Hedensted vil give kulturen et løft: Ny kommunal konsulent skal dyrke det lokale kulturliv

Som en del af det øgede fokus på kulturområdet bliver den kommunale musikskole blandt andet slået sammen med billed- og dramaskolerne til en kulturskole. Arkivfoto Michael Svenningsen

Hedensted vil give kulturen et løft: Ny kommunal konsulent skal dyrke det lokale kulturliv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En organisatorisk samling af kulturområdet under samme forvaltning er kommunens første skridt til at gøre mere ud af det lokale kulturliv.

Hedensted: Hedensted Kommune har år efter år placeret sig i bunden på listen over, hvor mange penge landets kommuner bruger på kultur. En placering, der på trods af, at den som oftest er blevet modtaget med sindsro, nu har mulighed for at ændre sig.

I løbet af efteråret vil en ny kulturkonsulent nemlig blive ansat i Hedensted Kommune. Det fortæller formand for udvalget for Fritid og Fællesskab Liselotte Hillestrøm (S).

- Vi synes forsat, at vi har et meget rigt kulturliv i kommunen. Vi har ikke et stort fint musikteater, men det er heller ikke det, der er brug for. Vi har masser af hverdagskultur og lokalkultur, og det vil vi gerne dyrke endnu mere. Lige så vel, som vi har en fin profil på vores forenings- og fritidsliv, vil vi nu også gerne styrke kulturlivet, forklarer Liselotte Hillestrøm.

Bibliotekerne i Hedensted Kommune er samlet den største kulturinstitution. Her ses Özlem Cekic i forbindelse med et foredrag på Hedensted Bibliotek. Arkivfoto
Bibliotekerne i Hedensted Kommune er samlet den største kulturinstitution. Her ses Özlem Cekic i forbindelse med et foredrag på Hedensted Bibliotek. Arkivfoto

Fritidspas droppet

En opgave, som altså bliver en kommende kulturkonsulents arbejde at løse. I arbejdsbeskrivelsen ligger blandt andet et særligt fokus på bibliotekerne og Glud Museum som kommunens største kulturudbydere, samt at undersøge, om der er interesse for at lave et egnsteater.

Desuden skal alle kulturaktiviteter, kommunale som private og foreningsbårede kortlægges.

- Det lægger os meget på sinde, at kommunen ikke skal styre kulturaktiviteterne, men vi skal give rum og plads til de private og foreningsbårede kulturaktiviteter, og hjælpe med at skabe overblik og samarbejde på tværs, lyder det fra Liselotte Hillestrøm.

Pengene til det kommende kulturløft har udvalget blandt andet fundet fra den såkaldte Fritidspas-ordning, hvor børn og unge førhen kunne få tilskud til en fritidsaktivitet. Det har der dog været faldende efterspørgsel på.

- Vi har som kommune med fritidspasset været med til at løbe noget i gang, hvor der så er kommet nogle foreninger som f.eks. Broen, der nu har taget over, forklarer Liselotte Hillestrøm.

Hedensted Kommune har allerede samlet kunstudøverne i kommunen i et kunstnernetværk, der en gang om året laver en fælles udstilling i Stouby. Nu skal der også dannes et overblik over andre lokale kulturudbydere, som museer, teaterforeninger og foredragsholdere. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Hedensted Kommune har allerede samlet kunstudøverne i kommunen i et kunstnernetværk, der en gang om året laver en fælles udstilling i Stouby. Nu skal der også dannes et overblik over andre lokale kulturudbydere, som museer, teaterforeninger og foredragsholdere. Arkivfoto: Benny F. Nielsen

Ny Kulturskole

Allerede fra august bliver hele kulturområdet inklusiv musik-, billed- og dramaskole, der hidtil har været placeret under kerneområdet Læring samlet under forvaltningen for Kultur og Fritid. De tre "skoler" bliver fra årsskiftet slået sammen til en fælles kulturskole under ledelse af den nuværende musikskoleleder Allan Morell.

Han ser flere perspektiver i samlingen af de tre kulturskoler, der tilsammen har godt 600 elever fordelt over hele kommunen. Han ser blandt andet oplagte muligheder for at lave fælles arrangementer på tværs af musik, drama og billedkunst.

- Vi kan nemmere samle eleverne og lave nogle projekter, hvor man f.eks. maler til musik, eller laver musik ud fra billedkunst, laver musical eller musikteater. I musikskolen har vi de senere år gjort meget for at samle undervisningen noget mere, så alle lærere f.eks. er på den samme skole samme dag. Det giver mulighed for at møde hinanden både elever og lærere og skabe et egentlig miljø, der rækker ud over de 20 minutters solo instrumental undervisning, man typisk har, lyder det fra Allan Morell.

Ikke kulturhus

For at skabe det kulturelle miljø har Allan Morell tidligere argumenteret for, at det ville være en god ide at lave et kulturhus i Hedensted, hvor blandt andet Musikskolen kunne have til huse og f.eks. have orkester- og gruppe-undervisning. Debatten om et kulturhus i Hedensted blev dog sparket til hjørne efter stor modstand mod projektet på et borgermøde i november 2017.

Selvom Musikskolens ønske om et kulturhus i Hedensted er blevet bragt frem igen nu, er det øgede fokus på kulturområdet og samling af musik-, billed- og dramaskolen i følge Liselotte Hillestrøm fra politisk side ikke et forsøg på at sparke kulturhus-debatten i gang igen.

- Ha, ha, nej, det er det ikke. Vi ved godt, vi har nogle udfordringer i Hedensted med de fysiske rammer til biblioteket og et stort ønske fra Musikskolen om et kulturhus, men der er jo umiddelbart ikke en stemning for projektet i Hedensted by, så det er ikke noget, jeg i hvert fald har tænkt mig at hive frem til budgetforhandlingerne, lyder det fra Liselotte Hillestrøm.

Hedensted vil give kulturen et løft: Ny kommunal konsulent skal dyrke det lokale kulturliv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce