Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Rita vil gerne flytte sin pølsevogn en anelse

Rita Bilstrup ved Stationsgrillen i Brædstrup. Hvis pølsevognen bliver flyttet lidt, kan der blive plads til at få lavet en smuk banesti. Foto: Peter Hald

Rita vil gerne flytte sin pølsevogn en anelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

At rykke Stationsgrillen i Brædstrup et par meter kan give plads til nyt sti-projekt.

Brædstrup: Stationsgrillen i Brædstrup - også kendt som Ritas pølsevogn - skal måske flytte nogle få meter om et år eller to. Sagen er, at Brædstrups nye lokalråd har lanceret en række projekter, der skal være med til at forskønne Brædstrup og skabe nyt liv i byen. En af ideerne er at genetablere den gamle banesti, men det vil kræve, at pølsevognen på Søndergade 1 bliver rykket lidt, for den gamle jernbane gik i sin tid lige igennem det stykke jord, hvor pølsevognen ligger i dag.

- Sti-projektet lyder spændende, og jeg vil gerne være med til at flytte pølsevognen - bare jeg får en lige så god placering på den anden side af vejen, siger Rita Bilstrup.

- Det er en rigtig god idé at genetablere banestlen, og jeg tror også, at det kan øge tilstrømningen af turister til Brædstrup. Allerede i sommer kunne jeg tydeligt mærke, at folk for alvor har opdaget Den Genfundne Bro (der netop er en gammel jernbanebro, red.). Mange af gæsterne ved broen slog et smut forbi Brædstrup, og det gav ekstra kunder her hos mig, siger Rita Bilstrup.

Sti-projektet kan især give flere vandre- og cykelturister, og Rita Bilstrup satser på at udvide Stationsgrillen, når den tid kommer.

En skønnere by
Tre arbejdsgrupper nedsat af Brædstrup Lokalråd har præsenteret 10 projekter, der skal løfte byen. 

Det er især den centrale del af Brædstrup, som vil få et løft. Således står Banetorvet, Dommertorvet, hovedgaden og Søndertorv til at blive ændret og sat i stand. Visionen er, at Banetorvet fremover skal være byens nye samlende plads.

Ud over bymidten er der forslag om reetablering af banestien, en ungdomsplads, pænere indfaldsveje til Brædstrup og en istandsættelse af Folkeparken.

Kan snart markere 10 år

Hvornår flytningen eventuelt kan ske, er svært at sætte en dato på, men det kan måske blive i 2019.

- Jeg kan ikke flytte den nuværende pølsevogn - den er simpelthen for gammel, da den er fra 1987. Og jeg vil også gerne have en større pølsevogn med et mere spændende udseende. Jeg overvejer, om jeg skal indrette pølsevognen i en gammel togvogn - apropos banestien. Men nu må vi jo se, hvad der kan lade sig gøre, siger den 60-årige "pølsemutter".

Rita Bilstrup har ingen planer om at stoppe. Hun stortrives med sit arbejde.

- Jeg bliver ved, lige til jeg skal pensioniseres. Jobbet er ikke fysisk hårdt, og jeg har mange gode trofaste kunder, siger hun.

Stationsgrillens historie strækker sig mange år tilbage, men Rita Bilstrup er en af dem, der har drevet pølsevognen i længst tid. Til marts næste år kan hun fejre 10 års jubilæum på stedet.