Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Robert hjælper i tilfælde af hjertestop: Man kan ikke gøre noget forkert

67-årige Robert Møller er en af Juelsmindes 11 frivillige 112-førstehjælpere, der rykker ud ved mistanke om hjertestop. Foto: Mette Højmark Mikkelsen

Robert hjælper i tilfælde af hjertestop: Man kan ikke gøre noget forkert

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Robert Møller er en del af Juelsmindes nye korps af frivillige, der rykker ud med hjælp, hvis der er mistanke om hjertestop i byen.

Juelsminde: For nylig deltog 67-årige Robert Møller fra Juelsminde i et fire timer langt kursus, hvor han lærte om hjerte/lungeredning, hjertestartere og førstehjælp. Det gjorde han, fordi han er en af de 11 frivillige 112-førstehjælpere, byen fik i august.

Som 112-førstehjælper modtager man en sms fra AMK-vagtcentralen, hvis der er mistanke om hjertestop i byen. Vagtcentralen står blandt andet for at sende ambulancer ud, men indtil de når frem, rykker det frivillige korps ud og hjælper, hvis de er disponible.

Robert Møller var ikke i tvivl om, at han skulle melde sig, da han så et opslag om informationsmøde.

- Det handler om at kunne gøre noget engang i mellem, og det her er en måde at gøre noget på. Det er frivilligt, så man er ikke forpligtet til andet, end hvad, man magter, siger han.

Nyt korps af frivillige hjælper i tilfælde af hjertestop
Det er simpelt. Man kan gøre noget eller ikke gøre noget. Hvis man handler, kan man ikke gøre noget forkert, for vedkommende er i realiteten meget tæt på at være død. Man kan kun forbedre situationen.
Robert Møller
Førstehjælps indvirken på hjertestop
Ved et hjertestop pumper hjertet ikke mere blod rundt i kroppen. Det betyder, at kroppens organer ikke får ilt og begynder at tage skade.De fleste personer vil få varige skader eller dø, hvis ikke de får hjælp inden for 10 minutter. Efter fire til seks minutter begynder hjernen at dø. For hvert minut, der går, uden basal førstehjælp, reduceres chancen for at overleve med syv til 10 procent. Går der 10 minutter, inden hjælpen kommer frem, overlever kun ganske få.

Omvendt stiger chancen for at overleve et hjertestop cirka tre gange, hvis nogen i nærheden kan yde førstehjælp, indtil ambulancen med det nødvendige genoplivningsudstyr når frem. Tiden er altså knap ved et hjertestop og risikoen for at dø er høj, hvis ikke hjælpen sættes i gang inden for cirka ti minutter.

Kilde: Hjerteforeningen

Kan blive lidt berøringsangst

I modsætning til nogle af byens andre 112-førstehjælpere havde Robert Møller ikke så meget erfaring med redning inden hans fire timers kursus. Seks ud af Juelsmindes 11 frivillige er brandmænd, men det føler Robert Møller sig ikke presset af. Han har haft et væld af titler, eksempelvis 2. officer på et depotskib, direktør på vandkraftværket Gudenaa-centralen og formand for Juelsminde Sejlklub.

- Det er simpelt. Man kan gøre noget eller ikke gøre noget. Hvis man handler, kan man ikke gøre noget forkert, for vedkommende er i realiteten meget tæt på at være død. Man kan kun forbedre situationen, siger han.

At vedkommende netop er meget tæt på døden, tror Robert Møller, godt kan gøre ham lidt berøringsangst, når han skal hjælpe til første gang. Det vil han dog bide i sig, for som han siger, er det bedre at tage handling, end ikke at gøre noget.

Kan hjælpe andre steder end i Juelsminde

Siden det frivillige korps begyndte i august, er 112-førstehjælpere blevet kaldt ud til to tilfælde af hjertestop i Juelsminde og et i As.

Robert Møller var ikke disponibel i de tilfælde, men han ved, at andre frivillige i hvert fald rykkede ud til de to hjertestop i Juelsminde.

Selvom Robert Møller endnu ikke har været ude som 112-førstehjælper, betyder det meget for ham at være i stand til at kunne hjælpe andre.

- Jeg vil gerne hjælpe i nærsamfundet. Det, jeg har lært, kan jeg også bruge, hvis jeg pludselig for brug for det i Frederikshavn eller i Italien. Der kan folk jo også falde om, siger han.

112-førstehjælperne får hvert år genopfrisket hjerte/lungeredningen og førstehjælpen på et kursus.

Det frivillige korps er en del af Region Midtjyllands præhospitale beredskab. Der er i alt 28 korps i regionen.