Afgjort: Nu bliver omdiskuteret vej lukket permanent

150 borgere deltog sidste efterår i en underskriftsindsamling mod en lukning af Kørupvej. Nu har et flertal i plan- og miljøudvalget dog besluttet, at vejen ikke bliver genetableret. Arkivfoto: Mads Dalegaard

Afgjort: Nu bliver omdiskuteret vej lukket permanent

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Venstre, konservative og Dansk Folkeparti stemte imod en lukning, mens Socialdemokratiet ikke ønskede at bruge penge på en genetablering af Kørupvej mellem Lund og Vrønding. Dermed lukker vejen permanent.

Lund: Den sidste bil har kørt turen mellem Lund og Vrønding på Kørupvej. Det står klart, efter et flertal bestående af lutter socialdemokrater på det seneste møde i plan- og miljøudvalget besluttede at fastholde en tidligere beslutning fra 2017 om at nedgradere dele af Kørupvej til en sti.

Kørupvej er for tiden gravet op på grund af byggemodningen af det kommende industriområde Vega syd for Lund, og vejen vil ikke blive genetableret, selvom både Venstre og Dansk Folkeparti havde stillet forslag om en midlertidig åbning af Kørupvej, indtil industriområdet er udviklet.

Ifølge udregninger fra forvaltningen ville en genetablering af Kørupvej koste mellem 1 og 11 millioner kroner alt efter hvilket løsning, der blev valgt, men Socialdemokratiet ønsker ikke at bruge penge på Kørupvej.

- Med den udvikling, vi har, synes vi, at en million kroner er mange penge at bruge og skulle prioritere et andet sted fra. Hvis vi skulle bruge en million kroner mere i Lund, vil vi hellere bruge dem på at sikre skolevej frem for at genåbne Kørupvej. Det andet er, at en genåbning vil give en markant øget afledning af trafik af både lastbiler og personbiler, så det er også for at tage hensyn til den øvrige del af trafikken i Lund og på Silkeborgvej, at vi vælger at sige, at det vægter vi højt, siger Niels Peter Bøgballe (S), næstformand i plan- og miljøudvalget.

Artiklen fortsætter under kortet.

Hvis vi skulle bruge én million kroner mere i Lund, vil vi hellere bruge dem på at sikre skolevej frem for at genåbne Kørupvej.
Niels Peter Bøgballe (S), næstformand i plan- og miljøudvalget

Folk er blevet hørt

Hele sagen omkring Kørupvej kom op til fornyet politisk behandling, fordi flere borgere fra Vrønding og Lund under valgkampen sidste år gav udtryk for, at hele beslutningen omkring lukningen var trukket ned over hovedet på dem, uden borgerne var blevet hørt. Det fik politikerne til at love en ny behandling af sagen, som altså endte med det samme resultat.

Alligevel har det været det hele værd, mener formanden for plan- og miljøudvalget.

- Folk følte sig ikke hørt i processen, men nu har vi haft et borgermøde, hvor folk kunne komme med de argumenter, de ville. Vores mærkesag i Venstre er, at vi skal lytte til borgerne, og det er de blevet. Så er demokratiets spilleregler bare, at der stadig er flertal for at fastholde beslutningen om at nedgradere vejen, og så er det sådan, det bliver, siger Martin Ravn (V).

Skidt nyt for brugsen

Udvalgsformanden påpeger, at der er en pulje på fire millioner kroner til asfalt, som endnu ikke er disponeret, som man derfor godt kunne have brugt til Kørupvej, og han mener stadig, at mange mennesker ville have stor glæde af vejen. Han er derfor ikke enig med flertallet, og han frygter også, at vejlukningen får andre konsekvenser.

- For folk i Vrønding og Kørup bliver det næsten lige så nemt at køre til brugsen i Hatting eller den nye Rema 1000 i Lund. Så jeg tror desværre, at lukningen vil få negative konsekvenser for brugsen i Lund, siger Martin Ravn.

Afgjort: Nu bliver omdiskuteret vej lukket permanent

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce