Karolina græder af glæde: Jeg har fået betalt min gravrøver-regning

Karolina Romanowska meldte sig selv til politiet, da de i april eftersøgte nogle gravrøvere fra en gravhøj i Hedensted. Hun havde ikke røvet noget, men gravet en jordhule med sin papsøn i det, hun troede var en jordbakke. Det medførte en regning på 18.000 kr., som bekendte og fremmede nu har hjulpet den unge kvinde med at betale. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Karolina græder af glæde: Jeg har fået betalt min gravrøver-regning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

29-årige Karolina Romanowska fik en regning på 18.000 kr. for at grave en hule i en fredet gravhøj med sin papsøn. Nu er regningen betalt - primært ved hjælp af donationer fra fremmede mennesker.

Hedensted: Det er en glad Karolina Romanowska, der i disse dage langer hotdogs og bøfsandwich over disken i Stjernegrillen i Hedensted.

En sten er faldet fra hendes hjerte, efter hun fredag kunne betale den fulde regning på 18.000 kr. til Slots- og Kulturstyrelsen for en forseelse sidste år.

Den 29-årige papmor havde sammen med sin dengang otteårige papsøn Tobias gravet en hule i det, der viste sig at være en fredet gravhøj, og hun meldte sig selv til politiet i foråret, da det gik op for hende, at hun havde gjort noget ulovligt.

Regningen fra Slots- og Kulturstyrelsen kom kort tid efter og sendte den unge kvindes verden i grus.

- Jeg er i gang med at tage 9. og 10. klasse, samtidig med at jeg arbejder på Stjernegrillen. Jeg har ikke nogen opsparing, så det er rigtig mange penge for mig, fortalte hun dengang til Folkebladet.

Jeg var lige ved at fortryde, at jeg havde meldt mig selv, da jeg fik regningen. Men den store opbakning og venlighed, jeg siden har mødt fra folk, har vist mig, at det kan betale sig at være ærlig.
Karolina Romanwska

Ældre herre bankede på

Historien faldt imidlertid mange mennesker for brystet, og en af Karolinas bekendte oprettede en indsamling via hjemmesiden Caremaker.

Her har medfølende sjæle doneret bidrag for tilsammen 11.600 kr., og det har - sammen med en indsamling på Stjernegrillen på i alt 2.000 kr. og en anonym privat donation på 3.000 kr. - gjort det muligt for Karolina Romanowska af afvikle gælden.

- Jeg føler en kæmpestor taknemlighed overfor alle de mennesker, der har hjulpet mig. Jeg har mødt så meget venlighed og sympati, også fra helt fremmede, det er hjerteskærende, siger hun.

En helt særlig oplevelse fik den unge hulegraver-mor en søndag morgen, da en ældre herre ringede på hendes dør.

- Han gav mig en kuvert og sagde, at han gerne ville være anonym og gik så igen. I kuverten lå det sødeste brev, hvor han takkede for min ærlighed, og så var der 3.000 kr. Jeg tudbrølede, siger Karolina Romanowska.

Måtte udskyde studie

Selvom regningen nu er betalt, har oplevelsen ikke været uden konsekvenser for den 29-årige kvinde. For to måneder siden bestod hun Folkeskolens 9. klasse, og det var meningen, hun skulle begynde på HF efter sommerferien.

- Det har jeg måttet udskyde til januar, så jeg kunne tjene flere penge på Stjernegrillen. Jeg kunne ikke overskue det økonomisk ellers, og jeg havde på ingen måde forventet, at andre mennesker ville hjælpe med at betale min regning, siger Karolina Romanowska.

Da Folkebladet spørger, om hun har lært noget af hele affæren, kommer svaret promtpe:

- Jeg graver aldrig nogensinde et hul noget som helst sted igen.

Karolina græder af glæde: Jeg har fået betalt min gravrøver-regning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce