Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Lokal dronevirksomhed nomineret til to nye erhvervspriser

Bag virksomheden Quadsat står de to nordmænd Snorre Sveidvoll (t.v.) og Joakim Espeland sammen med Andrian Buchi fra Moldavien. Der er i alt seks ansatte og en praktikant, hvor sidstnævnte sidder på kontoret i VBI Park i Horsens. Foto: Vibeke Volder

Lokal dronevirksomhed nomineret til to nye erhvervspriser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Quadsat, der startede med to mand i et lille kontor i VBI Park, er med i opløbet om iværksætterprisen og match for fremtiden-prisen, der uddeles 16. november. I dag er der seks ansatte - alle med udenlandsk baggrund.

Horsens: Virksomheden Quadsat er blandt de finalenominerede til at modtage en Business Horsens-erhvervspris, når de uddeles ved et awardshow i det nybyggede Insero Atrium ved Forum Horsens torsdag 16. november.

Faktisk er Quadsat indstillet i to af tre kategorier. Henholdsvis til iværksætter-prisen, der havde 29 nystartede virksomheder indstillet, og match for fremtiden-prisen, der gives for at tage et særligt ansvar for uddannelse af fremtidens arbejdskraft. Her var der 16 indstillede, før dommerjuryen snævrede kandidatfeltet ind til de tre finalister. Det glæder den norske stifter Joakim Espeland.

- Jeg er stolt over nomineringerne, og det bør VIA også være, for det her er et tegn på, at deres store satsning på ingeniører og iværksættere fører noget med sig. Vi har nydt godt af den hjælp, vi har kunnet få i VBI Park og hele setuppet derude, siger han til Horsens Folkeblad.

Han har en baggrund inden for telekommunikation og elektronik i Norge, inden han uddannede sig til maskiningeniør på VIA i Horsens, som han forlod for snart et år siden. Espeland er selv sammen med Snorre Skeidsvoll flyttet med virksomheden til et nystartet kontorfællesskab for robotudviklere i Odense Robotics Startup Hub, der har hjemme i Forskerparken med tilknytning til Syddansk Universitet, og så har de folk til stede på testcentret i den fynske hovedstads lufthavn, hvor de bl.a. gør brug af laboratorierne.

It-virksomhed vil noget med sine praktikanter: Her får man ikke pedelarbejde
Jeg er stolt over nomineringerne, og det bør VIA også være, for det her er et tegn på, at deres store satsning på ingeniører og iværksættere fører noget godt med sig.
Joakim Espeland, stifter af Quadsat
Bag om virksomheden
Quadsat blev stiftet i marts 2017 og består udelukkende af udlændinge: De to nordmænd Joakim Espeland og Snorre Skeidsvoll samt moldaven Andrian Buchi, der var med fra start. 

Siden har de ansat yderligere tre personer. På kontoret i VBI Park sidder Andrian Buchi sammen med Ina Gospodinova, der er praktikant inden for marketing, og Elöd Sandor, der er tidligere praktikant fra VIA, og som nu studerer økonomi på Aarhus Universitet. Andrew Jones - tidligere NASA-ansat i ca. 10 år - er business developer og bosiddende i Washington D.C., og så har de lige nu tilknyttet tre udenlandske studerende, der laver semesterprojekt om Quadsat.

Virksomheden lagde ud i et lille kontor i VBI Park på Chr. M. Østergaards Vej i Horsens, men 12. oktober flyttede de en del af virksomheden til Odense Robotics Startup Hub, der har hjemme i Forskerparken med tilknytning til Syddansk Universitet. Ved siden af det har de en afdeling i lufthavnen i Odense, hvor de bl.a. udfører tests.

Deres virksomheds-idé er at bruge droner til at revolutionere satellit-kommunikation, som sikrer højhastigheds-internet til skibsfart, luftfart og militæret i kritiske situationer.

Dronen fungerer som en slags flyvende testcenter, som sikrer, at satellit-antennen hele tiden fungerer optimalt. Det er ekstremt dyrt at tage nye satellitter i brug, da de hver koster i omegnen af 1,5 milliarder kroner, og derfor ligger der et stort forretningspotentiale i at få dem til at fungere præcist. Når skibe og fly kan navigere mere effektivt, sparer det både tid og brændstof.

Investor-penge fra Horsens er med til at drive værket

Det bliver hurtigt meget teknisk, når man skal beskrive, hvad Quadsat laver. De har kort sagt specialiseret sig i brug af droner, der har til formål via satellitkommunikation at sikre internet til f.eks. den maritime verden, og så arbejder de intenst på at optimere fartøjers navigationssystemer gennem kalibrering af satellitantenner. Når man mindsker interferensen - dvs. udefrakommende forstyrrelser af signalet - sparer man tid, brændstof og dermed store summer penge.

Quadsat fik sidste år 600.000 kr. som en investering fra fire medlemmer af det dengang nystartede investor-samarbejde Venture City Horsens, da de har en stærk tro på Quadsats vækstpotentiale.

- Sådan en virksomhed risikerer ofte at gå i opløsning, hvis de skarpe hoveder bag pludselig bliver headhuntet til andre stillinger, for det er altså svært at sige nej til en god ingeniørløn og i stedet forfølge sin iværksætterdrøm, før der bliver råd til andet end leverpostejs-madder, udtalte formand for Venture City, Ulla Meinby Sparre, dengang til Folkebladet.

Quadsat brugte en stor del af de 600.000 kr. på at bygge en prototype, som nu har overbevist andre virksomheder om potentialet i deres forretningsidé.

Prisuddelingen Inspire Horsens
Business Horsens står bag uddelingen af de priser, som overrækkes til Inspire Horsens 16. november. 

"Match for fremtiden" er en pris, der gives for at tage særligt ansvar for uddannelse af arbejdskraft. Her har juryen blandt 16 indstillede nomineret følgende tre: Hansen/Nissen, Insero Software og Quadsat. 

"Iværksætterprisen" gives til virksomheder, der ikke har mere end fem år på bagen, som har sund udvikling og potentiale til mere. Her har juryen blandt 26 indstillede nomineret følgende tre: Quadsat, Fyelmose Naturfiskepark og Ecodrying.

Vinderen af de to sidstnævnte priser kåres af de fremmødte torsdag aften.

Quadsat er nomineret til iværksætterprisen, fordi: Forretningsmodellen er baseret på en original idé ned elementer af bæredygtighed. Og så er den skalérbar, fordi kalibrering af satellit-antenner kan betale sig. Der ligger stort forretningspotentiale, bl.a. fordi satellitter er så dyre at tage i brug.

Quadsat er nomineret til match for fremtiden, fordi: De er åbne og fremsynede i forhold til brug internationale studerende, og de giver rum til, at de studerende og deres idéer kan udvikles og skabe værdi for virksomheden. En stor del af Quadsats arbejdsstyrke er kommet ud af et samarbejde med studerende.