IC Ejendomsinvest bygger for første gang nye lejeboliger på Mårvej. En af dem er til Siegrun Kristensen.
Hedensted: - Når der sker noget dårligt, så sker der som regel noget godt bagefter, siger Siegrun Kristensen med et lille smil.
Hun står midt i det, der om nogle få måneder skal være hendes hjem. Et 83 kvm stort rækkehus på Mårvej i det sydlige Hedensted.
Baggrunden for, at hun om lidt flytter i lejebolig, er den triste del af historien. Hun flyttede for to år siden ind i et stort hus på Rådyrvej sammen med sin mand. Men han blev syg, og tidligere på året døde han.
- Vi er faldet rigtig godt til her i området, og jeg har fået et rigtig godt netværk. Vores børn bor langt væk, så derfor ville jeg gerne blive boende i Hedensted. Men efter min mand døde er huset blevet for stort, fortæller Siegrun Kristensen.
Hun spiller golf, og gennem nogle golfvenner hørte hun, at Carsten og Inge Due var i gang med at bygge lejeboliger på nabovejen Mårvej.
Cartsen Due, der har elfirmaet IC Electric, fortæller om baggrunden for de nye lejeboliger.
- Vi har i forvejen nogle lejeboliger i IC Ejendomsinvest, som min kone Inge bestyrer. Men vi havde lyst til at prøve at bygge noget helt nyt, og så fik vi mulighed for at købe en grund her på Mårvej, fortæller Carsten Due, der fredag havde inviteret til en markering af, at byggeriet nu er synligt på adressen.
I alt bliver der 17 rækkehuse på 83 kvm og seks på 110 kvm. De er fuldmurede med fjernvarme og ventilation, så de bliver så energivenlige som muligt.
Carsten Due forventer, at de første lejligheder står klar til årsskiftet. Derefter følger resten i løbet af 2019.
Og det er det første lejlighed, som Siegrun Kristensen skal flytte ind i.
- Jeg er rigtig glad for at kunne blive i området. Rækkehuset passer godt til mig og min hund. Der er et gæsteværelse, så jeg har mulighed for at have overnattende gæster. Og så er det jo så tæt på mit nuværende hus, at jeg næsten kan bære tingene herover, når jeg skal flytte, siger hun med et smil.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.