Ungt lærerpar med tre små børn skal styre efterskole

Lynge Korsgaard skal være forstander på Eriksminde Efterskole. Pressebillede

Ungt lærerpar med tre små børn skal styre efterskole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Eriksminde Efterskole er på vej til at få et forstanderpar. De glæder sig til at få et fælles familie- og efterskoleliv og bor allerede på skolen.

Eriksminde: Far, dramanørd og efterskolemand. Det er nogle af de ord, Lynge Korsgaard bruger om sig selv på sin Instagramprofil, og sammen med hustruen Julie Korsgaard Andersen er han godt på vej til at blive ansat som forstanderpar på Eriksminde Efterskole.

De skal overtage ledelsen af en velrenommeret efterskole med omkring 100 elever og 35 ansatte, hvis ellers skolens generalforsamling siger god for parret, som bestyrelsen foreslår.

- Vi er klar til at slå os ned her. Vores børn skal snart i skole, og vi vil gerne have, at de bliver det samme sted. Det her har vi drømt om i mange år, og vi er glade for, at det bliver på Eriksminde, siger Lynge Korsgaard.

Han og hustruen er begge 34 år og uddannede på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Lynge Korsgaard er vokset op på Gerlev Idrætshøjskole og har gået på friskole, efterskole og højskole. Sammen har de børnene Bue, Rud og Jo på fire, tre og knap to år.

Parret skal med virkning fra 1. august afløse Søren Møllgaard Kristensen, som er blevet forstander på Egmont Højskolen.

Vi er klar til at slå os ned her.
Lynge Korsgaard, forstander og far

Bor med familien på efterskolen

Lynge Korsgaard har været ansat som lærer på Eriksminde siden 2010, og han har boet sammen med sin hustru og børnene på skolen siden 2014.

- Jeg har en bror og søster, fætre og kusiner, der har gået på efterskole her, men jeg har ikke selv gået her. Jeg arbejdede målrettet på at blive ansat på Eriksminde, der er en af landets bedste efterskoler. Jeg er glad for, jeg fik muligheden, og siden er jeg blevet glad for egnen, og jeg nyder lokalmiljøet i Odder, siger Lynge Korsgaard.

Julie Korsgaard Andersen har bl.a. arbejdet på Gudenaadalens Friskole og autismebostedet Ørting, og hun skal arbejde sammen med sin mand. Eriksminde Efterskole havde ellers ikke søgt et forstanderpar.

- Men det har vi gerne villet. Vi nyder at have et fælles familie- og efterskoleliv. Hun og børnene er allerede med til vores morgensamling. Hun skal være forstanderfrue i klassisk forstand. En skoleværtinde, der binder skolen sammen i det små, møder eleverne og arbejder tæt sammen med alle de ansatte.

- Hun skal arbejde med, hvordan skolen fremstår, koordinere ting i hverdagen og være den, der svæver over vandene. Det bliver ikke på fuld tid, vi har også et familieliv, som hun vil tage sig af og passe, siger hendes mand.

Skal tegne Eriksminde i mange år

Han regner selv med, at han også kommer til at undervise lidt. Lynge Korsgaard er uddannet drama-, samfundsfags-, historie-, matematik- og idrætslærer, og på Eriksminde Efterskole har han undervist i drama og samfundsfag.

Han var også involveret, da en gruppe elever i skolens 10. klasse som et afslutningsprojekt sidste år i maj smykkede nogle af Odders byrum med installationer, bl.a. lavede de et grønt område midt på Torvet.

Bestyrelsesformand Jens Brusgaard håber, det nye par bliver godkendt på skolens generalforsamling 18. april.

- De repræsenterer både erfaring og ungdommelighed, og vi ser frem til, at de i mange år fremover kan tegne Eriksminde Efterskole, siger formanden i en pressemeddelelse.

Ungt lærerpar med tre små børn skal styre efterskole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce