Thyboerne i Hedensted driver forretning med succes, danske overenskomster og vestjysk sindelag

Horsens-baserede Rema 1000 samt store Thy-virksomheder som Idealcombi, Hilding Anders og ikke mindst Dragsbækgruppen - med smørbare Bakkedal i sortimentet - er blandt stamkunderne hos N.C. Christensen & Sønner Hurup Thy, der 1. juli 2016 overtog bygningen på Lundagervej 1 i Hedensted for at komme tættere på de østjyske kunder og sikre bedre arbejdsforhold for chaufførerne. Pressefoto

Thyboerne i Hedensted driver forretning med succes, danske overenskomster og vestjysk sindelag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

N.C. Christensen & Sønner lagde den største investering på bordet i transportvirksomhedens 85-årige historie med købet af Lundagervej 1 klos op ad E45 i 2016, og brødrene bag forretningen har bestemt ikke fortrudt, selv om direktøren længe var imod. For en vækst på otte procent siden købet i et presset marked er - sagt på vestjysk - helt okay.

HEDENSTED/HURUP: Sidst i september åbner det sidste stykke af 39 kilometer ny motorvej mellem Herning og Holstebro. Dermed bliver det lidt hurtigere for nordvestjyderne at komme til andre egne af landet.

Det gælder også for transport- og logistikvirksomheden N.C. Christensen & Sønner fra Hurup i Thy, der har kørt turen et utal af gange. Da Niels Christian Christensen - ja, det hedder direktøren faktisk også i dag, hvor virksomheden kører på tredje generation - i 1933 grundlagde forretningen handlede det godt nok i første omgang om at køre grovvarer, æg og grise til den lokale metropol, Thisted, godt 30 kilometer mod nord, men allerede da Oddesundbroen åbnede fem år senere begyndte transporten af kreaturer til Holstebro 50 kilometer i sydlig retning, mens kørsel med tørv og formbrændsel til Herning en væsentlig indtægt for vognmanden både under og efter krisen.

Når nutidens Niels Christian Christensen sender sine i alt 40 lastbiler ud på vejene, gælder det godstransport af fødevarer og færdigvarer til fabrikker, grossister og købmand rundt i hele landet. Den største enkeltkunde hedder Rema 1000, som dagligt lægger beslag på mere end en tredjedel af vognparken - 15-18 lastbiler.

Skepsis gjort til skamme

Netop Rema 1000 var hovedårsagen til, at N.C. Christensen & Sønner Hurup Thy for to år siden købte sig helt tæt på den østjyske motorvej E45 med den største enkeltstående investering i transportvirksomhedens 85-årige historie. For i omegnen af 17 millioner kroner overtog forretningen Lundagervej 1 i Hedensted klos op ad afkørsel 58, og Niels Christensen erkender gerne, at han var meget skeptisk i forbindelse med købet.

Nu havde både hans far og farfar jo drevet en solid forretning med ét udgangspunkt - i Thy - så hvorfor skulle han ikke bare gøre det samme?

- Set i bagspejlet var det en meget klog beslutning, og det må jeg da også nogle gange høre for i dag. Siden vi etablerede os i Hedensted er vi gået otte procent frem i omsætning, og det var vi ikke lykkedes med, hvis vi stadig kun havde opereret fra Hurup. Vi kan simpelt hen få meget mere gods gennem vores system nu, forklarer Niels Christensen.

Han nævner tre gode grunde til, at Hedensted-satellitten er blevet en stor succes:

- Vi er kommet tættere på vores kunder i Østjylland. Derfor havde vi ledt i flere år efter den rigtige mulighed, og med 6.500 kvadratmeter under tag her kan vi tilbyde mere lagerplads til især Rema 1000. Samtidig kan vi nu give vores chauffører i området et sted, som er deres, og hvor de kan bruge de forskellige velfærdsfaciliteter, vi har i bygningen. Og endelig benytter vi matriklen som fragtcentral, så vi slipper for at læsse om ude ved landevejen.

N.C. Christensen har i alt 65 ansatte og beskæftiger 10-12 medarbejdere, der bor i Trekantområdet eller på Fyn. Alle chauffører er danske og ansat på dansk overenskomst. Et kardinalpunkt for den vestjyske vognmand.

Logistikvirksomheden udnytter langt fra alle kvadratmeter på Lundagervej selv. Aarstiderne lejer størstedelen - 4.000 af slagsen - og har blandt andet et stort kølelager i bygningen.

Juli-fremgang på fem procent

Udover Rema 1000 kører N.C. Christensen & Sønner også for en række store lokale kunder fra Thy. Heriblandt vinduesfabrikken Idealcombi, senge- og madrasproducenten Hilding Anders, som også har en afdeling i Horsens, og fødevarevirksomheden Dragsbæk - en aftale, der nu løber 38. år.

Og der er nok at lave i transportbranchen for tiden.

- Det er ved at være transportsælgernes marked efter en lang periode, hvor priserne har været helt i bund. Der er bogstaveligt talt kommet gang i hjulene. Kapaciteten er presset til det yderste. I juli 2018, som normalt er en stille måned for os, havde vi en vækst på fem procent. Vi kan mærke, at der virkelig har været run på dagligvarehandlen herhjemme, mens vejret har været godt, og de fleste holdt ferie, fortæller Niels Christensen og fortsætter:

- I den periode, hvor vi transportdelen har været særligt presset, har vores logistikafdelingen, der tager sig af alt mellem køb og salg for kunden - det vil sige hjemkørsel, håndtering, ompakning og så videre - reddet os.

Hos N.C. Christensen & Sønner Hurup Thy noterer transporten sig for omkring 70 procent af omsætningen, mens logistik-forretningen bærer de resterende 30 procent hjem. Fordelingen mellem dagligvarer og industrigods i boksene er 80-20.

Som brødre de dele

Niels Christensen kan i år fejre 25 års jubilæum som vognmand. Direktøren ejer 52 procent sammen med sin bror, Per Christensen, der fungerer økonomichef. De to brødre står samtidig for disponeringen af kørslen.

De øvrige 48 procent af aktierne tilhører logistikchef Frits Vorm og lagerchef Hans Jørgen Vestergaard. Sådan har konstellationen set ud de seneste 10 år.

I Thy går de i øvrigt ikke og tænker på at åbne flere filialer tættere på et større kundepotentiale a la Hedensted-modellen. Tværtimod.

- Vi har ingen intentioner om, at vi skal være kæmpestore. Det har vi aldrig haft. For 15 år siden sagde jeg, at når vi nåede 25 lastbiler, så skulle vi ikke have flere. Nu har vi fået to nye biler om året i de seneste fem år, og vi har rundet de 40, men det skyldes alene, at vores faste kunder også vokser, og så er vi bare vokset med, slutter thyboen, som snart får en motorvejsforbindelse næsten lige om hjørnet.

Thyboerne i Hedensted driver forretning med succes, danske overenskomster og vestjysk sindelag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce