Klagenævn dumper havbrugsgodkendelse: Kommunen skulle have tjekket følsom natur

Efter fire år har Miljø- og fødevareklagenævnet underkendt Hedensted Kommunes miljøgodkendelse af Hundshage Havbrug. Nævnet beklager den lange sagsbehandlingstid. Arkivfoto

Klagenævn dumper havbrugsgodkendelse: Kommunen skulle have tjekket følsom natur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skal de fem havbrug ved udmundingen af Horsens Fjord fortsætte, skal Hedensted Kommune lave en konkret vurdering af, hvordan produktionerne påvirker naturen i området. Også selvom havbrugene har eksisteret i mange år, fastslår klagenævn.

Hedensted: Efter fire år har Miljø- og Fødevareklagenævnet underkendt den miljøgodkendelse, som Hedensted Kommune tilbage i 2015 gav til Hundshage Havbrug.

Dermed skal kommunen starte helt forfra med nye miljøgodkendelser for alle de fem havbrug, der ligger i kommunen.

I afgørelsen slår klagenævnet på, at kommunen burde have lavet en vurdering af, hvordan ikke bare Hundshage Havbrug, men også alle de andre projekter og havbrug i området påvirker det Natura 2000-område, der trækker sig fra udmundingen af Horsens Fjord, forbi Hjarnø og hele vejen rundt om Endelave. Et Natura 2000-område nyder særlig beskyttelse, fordi det af EU er udpeget til særlig følsom og bevaringsværdig natur.

- Det kan ikke udelukkes, at udledningen af næringsstoffer fra Hundshage Havbrug, som kan strømme ind i Natura 2000-området ... hvor belastning med næringsstoffer ... i kulmination med andre planer og projekter, kan påvirke området væsentligt, skriver klagenævnet i sin afgørelse 14. august og ophæver dermed miljøgodkendelsen.

Tidslinje
  • 1992: Vejle Amt meddeler havbrugstilladelser til fem lokale havbrug.
  • 2011: Hedensted Kommune meddeler nye miljøgodkendelser til to lokale havbrug.
  • 2012: Natur- og Miljøklagenævnet ophæver dem og hjemsender dem til ny behandling.
  • 2014: De fem havbrug ansøger om nye miljøgodkendelser.
  • 2015: Hundshage Havbrug får ny miljøgodkendelse. Den ryger i klagenævn. Det bremser behandlingen af de øvrige.
  • 2019: Klagenævnet skriver i juni, at sagen ventes færdigbehandlet inden for otte måneder.
  • 2019: Klagenævnet ophæver Hedensted Kommunes afgørelse 14. august.
I følge klagenævnet burde Hedensted Kommune have undersøgt, præcist hvordan havbrug og andre anlæg i området påvirker naturen i Natura-2000 området ved udmundingen af Horsens Fjord. Arkivfoto
I følge klagenævnet burde Hedensted Kommune have undersøgt, præcist hvordan havbrug og andre anlæg i området påvirker naturen i Natura-2000 området ved udmundingen af Horsens Fjord. Arkivfoto

Glæde hos foreninger

Hedensted Kommune har anført, at det var nok at lave en screening af miljøpåvirkningerne, som viste, at Natura 2000-området ikke ville blive påvirket. Kommunen anførte, at der ikke er tale om en udvidelse af produktionen eller udledningen, men blot en forlængelse af et eksisterende anlæg.

Men det er ikke godt nok. Klagenævnet henviser blandt andet til EU-domstolen, som slår fast, at kan myndighederne ikke udelukke, at et anlæg kan påvirke særlig følsom natur, skal de lave en konsekvensvurdering. I følge klagenævnet gælder det også for allerede eksisterende havbrugsvirksomheder, med mindre der tidligere er lavet en sådan vurdering. Og det er ikke sket i dette tilfælde.

Dermed skal de fem havbrug fortsat køre på miljøgodkendelsen tilbage fra 2004, indtil de får en ny miljøgodkendelse.

- Vi er meget tilfredse med afgørelsen, siger Anders Grosen, der en del af gruppen Endelave Hav- og Dambrug Nej tak. Gruppen klagede sammen med Danmarks Naturfredningsforennig, Danmarks Sportsfiskerforbund, Landsforeningen Levende Hav og Friluftsrådet over miljøgodkendelsen og har altså nu fået medhold.

- Det, vi nu kan være bange for, er, om sagen kan ende i retten og dermed trække endnu længere ud, siger Anders Grosen.

Sag med høj prioritet

I Hedensted Kommune har man taget afgørelsen til efterretning. Politikerne er blevet informeret, men teknisk udvalg har ikke behandlet sagen endnu, fortæller udvalgsformand Lene Tingleff (V).

- Sagen har høj prioritet, og vi skal hurtigt i gang med at få lavet en ny miljøgodkendelse. Vi vil fortsætte det gode samarbejde, vi har med andre myndigheder om det her, lige som vi skal fortsætte vores gode dialog med blandt andet sportsfiskerne. Der er stor fokus på det, fordi sagen kan komme til at danne præcedens, siger Lene Tingleff og henviser til, at man er i dialog med Miljøstyrelsen om en ensartet godkendelse af havbrug.

Udvalgsformanden har ikke mange kommentarer til det konkrete indhold i afgørelsen fra klagenævnet. Bland andet punktet om, at kommunen burde have set nærmere på Natura 2000-området.

- Det er en lang og kompliceret afgørelse, som vi nu skal have gennemgået og behandlet, siger Lene Tingleff.

Sagen om miljøgodkendelsen har i øvrigt ikke noget at gøre med den politisag, der i øjeblikket kører mod Hjarnø Havbrug, som ejer Hundshage Havbrug.

Klagenævn dumper havbrugsgodkendelse: Kommunen skulle have tjekket følsom natur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce