Dobbelt-op på biler i Rask Mølle: To gange Carsten laver fælles forretning

Carsten Fredlev (th.) og Carsten Keller slår på torsdag dørene op til deres fælles forretning Cars2u. Foto: Michael Svenningsen

Dobbelt-op på biler i Rask Mølle: To gange Carsten laver fælles forretning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Torsdag 15. maj slår Carsten Keller og Carsten Fredlev sammen dørene op til en ny bilforretning i Rask Mølle. Forretningen kommer til at ligge dør om dør med Carsten Kellers værksted.

Rask Mølle: Fremover bliver det muligt ikke kun at få repareret sin bil, men også at købe sig en bil på Boringvej i Rask Mølle. Her åbner byens mekaniker Carsten Keller nemlig dørene op til bilforretningen Cars2u, hvor han sammen med Carsten Fredlev fra Fredlev Auto vil sælge nyere brugte kvalitetsbiler.

De to gange Carsten har samarbejdet i flere år, hvor Carsten Keller har lavet service og reklamationer, monteret ekstra udstyr osv. på Fredlev Autos biler. Da et tilstødende lokale til Kellers værksted blev ledigt, opstod ideen om et tættere samarbejde mellem de to.

- Jeg kom til at lufte tanken om, at lokalerne kunne være velegnet til noget udstilling og så udviklede det sig derfra. Jeg håber selvfølgelig, at det vil være med til at generere noget arbejde til værkstedet og kaste nogle nye kunder af sig, fortæller Carsten Keller, der har været selvstændig mekaniker i Rask Mølle siden 2006 og beskæftiger to svende og en lærling.

I forbindelse med den nye bilforhandler er facaden på hele ejendommen inklusiv Carsten Kellers værksted blevet shinet op. Foto: Michael Svenningsen.
I forbindelse med den nye bilforhandler er facaden på hele ejendommen inklusiv Carsten Kellers værksted blevet shinet op. Foto: Michael Svenningsen.

Skiftede karriere som 50-årig

Hans kommende forretningspartner Carsten Fredlev har i knap 10 år levet af at sælge biler primært til eksport fra hjemmet på Nørre Snedevej ved Hvirring. Inden livet som selvstændig arbejdede han 25 år hos Velux i Østbirk.

- Det var lidt tilfældigt, at jeg begyndte at handle med biler, men jeg har altid sagt, at jeg ville prøve noget andet, når jeg fyldte 50. I forbindelse med, at jeg var med til at bygge en Velux-fabrik op i Polen, fik jeg nogle kontakter og endte med at etablere mig derovre med værksted og salg af biler samt Fredlev Auto herhjemme, fortæller Carsten Fredlev, der i dag er 59 år.

Han afhændede sidste år sin forretning i Polen for at koncentrere sig mere om salg af biler til de danske kunder. Kontakten til Polen har Carsten Fredlev dog stadig, og han vil også forsætte med at eksportere nyere brugte biler via Fredlev Auto.

Fra to adresser

Salget til de danske kunder vil fremover blive via Cars2u og foregå dels fra de nyindrettede lokaler ved Kellers Auto i Rask Mølle og dels fra Nørre Snedevej.

- Planen er, at der skal sidde en sælger i Rask Mølle, men da der kun er plads til 25-30 biler, vil vi også være på Nørre Snedevej, hvor der hver dag kommer meget trafik forbi, fortæller Carsten Fredlev.

Via samarbejdet med Carsten Keller håber han blandt andet at blive mere synlig i lokalområdet.

- Og så er der en god synergi i at have en bilhandel sammen med et værksted. Det giver en større tryghed for kunderne, lyder det fra Carsten Fredlev.

Dobbelt-op på biler i Rask Mølle: To gange Carsten laver fælles forretning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce