Ny hotline på vej: Tilkald en p-vagt med bødehæfte

Gennem en ny hotline skal virksomheder kunne tilkalde en kommunal parkeringsvagt, hvis de oplever, at en lastbil eller flere holder ulovligt parkeret. Arkivfoto: Claus Skovholm

Ny hotline på vej: Tilkald en p-vagt med bødehæfte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Horsens Kommune er i gang med at ansætte to nye parkeringsvagter til at føre kontrol med lastbilparkering i industriområderne. Vagterne skal kunne tilkaldes gennem en hotline.

Horsens: Holder en lastbil ulovligt parkeret uden for din matrikel, vil du inden længe kunne underrette en kommunal parkeringsvagt, som kigger forbi med bødehæftet.

Sådan lyder en idé, der skal bidrage til at gøre Horsens fri for ulovligt parkerede lastbiler. En idé, som medlemmerne af kommunens plan- og miljøudvalg for nyligt besluttede at gå videre med efter at have diskuteret det på et udvalgsmøde.

Tiltaget hænger sammen med ansættelsen af to nye kommunale parkeringsvagter, der skal føre kontrol med lastbilerne.

- Ideen er, at både driftsgårdens medarbejdere, der naturligt kommer rundt i Horsens, og virksomhederne kan melde ind til parkeringsvagterne gennem en hotline, når de ser lastbiler, der holder ulovligt parkeret, siger Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget, der samtidig oplyser, at hotlinen bliver oprettet, så snart de to nye parkeringsvagter er ansat.

I budgetforliget for 2019 blev byrådsmedlemmerne ellers enige om, at parkeringskontrollen skulle udføres af medarbejderne i kommunens driftsgård, men den beslutning har man revurderet.

- Det ville blive for stor en mundfuld, hvis alle medarbejdere i driftsgården skulle specialiseres i parkeringskontrol. I stedet ansætter vi to parkeringsvagter på halvtid, og så får medarbejderne i driftsgården i stedet til opgave at spotte, om der holder lastbiler ulovligt, når de kommer rundt i områderne, siger Martin Ravn.

Ideen er, at både driftsgårdens medarbejdere, der naturligt kommer rundt i Horsens, og virksomhederne kan melde ind til parkeringsvagterne gennem en hotline, når de ser lastbiler, der holder ulovligt parkeret.
Martin Ravn (V)

Lovligt om natten

Ved indgangen til 2019 har forvaltningen desuden ændret reglerne for, hvornår lastbiler kan holde lovligt i kommunens industriområder.

Det betyder, at lastbiler, modsat tidligere, nu kan holde lovligt parkeret fra klokken 18 til 6, mens det fra klokken 6 til 18 er ulovligt.

- Tidsintervallet er besluttet på baggrund af erhvervslivets ønske. Med de nye regler kan chaufførerne parkere om natten, så de er klar til at afhente varer hos kunden om morgen, mens virksomheden bliver fri for, at der holder trækkere og hængere og blokerer i dagtimerne, siger Martin Ravn.

At tillade parkering om natten kan synes i strid med reglerne om, at lastbilchauffører ikke må overnatte i deres førerhuse, men det, mener Martin Ravn, er ikke et anliggende for kommunen.

- Det er en problematik, vi i teorien ikke kan forfølge, for problematikken er alle steder, uanset om de parkerer i Horsens eller andre steder, siger han.

At parkering bliver ulovligt efter klokken 6 om morgenen er ifølge Michael Nedersøe (DF), der også sidder i plan- og miljøudvalget, problematisk.

- Det betyder, vi kommer til at ramme alle, der har et reelt ærinde i industriområderne i morgentimerne, siger han, der gerne ser tidsintervallet udvidet et par timer.

Et forslag, der kan komme i spil, når de nye regler ifølge Martin Ravn skal evalueres efter en periode.

Fortsætter så længe der er et problem

De to nye parkeringsvagter skal efter planen finansiere sig selv gennem bødeudskrivelser, og der er således ikke tale om en permanent løsning.

- Vi kommer til at evaluere løbende på indsatsen, og ordningen med de to parkeringsvagter fortsætter så længe, at der er et problem, siger Martin Ravn.

Siden midten af september er der blevet uddelt 29 bøder til ulovligt parkerede lastbiler i Horsens' industriområder.

Ny hotline på vej: Tilkald en p-vagt med bødehæfte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce