Virksomhed jagter lærlinge - samarbejder med skole

Nanna Zacho (t.v.) og Charlotte Uldum Thisgaard har været ansat på Welcon siden august. Det har givet dem begge stor indsigt i, hvad det i praksis vil sige at være ansat i en virksomhed. Foto: Mikael Lund

Virksomhed jagter lærlinge - samarbejder med skole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Virksomheden Welcon samarbejder med skole for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Svindbæk: Tårnvirksomheden i Svindbæk forsøger i samarbejde med 10. klasse-skolen i Ikast at skabe større interesse blandt de unge for at vælge en erhvervsuddannelse. Midlet er blandt andet mere praktik.

- Jeg er selv et eksempel på, at man ikke behøver at gå på universitetet for at lande godt, konstaterer Ann-Karina Skyt, der er HR Manager hos tårnvirksomheden Welcon i Svindbæk mellem Give og Brande. Anledningen til, at hun har inviteret Brande Bladets udsendte til en snak og en kop kaffe er, at virksomheden, der er underleverandør til flere af de største vindmøllefabrikanter i verden, er, at Welcon i lighed med mange andre virksomheder har svært ved at tiltrække lærlinge.

- Det er svært at få de unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Vi skal have dem til at opdage, at der er nogle spændende jobs - vi skal tilbage til, at flere opdager værdien af en erhvervsuddannelse, uddyber hun og kommer med en appel til de unges forældre:

- Erhvervsuddannelser giver akkurat lige så gode muligheder som alt muligt andet.

Meget af Welcons smedearbejde er relativt rutinepræget, men i virksomheden, som p.t. beskæftiger ca. 450 ansatte, har man det, som Ann-Karina Skyt betegner som "to små smedeværksteder i den store fabrik".

Dels vedligeholdelsesafdeling, hvor Michael Johnsen siden 1. juni har været chef for 10 ansatte, dels komponentafdelingen, der har Ole List Andersen som leder. I komponentafdelingen fremstiller man både dele til tårnene og hjælperedskaber til f.eks. intern transport. Det handler om at finde løsninger, så man må gerne være lidt kreativt indstillet hvis ikke ligefrem en Ole Opfinder-type. Også i vedligeholdelsesafdelingen er der stor variation i arbejdsopgaverne.

- Vi lapper også cykler, forklarer Michael Johnsen, der oprindeligt er uddannet elektriker, men også har arbejdet med IT og telefoni, inden han tog uddannelsen som maskinmester.

- Det er en generel uddannelse - jeg ved lidt om det hele, men ikke alt om ret meget, forklarer han.

Afdelingens primære opgave er at holde resten af virksomheden kørende, så en stor del af opgaverne har med servicering af produktionsudstyret at gøre. Det kan både være planlagt service og i tilfælde af nedbrud og spænder lige fra helt små ting til store opgaver, der kræver ekstern assistance, "men vi prøver som regel først på at klare det selv", siger Michael Johnsen.

Bygningerne og brugsvandet hører også ind under vedligeholdelsesafdelingen, som f.eks. også står for at analysere spildevandsprøver.

Michael Johnsen har været chef for vedligeholdelsesafdelingens 10 mand siden 1. juni. Han ses her sammen med uddannelsesvejleder Maria Ganc fra Ikast-Brande Kommune. Foto: Mikael Lund
Michael Johnsen har været chef for vedligeholdelsesafdelingens 10 mand siden 1. juni. Han ses her sammen med uddannelsesvejleder Maria Ganc fra Ikast-Brande Kommune. Foto: Mikael Lund

Ud i det virkelige liv

På Welcon har man altid prioriteret at introducere unge mennesker til det, Ann-Karina Skyt med et smil kalder "det virkelige liv". Lige nu har man således to piger, Nanna Zacho og Charlotte Uldum Thisgaard, ansat i administrationen. Begge er 20 år gamle, og begge fik studenterhuen på for et halvt år siden, men lige nu holder de et års pause fra studierne, som de begge forventer at genoptage næste sommer.

Men hvorfor et år på Welcon?

- For at se, hvordan verden ellers så ud - jeg trængte til, at der skulle ske noget nyt, forklarer Nanna Zacho, der er blevet placeret i kvalitetsafdelingen, hvor hun bl.a. skal holde styr på forskellige certifikater og dokumenter til kunderne.

- Tårnene kan ikke køre herfra, hvis hendes arbejde ikke er gjort, understreger Ann-Karina Skyt.

- Er der noget, der har overrasket dig?

- Jeg er overrasket over det samspil, der er mellem administrationen og produktionen, og så er jeg overrasket over, hvor meget ansvar, vi har fået, lyder svaret fra Nanna Zacho.

Charlotte Thisgaard er landet i Ann-Karina Skyts afdeling, hvor hun bl.a. søger anerkendelse af virksomhedens mange polske ansattes certifikater hjem og tilmelder medarbejdere til kurser, men hun sidder også med klargøring af data til løn og opgørelser af akkorder, hvilket kræver fuld adgang til oplysninger, de fleste mennesker betragter som følsomme. Det er nødvendigt, for at hun kan udføre sit arbejde, og med adgangen til den type oplysninger følger der også en tavshedspligt, understreger Ann-Karina Skyt:

- Hun har fået en masse ansvar i forventning om, at det kan hun håndtere, siger HR-chefen, der endnu ikke har oplevet, at hendes og virksomhedens tillid er blevet svigtet.

- Det er godt at få den her tænkepause og se mulighederne for, hvad man kan bruge det til, sammenfatter Nanna Zacho det foreløbige udbytte af sin ansættelse.

Praktik som valgfag

23. januar inviterer Welcon en flok interesserede unge mennesker til åbent hus på virksomheden. Arrangementet afvikles i samarbejde med Ikast-Brande Kommune personificeret af uddannelsesvejleder Maria Ganc, der har 10.-klassesskolen i Ikast (UUC) som sit primære arbejdsområde. Omkring 45 af skolens godt 100 elever har valgt "praktik" som valgfag. I praksis betyder det, at de unge mennesker er ude i praktik i en virksomhed onsdag og torsdag i en periode, mens andre får strikket et forløb, hvor de er afsted hele uger ad gangen, sammen.

- Det er stort at komme ud i en virksomhed. De fleste har aldrig prøvet det før. Mange unge ved i princippet ikke, hvordan det foregår, siger hun. Med praktikken bliver det hele noget mere virkelighedsnært, og de unge bliver bedre afklaret og står noget stærkere, uddyber hun.

- Hvis virksomhederne gerne vil ha' de her unge mennesker, så lad os da samarbejde, opfordrer hun. I dag er det først og fremmest de unge, der bliver erklæret "ikke-uddannelsesparate", der bliver sendt i praktik i folkeskolen i modsætning til tidligere, hvor stort set alle fik den oplevelse med sig fra deres skoletid.

- Man kunne ønske sig, at man havde noget mere praktik for alle, siger Maria Ganc, der også konstaterer, at man som virksomhed er nødt til at gøre sig lidt "lækker".

Samarbejdet med Welcon er en opstået, fordi UUC i Ikast-Brande Kommune er en del af et EU- og Region Midt-finansieret projekt kaldet Smart Skills. Dermed er der en fælles interesse i at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Midlerne til at nå derhen er bl.a. flere praktikoplevelser, flere virksomhedsbesøg og den deraf følgende større erfaring, de unge kan opnå, så de er klædt på til at træffe det rigtige valg.

Og skulle man ende med at fortryde sit valg, er katastrofen formentlig til at overse. Rigtig mange ender med at arbejde med noget helt andet, end de er uddannet til, konstaterer Ann-Karina Skyt og Maria Ganc samstemmende.

Virksomhed jagter lærlinge - samarbejder med skole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce