Nu skal der ske noget: Sådan vil politi, firmaer og kommunen komme chikanerende gaderæs til livs

Ulovligt gaderæs på Lundagervej i Hedensteds industrikvarter skal stoppes, er virksomhederne derude blevet enige med politiet og Hedensted Kommune om. Arkivfoto

Nu skal der ske noget: Sådan vil politi, firmaer og kommunen komme chikanerende gaderæs til livs

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Virksomhederne på Lundagervej, politiet og Hedensted Kommune har sat sig sammen for at finde en løsning, der kan stoppe det ulovlige gaderæs i Hedensteds industrikvarter.

Hedensted: Lundagervej i Hedensteds industrikvarter har længe lagt asfalt til ulovligt gaderæs i weekenderne. Til stor gene for mange. Det har blandt andet fået Hedensted Kommune til årligt at bruge 40.000 kroner på et vagtværn, og politiet har desuden ofte været på stedet for at standse ræset eller lange bøder ud.

Nu kan der meget vel være en mere permanent løsning på vej, der skal sætte en stopper for gaderæset. Virksomhederne på Lundagervej, Sydøstjyllands Politi og Hedensted Kommune har holdt møde sammen om, hvad der skal gøres.

Fra virksomheden IC Electric var direktør Carsten Due med til mødet, og han er fortaler for at gøre noget ved vejen, så den ikke indbyder til gaderæs.

- Der skal ganske enkelt laves nogle chikaner, og så er problemet hurtigt løst. Det er noget, som kommunen godt vil være med til. Der er selvfølgelig nogle virksomheder, hvor der skal transporteres meget, som er lidt imod chikaner på vejen, men det handler bare om at finde en fornuftig løsning, som de også kan være tilfredse med, siger han.

Kommunen er klar

Sådan en løsning er de også med på hos kommunen.

- Vi er helt overordnet med på den ide, for det er et ønske, som både politi og virksomhederne derude har. Det har tidligere været oppe at vende, hvor vurderingen fra flere af virksomhederne var, at generne i hverdagen ville være større end gevinsten ved at stoppe gaderæset. Nu er det omvendt blevet sådan, at de godt kan leve med, at der kommer chikaner op, siger borgmester Kasper Glyngø (S).

Kommunen er nu gået i gang "i maskinrummet", som borgmesteren kalder det. Man kigger på det, som var det enhver anden trafiksikkerhedsmæssig løsning, og nu handler det om at lave noget, der stopper gaderæset, men som ikke ødelægger det for den daglige trafik til virksomhederne.

- Det er hele kunsten, og vi kan ikke etablere noget, før vi har den rigtige løsning. Det kræver noget sparring, og det har vi nu med virksomhederne og politiet, siger borgmesteren.

Affald, tis og folk på tagene

Virksomhederne har til mødet med politi og kommune meldt om mange problemer i forbindelse med gaderæset. De mange mennesker efterlader affald og tisser alle mulige steder til stor gene.

- Nogle virksomheder har sågar oplevet, at folk går på deres tage. Andre har haft problemer med, at deres medarbejdere ikke kan komme igennem menneskemængden, hvis de skal ind med varer eller lignende, siger Carsten Due.

Ikke sure gamle løg

Hos Hiflux Filtration melder de også om gener, fordi deres virksomhed ligger lige ud til den del af vejen, der køres ræs på. Men her er de mest af alt opmærksomme på sikkerheden. Både fordi gaderæset kan spærre for nødberedskabers adgang til virksomhederne, hvis der sker uheld. Men også fordi der kan ske en ulykke i forbindelse med det ulovlige gaderæs.

- Vi er ikke bare nogle sure gamle løg i virksomhederne herude - vi vil også tage hensyn til de unge mennesker. Og vi vil meget nødig have et dødsfald på Lundagervej, fordi man ikke har grebet ind i tide. siger direktør Svend Andersen, der frygter, at det kan gå galt, når biler og tilskuere ikke er adskilt.

- Det er noget, der hører hjemme på en lukket flyveplads eller lignende og under sikkerhedsmæssige ordentlige forhold. Jeg kan godt se, at man vil miste den spontanitet, der ligger i gaderæs, men det her er ikke en racerbane, men en industrivej, siger Svend Andersen, der er glade for, at Hedensted Kommune er gået i gang med at tage dialogen og finde frem til en løsning.

Nu skal der ske noget: Sådan vil politi, firmaer og kommunen komme chikanerende gaderæs til livs

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce