Thomas bytter bagerbrød ud med fisk - åbner forretning i det gamle retiradehus

Thomas Frederiksen skifter som 53-årig spor, når arbejdet som bager byttes ud med titlen som indehaver af Fredericias eneste fiskebutik - i det tidligere retiradehus i Norgesgade. Foto: Peter Leth-Larsen

Thomas bytter bagerbrød ud med fisk - åbner forretning i det gamle retiradehus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Thomas Frederiksen har forvandlet det gamle og forfaldne retiradehus i Norgesgade til det moderne Fredericia Fisk med retroagtig industripræg.

Fredericia: Thomas Frederiksen indrømmer, at han engang imellem småblundede i folkeskolen i Horsens. Ofte havde han og naboens knægt været ude at røgte garn klokken fire om natten i Horsens Fjord, og så kunne øjenlågene godt blive lidt tunge, når man nogle timer senere sad i klasselokalet og skulle lytte til læreren.

Interessen for at fiske har holdt ved lige siden. Pilke og fiskestænger er altid om bord i den motorbåd, som han gerne sejler rundt i på Lillebælt, når der er tid til det.

Og nu skal fisk være den 53-årige bagers fuldtidsbeskæftigelse. Han har drevet Strøgbageriet i Juelsminde siden 1998 og gik allerede som 15-årig i lære som bager. Bageriet i Juelsminde er netop blevet lukket, så Thomas Frederiksen kan koncentrere sig fuldt ud om sin nye butik i det gamle retiradehus.

Han er nemlig manden, der vil sørge for friske fisk til fredericianerne fra den restaurerede bygning i bunden af Norgesgade ved en af Fredericias travle rundkørsler og indfaldsveje.

Toiletbygning for jernbanerne
Retiradebygningen i Norgesgade/Holstensvej blev opført i 1912 af Statsbanerne.Her blev indrettet toiletter til kvinder og mænd.

I 1935 blev bygningen ændret til at huse et vedligeholdelsesværksted for Statsbanerne.

De sidste mange år har bygningen stået tom og blevet bemalet med graffiti.

I 2016 købte Jan Jepsen, Vejle, den historiske bygning, som han ville leje ud til et erhvervsformål efter endt renovering.

Thomas Frederiksen har lejet huset og indrettet butikken Fredericia Fisk i den 200 kvadratmeter store og bevaringsværdige bygning.
- Jeg har hyret tre ansatte med uddannelse inden for og erfaring med fisk, siger Thomas Frederiksen, der opfatter sig selv som lærling. Foto: Peter Leth-Larsen
- Jeg har hyret tre ansatte med uddannelse inden for og erfaring med fisk, siger Thomas Frederiksen, der opfatter sig selv som lærling. Foto: Peter Leth-Larsen

Feriestemning

Butikken Fredericia Fisk oser langt væk af nostalgisk feriestemning i stil med den, byer som Skagen og Juelsminde kan præstere i sommerhalvåret. I Fredericia bliver der bare afslappet og moderne fiskebutiks-stemning hele året rundt.

Butikken er helt i tidens ånd indrettet med et retroagtigt industrimiljø med synlige rør og moderne betongulv. De småsprossede vinduer er lige som dørene genskabt i respekt for husets særegne arkitektur fra dengang, hvor det var stedet, som rejsende kunne bruge til at træde af på naturens vegne.

De skinnende hvide rektangulære fliser på væggene er med til at fuldende helhedsindtrykket. De to diske, som hver er tre meter lange, er spritnye og får masser af plads til ferske fisk i den ene disk og alt fra hjemmelavede salater, lette færdigretter til husets rørte fiskefrikadeller i den anden. Røgeovnen står synligt fremme i rummet, så alle kunder kan følge med i rygningen af fisk, og en halvvæg ind mod baglokalet sikrer, at man oplever huset som ét stort rum, og at man kan følge med i, hvordan de friske fisk bliver håndteret.

- Jeg har hyret tre ansatte med uddannelse inden for og erfaring med fisk, siger han, der selv betegner sig som en lærling.

Faktisk har jobbene været så attraktive, at de interesserede har henvendt sig af sig selv.

Kortere tur

Thomas Frederiksen har i de seneste seks år boet i Middelfart og var begyndt at blive træt af at stå op godt midnat og tage turen til bageriet i Juelsminde.

Han begyndte derfor at overveje andre muligheder. Da han fandt ud af, at der ikke er nogen fiskeforretning i Fredericia, og at Fredericia samtidig er en by, som der investeres massivt i med blandt andet stort bolig- og erhvervsbyggeri på havnen, gik han på udkig efter egnede lokaler.

- Helt tilfældigt stod jeg og kiggede på et ejendomsmæglerskilt på bygningen, der nu er blevet til Urbania Street Food. Da jeg faldt i snak med en mand, der stod der, viste det sig at være ejendomsmægler N.H. Billund, som stod bag skiltet.

Billund kunne fortælle om det ledige lejemål i retiradehuset, og Thomas Frederiksen slog til. Siden har håndværkerne haft travlt med den nye butik, og det samme har den nye fiskemand, som også har haft et bageri at passe.

Spændende vrag

Ud over at fiske i sin fritid er han også dykker med en særlig forkærlighed for det sydlige Samsø, hvor der ligger spændende vrag. Men det går der også fiske-eventyr i.

- En gang hev vi hele 40 kilo torsk op fra vandet ved vraget, fortæller han.

Thomas Frederiksen sidder sjældent stille, og han går også med andre ideer for stedet, men da det kun er tanker, vil han endnu ikke røbe dem.

Thomas bytter bagerbrød ud med fisk - åbner forretning i det gamle retiradehus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce