Overskud på 164 millioner: Jackpot til Vejles Lego-familie

Kirk Kapitals direktør Kim Gulstad har en smuk arbejdsplads i investeringsselskabets iøjnefaldende domicil, Fjordenhus, der blev indviet på havnen i Vejle sidste år. Foto: Yilmaz Polat

Overskud på 164 millioner: Jackpot til Vejles Lego-familie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejle-pengetanken Kirk Kapital tjente 164 millioner kroner i 2018 på trods af aktieuro og investeringer i nyt domicil på Vejle Havn

Efter et trecifret milliontab i 2017 tjener investeringsselskabet Kirk Kapital igen penge.

Det stod klart, da ejerne, den velhavende Vejle-familie Kirk Johansen, tirsdag holdt generalforsamling i sit nye domicil, Fjordenhus, på Vejle Havn.

Kirk Kapital kontrolleres af Lego-ejeren Kjeld Kirk Kristiansens søster, Gunhild Kirk Johansen og hendes tre sønner, Casper, Morten og Anders Kirk Johansen.

Indtil 2007 var de medejere af Lego-koncernen, men blev dengang købt ud af Kjeld Kirk Kristiansen, og pengene for Lego-aktierne blev blandt andet placeret i Kirk Kapital.

I dag har Kirk Kapital en formue på 4,5 milliarder kroner, og det praktiske arbejde i den forbindelse håndteres af en stab på godt 20 medarbejdere. De arbejder fra hovedsædet i Vejle og fra et kontor i København.

- 2018 var bestemt et godkendt år for Kirk Kapital, konstaterer direktør Kim Gulstad over for avisen Danmark.

På bundlinjen står et overskud på 164 millioner kroner efter skat, og det skyldes især en række vellykkede investeringer i en stribe virksomheder.

Samtidig er Kirk Kapital sluppet af med en flåde på fem produkttankskibe, der året før kostede en betydelig nedskrivning og var skyld i et 2017-underskud på hele 318 millioner kroner.

Kirk Kapital har i mange år været kendt for sine lidt utraditionelle investeringer i skibe og fly, men dem har Kim Gulstad efterhånden ryddet op i, siden han indtrådte som direktør i 2017.

Selskabet ejer dog fortsat omkring 40 passagerfly af typen turboprop, der især bruges på kortere flyruter. Flyene udlejes til flyselskaber af Billund-virksomheden Nordic Aviation Capital, som Kirk Kapital har samarbejdet med i årevis. Men ligesom skibene er flyene på vej ud.

- Det passer ikke umiddelbart ind i den investeringsstrategi, vi har, og der kommer nok ikke nye store samarbejder af den karakter. Men vi har det ganske fint med de fly, vi har nu, siger Kim Gulstad.

Han har i stedet fokus på investeringer i virksomheder, hvor Kirk Kapital typisk køber mellem 25 og 50 procent af aktierne. Dermed bevarer sælgeren kontrollen over sin virksomhed, og Kirk Kapital adskiller sig på den måde fra mange kapitalfonde, der helst vil eje hovedparten af et selskab.

- Hvis vores formål var at købe fulde ejerskaber af virksomheder, ville vi højere grad være i budkonkurrencer med en lang række parter. Det sker ikke med den strategi, vi har i dag, siger Kim Gulstad.

Købte metalvirksomhed

Så sent som i sidste uge faldt en handel på plads, da Kirk Kapital købte en tredjedel af det danske selskab Scanmetals, som har specialiseret sig i at udvinde metaller fra asken fra forbrændingsanlæg.

Prisen var et uoplyst, mindre trecifret millionbeløb, og Scanmetals grundlægger Ejvind Pedersen og hans kolleger i ledelsen har dermed både fået penge og bevaret kontrollen med deres livsværk.

Sidste år købte Kirk Kapital sig på samme vis ind i tre andre virksomheder, it-konsulenthuset Globeteam, emballagefirmaet Beck Pack og logistikfirmaet TPS.

- Vi fortsætter aktivt med at søge efter større minoritetsstillinger i mellemstore og større virksomheder, der har markedsledende positioner i langsigtede vækstindustrier, forklarer Kim Gulstad.

Der er også blevet solgt ud, idet Kirk Kapital afhændede hovedparten af sin aktiepost i Exxit 59, et stort forretningsområde ved en motorvejsafkørsel nord for Vejle.

Her ejede Kirk Kapital historisk set 90 procent af aktierne, men det er i strid med den nye strategi, og efter frasalget besidder Kirk Johansen-familien blot 25 procent af aktiviteterne ved Vejle-frakørslen.

Det er denne type investeringer, der sikrede Kirk Kapital et overskud i 2018. En bred pulje af børsnoterede aktier og øvrige investeringer i værdipapirer trak den anden vej.

- Mange investorer har lidt tab på blandt andet det børsnoterede aktiemarked. Det har vi også. Vi kan dog konstatere, at vi har klaret os på niveau med de institutionelle investorer, vi sammenligner os med, siger Kim Gulstad.

Det sidste forretningsben i Kirk Kapital kaldes for "Vejle-investeringer" og omfatter blandt andet domicilet Fjordenhus, som blev indviet i 2018. Bygningen er designet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson og er hurtigt blevet et vartegn og en turistattraktion i Vejle-området.

Stueetagen er åben for offentligheden, og siden den officielle åbning i juni har mere end 200.000 mennesker besøgt Fjordenhus.

Overskud på 164 millioner: Jackpot til Vejles Lego-familie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce