Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

100 år på samme arbejdsplads: Sofaen, den slider jeg ikke op

Gødningssprederen fra 1963 er den eneste, der kan konkurrere med Grethe Petersen og Erling Kristensen i anciennitet hos Bogballe A/S. Med henholdsvis 45 og 55 år i virksomheden, har de arbejdet under fire generationer af direktører - i dag har de sidste arbejdsdag. Foto: Dennis Refsgaard

100 år på samme arbejdsplads: Sofaen, den slider jeg ikke op

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

To medarbejdere, der har tilbragt hele arbejdslivet på Bogballe A/S, går i dag på pension. For Erling Kristensen har 55 års arbejde dog ikke været nok - nu er det blot i hjemmet, energien skal lægges.

Bøgballe: Selvom virksomheden "kun" er 83 år gammel, siger Bogballe A/S i dag, fredag, farvel til 100 års anciennitet.

Efter henholdsvis 55 og 45 års tro tjeneste takker 70-årige Erling Kristensen og 67-årige Grethe Petersen af efter et helt arbejdsliv på én og samme arbejdsplads. Ansat inden edb-systemer vandt frem, og mens håndens arbejde fortsat var uassisteret af robotter.

Havde en håbefuld ansøger håbet på at overtage deres job, er der stor chance for, at vedkommende selv er gået på pension i mellemtiden - omend det ikke er noget, de to selv har skænket de store tanker.

De har blot gladeligt passet deres arbejde.

- Jeg tænker normalt ikke meget over, at jeg har været det samme sted så lang tid, men det var svært og hårdt for mig at sige op. Selvfølgelig har jeg været glad for mit arbejde og menneskerne omkring mig - ellers ville jeg ikke være blevet - og jeg kan af gode grunde ikke sige, om der er noget negativt ved kun at have arbejdet ét sted. Der har aldrig været en trang til at prøve andet, siger Erling Kristensen.

Heller ikke i privaten har der været behov for andet end loyalitet. Han er gift på 45. år og har haft samme bopæl lige så længe.

Fra arbejdsdreng til anti-demonstrant

Grethe Petersen blev ansat som tresproget korrespondent tilbage i 1972. Med kundskaber inden for engelsk, tysk og fransk har hun stor andel i Bogballes internationalisering. Hun støbte fundamentet, der gjorde det muligt at komme ud over landets grænser, og hun får en stor del af æren for, at virksomheden idag eksporterer 95 pct. af sine produkter.

Hun er derudover også kendt og elsket for jævnligt at medbringe pandekager til arbejdspladsen. Det har i forbindelse med denne artikel dog kun været muligt at tale med Erling Petersen.

Og han begyndte bogstaveligt talt sit job som fyr og flamme. Kort efter sin ansættelse som arbejdsdreng gik der nemlig ild i Bogballe, der nedbrændte til grunden. Erling Kristensen forsøgte ellers at slukke ilden, men trykket på vandslangen viste sig for kraftig for den unge knægt, der i stedet uforvarende gav sig i kast som anti-demonstrant og genede publikummer væk med strålerne.

Episoden har han fået at høre for siden - også af folk, som først længe efter blev født.

- Når jeg tænker tilbage på min tid, er det blandt andet det, der falder mig ind. Hvordan jeg kunne ende med at vande alt andet end branden - det forstår jeg stadig ikke. Jeg kan også se tilbage på en fantastisk udvikling, særligt de seneste 20 år. Det er helt vildt, hvad der er blevet bedre og nemmere, end da jeg havde første arbejdsdag i 1960'erne, siger Erling Kristensen.

Af teknologiske nyskabelser er det blandt andet de to "tornadoer" i virksomheden, der senest har krævet en omstilling hos den 70-årige medarbejder. Fra de to luger har han gennem it-systemerne kunne kalde tusindvis af materialer og værktøjer frem til kollegerne. Og selvom han ikke som mange af de yngre medarbejdere er vokset op med computere, foregår det uden indblanding.

Her er han bossen - helt frem til fredag.

Holder mig i gang, til jeg bliver gammel

Beslutningen om at træde tilbage fra arbejdsmarkedet - som i Erling Kristensens tilfælde går hånd i hånd med at træde tilbage fra Bogballe - skyldes mestendels privat projekttravlhed frem mod livets efterår.

Datter og svigersøn har brug for hans håndværksmæssige evner til at bygge hus, der skal lægges nyt tag på hjemmet i Løsning, og fra flere andre sider er der allerede bud efter hjælp.

- Der er en del at lave. Sofaen, den slider jeg i hvert fald ikke op, konstaterer han.

At kroppen endnu har et godt stykke, inden den siger fra, tydeliggøres af at Erling Kristensen hver uge både træner fodbold og spiller kamp for Løsning IF's superveteraner.

Og til spørgsmålet om, hvornår det så bliver tid at pensionere sig fra grønsværen, er svaret klart:

- Når jeg bliver gammel!