Slagteri annullerer advarsel til tillidsmand

Klaus Olesen, tillidsmand på Danish Crown i Horsens, fik en skriftlig advarsel, som ledelsen mandag morgen trak tilbage. Strejken er derfor ovre. Arkivfoto

Slagteri annullerer advarsel til tillidsmand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ledelse: Hensyn til kunder og landmænd vægter højt, og nu vil vi se fremad.

Egebjerg: Der slagtes igen grise på Danish Crowns svineslagteri ved Horsens.

Det er status mandag morgen, efter slagteriarbejderne ellers indledte dagen med fagligt møde, men kort efter tog de kniven i hånden. De ca. 1300 ansatte strejkede hele fredag, fordi tillidsmand Klaus Olesen havde modtaget en skriftlig advarsel fra ledelsen.

Advarslen faldt ifølge Horsens Folkeblads kilder på baggrund af tillidsmandens udtalelser til Horsens Folkeblad i forbindelse med en strejke i april. Udtalelser, som ledelsen angiveligt fandt illoyale og konfliktoptrappende.

Mandag morgen blev advarslen trukket tilbage, og derfor arbejder de ansatte igen.

- Vi har nu valgt at annullere advarslen, oplyser koncernens pressechef Jens Hansen.

- Vi stod i en situation, hvor vi valgte at prioritere hensynet til vores kunder og til landmændene, som har slagteklare grise gående.

- Betyder det, at ledelsen principielt mener, advarslen var på sin plads?

- Nu ser vi fremad. Hvorvidt advarslen var rigtig eller forkert, giver ikke mening at diskutere nu. Vi har valgt at trække advarslen på det samlede grundlag, hvor hensynet til kunder og leverandører vægter højt, siger Jens Hansen.

Tillidsmand vil se fremad

Tillidsmand Klaus Olesen ønsker ikke at kommentere sagens forløb. Men han siger:

- Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fundet en løsning, så konflikten er slut, og jeg er ked af, at det skulle komme dertil.

- Nu har det fået en fornuftig udgang - det er positivt, og nu skal vi se fremad.

Stort efterslæb skal indhentes

Fredagens arbejdsnedlæggelse betød, at cirka 20.000 grise, der skulle være slagtet fredag, har levet et par dage længere.

Det lægger pres på produktionen, som i forvejen var udfordret efter såvel helligdage som nogle dages strejke ad to omgange i april, hvor de ansatte viste utilfredshed med henholdsvis forløb og resultat af forårets overenskomstforhandlinger.

- Der er ingen tvivl om, at vi er udfordret. Men vi er lige nu ved at danne os overblik og lægge en plan for, hvordan vi får indhentet puklen, siger Jens Hansen, som derfor endnu ikke kan komme det nærmere.

Fredags strejke foregik alene på slagteriet i Egebjerg.

Slagteri annullerer advarsel til tillidsmand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce