Talentshowet i Herning for muler og manker

I 2018 var det en rødbroget malkeko fra Asger Kappel i Fjerritslev, der blev kåret som Danmarks smukkeste malkeko. Foto: Søren Palmelund

Talentshowet i Herning for muler og manker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danmarks smukkeste køer og bedste heste kåres ved landsskuet. Her behøver arrangørerne ikke at lokke med lækker mad for at trække publikum til.

HERNING: Andre steder skal der mad og delikatesser til for at skabe interesse for dyrskuerne.

Men ikke på Landsskuet i Herning. Her er det især de traditionelle dyreudstillinger, der hvert år trækker omkring 50.000 mennesker til Landsskuepladsen.

- Først og fremmest er vi Nordeuropas største kvægudstilling. Nogle af verdens bedste køer er danske og kommer på udstillingen. Der kommer udenlandske journalister og tilskuere for at se de danske køer, fordi de er af så høj kvalitet. De bedste køer på de lokale dyrskuer bliver inviteret, fordi vi vil være sikre på, at det ER Danmarks smukkeste malkeko, vi kårer, siger Erik Poulsen, der er informationsmedarbejder hos Landsskuet.

Han husker engang, hvor en engelsk dommer på stedet købte en ko, han havde været med til at bedømme.

- Jeg kan ikke huske, om det var en hereford eller en angus, men han ville have den med hjem til England. Det siger noget om kvaliteten, siger Erik Poulsen.

Det lyder lidt ligesom inden for fodbold, hvor talentspejdere kommer til Danmark for at vurdere en dygtig spiller. Kan man sige, at dommere og publikum er en form for talentspejdere?

- Ja, lige præcis. Vores kvæg er blandt verdens bedste målt på alle parametre. Man kigger på, hvor meget mælk de giver. Danske malkekvæg giver to-tre gange så meget mælk sammenlignet med andre lande. De er sundere, har lettere ved at kælve og har en stærkere krop. De er også gode til at gå ind i en malkeboks, fordi deres patter sidder rigtigt, så det er let for malkerobotten at finde dem, siger Erik Poulsen og forklarer, at den høje kvalitet skyldes videndeling.

Der er noget for hele familien på Landsskuet, hvor dyr og maskiner trækker mange gæster til. Foto: Søren Palmelund
Der er noget for hele familien på Landsskuet, hvor dyr og maskiner trækker mange gæster til. Foto: Søren Palmelund

Koens kvaliteter

- I Danmark adskiller landbruget sig ved at være meget dygtig til at dele viden på tværs af landet. Udover at være bindeled mellem land og by, så kan man sige, at det er den videndeling, der finder sted i dansk landbrug, som vi fejrer på Landsskuet, siger Erik Poulsen.

Et af højdepunkterne på Landsskuet er kåringen af Danmarks smukkeste malkeko. For de uindviede kan det måske være svært at se forskel på en smuk ko og en gennemsnitlig ko, men der er ikke noget tilfældigt over hverken ko, ejer eller personen, der står for mønstringen.

- Det er en once-in-a-lifetime-oplevelse for de familier, der ejer den smukkeste ko. De står og græder efter kåringen, og der bliver drukket champagne. For nogle er det ligesom juleaften. De kommer med hele familien, medhjælpere og tidligere medhjælpere, siger Erik Poulsen og tilføjer:

- Dommerne, der bedømmer køerne, kigger på, hvordan de bevæger sig, hvordan de er avlet, hvilken udstråling de har. Det er også vigtigt, at det er den rigtige person, der trækker koen rundt. Det hedder mønstring, og der er nogen, der har trænet mønstring, siden de var fem-seks år gamle. Ved mønstring skal man være god til at vise koens kvaliteter frem.

Koen skal, udover et smukt udseende, være glad for at posere. Erik Poulsen forsikrer, at det er der rent faktisk forskel på.

- Køerne ved godt, hvordan de skal gøre sig til, når de går ind i ringen. Man kan se, at de kan lide det, når de lægger ørerne frem. De køer, der ikke kan lide at komme ind på savsmuldet, bliver valgt fra, siger Erik Poulsen.

Der er kvæg for store og små. Foto: Søren Palmelund
Der er kvæg for store og små. Foto: Søren Palmelund

Blomsterhave og fødevarer

For de gæster, der ikke interesserer sig så meget for dyrene, er der også masser at komme efter på Landsskuet.

- Vi har et permanent naturområde, hvor der er en blomstrende haveudstilling. Der kan man høre om blandt andet jagt, biavl og pileflet. Det er også en trend med fødevarefestival, og derfor har vi også besøg af fødevareproducenter, siger Erik Poulsen, der oplever, at især børnefamilier er glade for Landsskuet som udflugtsmål:

- For mange af gæsterne er det en oplevelse ligesom at være i Fårup Sommerland. Der er noget for børnefamilier hele dagen.

Landsskuets "barselsgang" er populær blandt de små.

- Vi har kyllinger, der lige er kommet ud af ægget, som børnene kan få lov til at holde. De kan også få lov til at holde smågrisene og blive fotograferet med dem. Det er et stort hit, siger Erik Poulsen.

Landsskuet finder sted i Herning 4. til 6. juli.

Se mere på landsskuet.dk.

"Barselsgangen" er fyldt med dyreunger. Grisene er populære. Foto: Søren Palmelund
Fødevarer er også en del af Landsskuet. Foto: Søren Palmelund
Fødevarer er også en del af Landsskuet. Foto: Søren Palmelund

Talentshowet i Herning for muler og manker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce