Marianne flyttede til Snaptun for at finde ro - nu vil efterskole placere stor lysmast i hendes 'baghave'

Marianne Seeberg frygter ligesom andre af de nærmeste naboer, at en lysmast på fodboldbanen vil ødelægge roen og mørket i sommerhusområdet og skabe værdiforringelse på deres huse. Lysmasten skal sammen med telemasten i baggrunden kaste lys over boldbanen, som ligger i skel til Marianne Seebergs sommerhus. Foto: Michael Svenningsen

Marianne flyttede til Snaptun for at finde ro - nu vil efterskole placere stor lysmast i hendes 'baghave'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

True North har fået lov til at opføre en 18 meter høj lysmast på en boldbane, der ligger i skel til et sommerhusområde. Det er stærkt bekymrende, mener nabo, der nu vil have planklagenævnet til at tage stilling til sagen.

Snaptun: Gyngestativer, hvide stakitter og høje bøgetræer pryder haverne langs den hullede grusvej, der fører hen til Marianne Seebergs sorte træhus for enden af Pilevænget i Snaptun.

På en tidlig forårsdag som i dag hersker der den ro og idyl, man forbinder med et sommerhusområde, og det var netop det, den 60-årige kvinde fra Horsens søgte, da hun for et halvandet år siden købte hus herude.

Nu frygter Marianne Seeberg, at hun igen må rykke teltpælene op. For naboen for enden af hendes have, efterskolen True North, har fået lov til at rejse en 18 meter høj mast, der skal kaste lys over boldbanen på de mørke vinteraftener.

- Den skal stå lige der, så lyset rammer direkte over til mig, konstaterer Marianne Seeberg og peger over på banen, der støder op til hendes have.

To lysmaster med fire projektører i hver vil jo ikke kun påvirke de nærmeste naboer, men hele sommerhusområdet. I vinterhalvåret er vi vant til total mørke, og så bliver fodboldlyset en skærende kontrast.
Marianne Seeberg
Vilkår for brug
Teknisk udvalg har sagt ja til, at efterskolen kan opsætte lysmasten, men der er lagt en række begrænsninger på brugen.Lysmasten må således kun benyttes 20 gange årligt, og i hverdagene må den ikke være tændt efter kl. 21. I weekenden skal den være slukket efter kl. 19.

Der skal laves en automatisk afbryder for at sikre, at reglerne bliver overholdt.

Derudover er det besluttet, at naboerne skal være med til at indstille vinklen på lyset.

Væk fra lys og larm i Horsens

I sommerhusforeningen Strandlyst er der et regelsæt, som skal sikre ro i området. Der er for eksempel ingen gadelygter, og der er indlagt stilleperioder, hvor beboerne ikke må slå græs.

De ting var medvirkende til Marianne Seebergs beslutning om at skifte byhuset i Horsens ud med stilheden i Snaptun.

- Jeg boede tæt på Forum Horsens før, og jeg blev enormt stresset af især lyset derfra. Jeg ville ud til et sted med stilhed og naturligt mørke. Men det er ved at blive en mangelvare i Danmark, og nu frygter jeg, det også bliver ødelagt her i Snaptun, siger Marianne Seeberg.

Ingen lydhørhed hos skolen

Da hun købte det lille, sorte sommerhus i august 2017, havde hun på forhånd visse betænkeligheder, fordi det lå tæt på efterskolen. Men efter at have undersøgt sagen, besluttede hun sig for at slå til.

- Jeg fandt ud af, at de ikke måtte udvide yderligere, fordi byggeprocenten er opfyldt. Derfor turde jeg godt at købe huset. Men jeg havde ikke drømt om, at jeg nu ville blive nabo til en 18 meter høj lysmast, der vender lige ind mod mit hus, siger Marianne Seeberg.

Man kan allerede i dag se masten fra hendes hus. Den er ikke rejst endnu, men ligger klar på boldbanen. Det har den ifølge Marianne Seeberg gjort længe inden, efterskolen for en måned siden fik tilladelse fra Hedensted Kommunes tekniske udvalg til at sætte den op.

- Vi naboer kunne jo se, at de allerede havde købt masten og støbt fundamentet, og derfor føltes det også lidt hult, da skolen inviterede på kaffe, kage og dialogmøde. Vi kom med en masse forslag til, hvordan der kunne komme lys på banen uden helt så store gener, men der var ingen lydhørhed, siger Marianne Seeberg.

Nævn skal behandle sagen

Hun og de øvrige naboer har allerede skullet vænne sig til en anden stor mast, nemlig en 40 meter høj telemast, men selvom den ikke pynter i området, er den ikke nær så svær at acceptere.

- Den opfylder et behov, som kommer almenvellet til gode, men det gør et fodboldlys hos en privat virksomhed ikke. Samtidigt er det jo heller ikke masten, men det kraftige lys og den aktivitet, det medfører, som skaber de største gener. Der er planer om at sætte lys op både i telemasten og den nye mast, og jeg frygter, at det vil blive et blændende fyrtårn her i sommerhusområdet, hvor der jo ellers er helt sort i de mørke tider, siger Marianne Seeberg.

Hun gjorde - sammen med flere andre - indsigelse, da skolen søgte teknisk udvalg om tilladelse til lysmasten, men det havde ikke den ønskede effekt. Nu er hun i gang med at udforme en klage til planklagenævnet.

- Det er meget svært at gennemskue reglerne, for der er både en mastelov og en sommerhuslov, og så ligger området her i en kystnærhedszone, hvor der også er nogle krav. Men jeg håber, planklagenævnet kan se problemet og vil omstøde kommunens tilladelse, siger Marianne Seeberg.

Marianne flyttede til Snaptun for at finde ro - nu vil efterskole placere stor lysmast i hendes 'baghave'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce