Flere tusind år gammel gravhøj plyndret

Gravhøjen i Hedensted er en velbevaret gravhøj fra oldtiden, og den er cirka 15-19 meter i diameter og over tre meter høj. Foto: Moesgaard Museum

Flere tusind år gammel gravhøj plyndret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skaderne er ifølge slots- og kulturstyrelsen betydelige, efter gravrøvere har været på besøg i en fredet oldtidsgravhøj i Hedensted.

Hedensted: En eller flere ukendte gerningsmænd har haft held med at plyndre en flere tusind år gammel gravhøj ved Mosegade i Hedensted.

Det meddeler slots- og kulturstyrelsen, der har anmeldt sagen til Østjyllands Politi.

Tilfældige forbipasserende opdagede forleden, at der er gravet et hul i højen, og de kontaktede Moesgaard Museum, som fører tilsyn med fortidsminderne i området.

- Vi fik besked af Moesgaard Museum mandag morgen, og vi tager sagen meget alvorligt. Gravhøjen har ikke tidligere har været udgravet, og derfor er det sandsynligt, at gravrøverne har fået fingre i nogle af de gravgaver, som den døde fik med sig, fortæller Lars Bjarke Christensen, der er arkæolog i slots-og naturstyrelsen.

Når en tilfældig går ind og graver i en gravhøj, svarer det til, at man hiver tre sider ud af familiefotoalbummet og destruerer dem. Man ødelægger simpelthen en del af vores fælles kulturarv og fortidsminder.
Lars Bjarke Christensen, arkæolog
Gravhøje
  • En gravhøj er et oldtidsminde og som regel fredet.
  • Gravhøjene er begravelsespladser fra den tidligste bondestenalder til overgangen til kristen tid i slutningen af vikingetiden.
  • En gravhøj er som regel bygget af jord, tørv og sten over et gravsted.
  • Gravstedet kan indeholde flere grave. Det er almindeligt med en primærgrav i centrum af højen, og der kan derudover være flere sekundærgrave længere oppe i højen.
  • Højenes størrelse og udformning varierer betydeligt. Det kan hænge sammen med den dødes status.
  • Oftest er en gravhøj rund i grundplanen og kaldes en rundhøj. Aflange høje kaldes langdysser.
  • Gravhøje er kendt fra forskellige tider over store dele af verden. De tidligste stammer fra de ældste jordbrugskulturer i Europa og den vestlige del af Asien.
  • I Danmark er der registreret spor efter ca. 85.000 gravhøje, mens der i dag er godt 22.000 fredede gravhøje spredt over hele landet.
Gravhøjen er blevet udgravet gennem et lille mandehul i højens overflade, og skaderne er ifølge slots- og kulturstyrelsen betydelige. Foto: Moesgaard Museum
Gravhøjen er blevet udgravet gennem et lille mandehul i højens overflade, og skaderne er ifølge slots- og kulturstyrelsen betydelige. Foto: Moesgaard Museum

Lille salgsværdi

Gravhøjen i Hedensted har været fredet siden 1904, da den daværende ejer af grunden bad om at få den registreret. Der er ifølge Lars Bjarke Christensen tale om en velbevaret gravhøj af betydelig størrelse.

- Min umiddelbare vurdering er, at den stammer tilbage fra bronzealderen og altså er mere end 3000 år gammel. Den har ligget uberørt hen, og derfor er det superærgerligt, at nogen går ind og ødelægger den, siger Lars Bjarke Christensen.

Da der ikke har været gravet i højen før, er der ingen, der ved, hvad den har indeholdt, men Lars Bjarke Christensen vurderer, at gravrøverne kun får et lille udbytte af fortidsskattene.

- Det er ikke guldhornene, der ligger der, og heller ikke et intakt og salgsklart smykke. Det er ting, som har langt højere videnskabelig værdi end nutidig salgsværdi, siger han.

Gravhøje er en vidensbank

I dag er alle landets 22.000 synlige gravhøje fredede, og de fleste af dem er endnu ikke blevet gravet ud. Det skyldes blandt andet, at man venter på, at arkæologien udvikler sig.

- Når vi går ind og graver, finder vi ud af noget, men vi kan måske finde ud af mere, hvis vi venter nogle år, og derfor er det hele tiden en afvejning. Gravhøjene er en vidensbank, som vi prøver at passe på. Og derfor er det også så ærgerligt, når en tilfældig går ind og graver i dem. For han ødelægger både jordlag og andet, der kunne give os oplysninger om fortiden, siger Lars Bjarke Christensen.

Han fortæller, at det er forholdsvist sjældent, at danske gravhøje bliver udsat for indbrud, men mindes dog en større sag i Grindsted, hvor fire gravhøje i 2014 blev plyndret. Indbruddet i Hedensted-gravhøjen minder meget om disse.

Flere tusind år gammel gravhøj plyndret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce