke kunderne ind i hold, oplyser Jeanette Madsen.
- Det var en fed måde at hylde vores stifter på denne måde. Men vi har også sagt til kæden, at vi gør det aldrig igen, fortæller hun.
- En once in a lifetime-oplevelse for os personale, og det har været dyrt for firmaet. Men jeg ville ønske, at kunderne havde haft mere køkultur og større tålmodighed. Jeg kan godt forstå, at det har været svært, for det var også meget varmt derinde, men det var jo bare Tiger. Det handlede ikke om liv og død, siger Jeanette Madsen, der har været butikschef i Horsens i to et halvt år og været i kæden siden 2007.