Her er mere end hver anden borger overvægtig - nu får de sløjfet sundheds-hjælp tilbage

Arkivfoto: Colourbox

Her er mere end hver anden borger overvægtig - nu får de sløjfet sundheds-hjælp tilbage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er flere rygere og overvægtige i Hedensted Kommune end i resten af landet. Derfor skifter politikerne nu kurs og genindfører gratis rygestop og vægttabskurser.

Hedensted: Der bliver røget mange cigaretter og dykket dybt i chipsposen i Hedensted Kommune.
Antallet af daglige rygere og overvægtige er højere end resten af landet, viser en ny statistik fra Region Midtjylland. Faktisk steg antallet af folk med sundhedsproblemer fra 2010 til 2017. Således er 56 pct. af de 25-64-årige overvægtige. Den udvikling får nu politikerne til at skifte kurs.

- Vi ligger tæt på sidst i statistikken, og derfor er vi nødt til at tage handsken op, siger Allan Pedersen (DF), der er formand for udvalget for social omsorg.

Fra årsskiftet afskaffede politikerne ellers de gratis rygestop og vægttabskurser, selvom der var en pæn succesrate. På rygestopskurserne var der 100 årlige brugere, hvoraf ca. en tredjedel havde succes i første hug. Og nu er kurserne på vej tilbage.

Udvalget beslutte forleden at tage penge fra en særlig pulje på budgettet og bruge 133.400 kr. om året på rygestop kurser og 420.000 kr. om året på vægttabskurser, der koster 350.000 kr. at etablere.

- Vi har selvfølgelig fået en del kritik for at afskaffe kurserne, og nu er vi blevet enige om, at vi tror på, at når vi laver forebyggelse, så kommer beløbet også tilbage i kassen, siger Allan Petersen.

- Var det en forkert beslutning den gang?

- Det var en holdningssag, og den gang sad vi og arbejdede med besparelser. Hvis man var henvist via lægen, så ville man få et gratis tilbud alligevel, og vi mente, at andre så kunne bruge en privat leverandør. Set i bakspejlet var det en lidt forkert beslutning, siger Allan Petersen.

Region Midtjyllands sundhedsundersøgelse
Region Midtjylland spørger hvert år befolkningen om deres sundhedstilstand.I Hedensted Kommune angiver 18 pct., at de ryger dagligt. Gennemsnittet for regionen er 16 pct.

19 pct. angiver, at de er svært overvægtige, dvs. har en BMI over 30. Regionalt er gennemsnittet 16 pct.

37 pct. angiver, at de er moderat overvægtige, dvs. har en BMI mellem 25-30. Regionalt er gennemsnittet 34 pct.

17 pct. angiver, at de har usunde kostmønstre. Regionalt er gennemsnittet 15 pct.

Kilde: Hedensted Kommune

Tjent ind igen

Politikerne står faktisk overfor at skulle spare penge på det kommende års budget, men udvalget tror alligevel på, at det på lang sigt godt kan betale sig at have de gratis tilbud.

- Det er det, vi får at vide, når vi bevæger os rundt i den kommunale verden: Forebyggelse, forebyggelse, siger Allan Petersen.

Eksempelvis viser beregninger fra Danmarks Statistik, at en patient, der er i behandling for KOL, også kendt som rygerlunger, koster i gennemsnit 20.000 kr. om året, mens en patient, der skal behandles for lungekræft, koster i gennemsnit 137.500 kr. om året. Udgifter, der måske kunne være undgået, hvis folk ikke røg.

Politikerne håber, at selvom de nu tager penge op af kommunekassen, vil pengene løbe tilbage igen, fordi der bliver færre udgifter til sundhedsvæsnet, hvis folk generelt har en sundere livsstil.

Her er mere end hver anden borger overvægtig - nu får de sløjfet sundheds-hjælp tilbage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce