Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Panduro: Københavns nye koncert-arena slår ikke Horsens af banen

Københavns Royal Arena kan rumme op til 16.000 tilskuere. En sådan hal har stået på hovedstadens ønskeseddel i mere end 25 år, men først nu kommer den - med hjælp fra Realdania, som sammen med Københavns Kommune har bygget og ejer bygningen. Driften står Live Nation for. Selskabet driver allerede store venues og arenaer i både USA og Europa, herunder 3Arena i Dublin, Wembley Arena i London, Motopoint Arena i Sheffield og Ziggo Dome i Amsterdam.Foto: Henning Bagger, Scanpix

Panduro: Københavns nye koncert-arena slår ikke Horsens af banen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

HORSENS - Når Metallica 3. februar spiller åbningskoncert i den nye Royal Arena i København, bliver det startskuddet til endnu en runde i den danske kamp om musik og rockstjerner.

For den nye multihal med plads til 16.000 tilskuere skal i det daglige drives af et selskab under Live Nation Entertainment Inc. - firmaet, der står for en stor del af verdensstjernernes turneer, og som bl.a. Horsens & Friends har et tæt samarbejde med.

Kyndige folk har allerede været ude med en spådom om, at Live Nation nu får mindre interesse i at sende de store navne ud i landet, og at det vil gå ud over bl.a. Horsens og ikke mindst Herning og byens multihal Jyske Bank Boxen.

Frank Panduro, direktør for Horsens & Friends, lader sig dog ikke slå ud.

- Vi må bare blive bedre til at finde de arrangementer, der passer til Horsens. Det kan være fra "Vild med Dans" i Forum Horsens over Rock i Lunden til de store stadionkoncerter på Casa Arena, siger han.

Samtidig lægger han dog ikke skjul på, at det tætte og loyale forhold, han tidligere har haft med Live Nation, ikke er helt så tæt længere. Det afspejles bl.a. i, at den kommende sommers koncert med Rammstein gennemføres i samarbejde med ICO, Danmarks andet store selskab, når det gælder internationale navne. Og når det handler om maj-koncerten med Kiss i Forum Horsens, hedder partneren CSB.

Et drømmehus

Frank Panduro har allerede fået en rundvisning i den nye Royal Arena, og han er imponeret.

- Det er enhver arrangørs drøm, siger han og nævner, at hvor Boxen i Herning kostede 360 mio. kr. at bygge, er der puttet 1,4 milliarder kr. i den københavnske hal.

- Det siger meget om et hus, hvor der nok kan være 16.000 mennesker, men hvor man med et tryk på nogle få knapper kan skalere salen ned til 3000 tilskuere. Så det bliver både kendte og mindre kendte navne, Live Nation kan placere i bygningen.

Dér, hvor Royal Arena først og fremmest vil sætte sig spor, bliver ifølge Frank Panduro Herning og Malmø, som virkelig vil få baghjul. Også selv om Georg Sørensen, direktør for Messecenter Herning og dermed Boxen, fortsat tror på de store navne, fordi udviklingen over de seneste år er gået mod, at kunstnerne via flere koncerter skal tjene ind, hvad de har mistet på cd-salg.

Frank Panduro er ikke helt så sikker:

- Det kan godt være, at nogle mener, Bruce Springsteen vil lægge ud i Købehavn og dernæst spille i Herning eller et andet sted i landet. Men her skal man have med i tankerne, at det er kostbart at flytte et setup som det, Springsteen rejser rundt med.

Dyrt at komme ind

Alligevel kan økonomien ifølge Horsens & Friends-direktøren få en vigtig rolle på den led, at det er forholdsvis dyrt at booke sig ind i Royal Arena.

- Alt, hvad der foregår, er meget styret af kunstnerne. Det er i sidste ende dem, der bestemmer, hvor de vil spille, og nogle af dem vil måske af økonomiske årsager gå uden om Royal Arena.

Her ser han chancen for bl.a. Horsens.

Lokalt er det grønne område vest for Fængslet netop blevet lagt om, så det for alvor egner sig til koncerter. Det er her, Rammstein spiller i maj, ligesom pladsen er oplagt til andre koncerter, også når der ikke er plads på Casa Arena Horsens på grund af f.eks. speedway.

- Så jeg vil sige: Nej, Horsens har ikke tabt sutten. Vi skal med Royal Arena indstille os på en ny virkelighed, men der bliver stadig noget at kæmpe om.

Billetsalget til Rammstein-koncerten torsdag 25. maj har passeret de 34.000 styk. Til Kiss tirsdag 9. maj i Forum Horsens er solgt ca. 2200 billetter.