Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Michael er murer i femte generation

Michael Hillestrøm gik længe med tanken om at starte sit eget murerfirma, og i 2015 blev tanken realiseret.

Michael er murer i femte generation

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hornsyld - I september 2015 startede 32-årige Michael Hillestrøm fra Hornsyld Murerfirmaet Hillestrøm. Selvom det kun er godt halvandet år siden, er murerfaget langt fra nyt for ham. Det er nærmest kommet ind med modermælken.

Michael Hillestrøm er nemlig femte generation i en familie af murere. Som barn fortalte både hans bedstefar og far meget om faget, men det ledte alligevel ikke til, at Michael Hillestrøm i første omgang gik efter at blive murer. Tømrerfaget trak i ham, men da han kom i erhvervspraktik som murer, blev drømmen om at blive tømrer lagt på hylden.

- Som murer er det op til dig, hvordan resultatet bliver. Det er dig selv, der lægger hver sten, siger Michael Hillestrøm.

Det var en tanke, der tiltalte ham meget.

Ansat sin far

Efter 15 år i murerfaget tog han skridtet videre og startede sit eget firma.

Der lå store overvejelser bag, da han frygtede, at der ikke ville være nok arbejde til ham.

Michael Hillestrøm forventede, at han skulle arbejde alene i de første par år. Gennem sine kontakter har han dog fået så meget arbejde, at to allerede er ansat i firmaet. Den ene er hans far, som har over 40 års erfaring i branchen.

Når Michael Hillestrøm færdes i Horsens-området, kan han godt mærke, at specielt de ældre kan huske hans efternavn og forbinder det med murere.

Intet pres

- Det er fedt at føre et familiefag videre, men det er ikke noget, jeg har tænkt meget over tidligere. Der har ikke været noget pres, siger han til Folkebladet.

Pres er der heller ikke på Michael Hillestrøms to børn på fem og syv år. En sjette generationsmurer kunne dog godt gemme sig i hans syvårige søn.

- Nogle dage vil han være fodboldspiller, og andre dage vil han være brandmand eller murer, siger Michael Hillestrøm.

Travlt forår

I øjeblikket gør vejret ikke noget godt for murerne, og Michael Hillestrøm glæder sig til foråret.

Det byder nemlig på bygning af type- og rækkehuse i samarbejde med Finn Mortensen Huse. Efter sommer håber Michael Hillestrøm, at han kan finde en lærling, der kan blive en del af murerfirmaet.