Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kvinderne står i kø for at få hjælp af Henrik

Henrik Rasmussen (th.) er den eneste frivilllige af hankøn i butikken i Holsteinsgade 6. Derfor nyder han, at leder Anna Lorentzen under flytningen har fået lokket sin mand Ole Lorentzen (tv.) med i arbejdet. Men kun som "freelance-frivillig". Foto: Carina Mayner

Kvinderne står i kø for at få hjælp af Henrik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Henrik Rasmussen er eneste hane i kurven blandt 45 frivillige, som fredag slår dørene op til gammel genbrugsbutik i nye rammer.

Odder: Henrik, kan du ikke lige.....?

Der har i de sidste tre uger været særligt bud efter Henrik Rasmussen, der på tredje år er frivillig i Folkekirkens Nødhjælp genbrugsbutik i Holsteinsgade. 

Efter 39 år i nr. 10 er butikken nemlig flyttet til den tidligere Marcus-butik, som lå i nr. 6, og derfor skulle alle varer flyttes et par numre hen ad gaden. Det har krævet sin mand, selv om de 45 kvinder ifølge leder Anna Lorentzen også har taget fat.

- Selvfølgelig har de det, ligesom min mand har deltaget som freelance-frivillig, som han kalder det. Men flytningen til denne nye lokalitet beviser, at vi i den grad kan bruge flere mænd i butikken. Specielt nu, hvor vi også satser mere på mindre møbler og interiør-ting, siger lederen og suppleres af Henrik Rasmussen.

- Ja, vi skal være flere mænd. Også for hyggens skyld, siger han. 

Gammel butik i nye rammer
Folkekirkens Nødhjælps butik i Odder har hele 39 år på bagen, hvilket er længe for en genbrugsbutik.I øjeblikket hjælper 46 frivillige til i butikken ved at arbejde en formiddag eller en eftermiddag om ugen. Anna Lorenzen fortæller, at hun sagtens kan bruge flere. Og meget gerne mænd.

Er man forhindret i at tage sin vagt, er det op til en selv at bytte med anden frivillig.

Man kan godt blive frivillig, selv om man ikke ønsker at stå i butikken. Da alt tøjet bliver indleveret i sække, skal det nemlig sorteres og gås efter, før det kommer op i butikken.

Tøj til Folkekirkens Nødhjælp skal fremover indleveres i en container, der står ved ved Danske Bank på Centrumpladsen.

 

Plads til shopping

Mens den gamle butik inde i baggården ved Holsteinsgade nr. 6 var på to etager, er den nye i ét plan, dobbelt så stor og med store facadevinduer ud mod gaden.

Takket være en butiksdesigner fra Folkekirkens Nødhjælp samt de frivilliges indsats forekommer butikken lys og luftig med både en herreafdeling og en for de store størrelser. Det var der også i den gamle butik, men her skulle man op ad en livsfarlig trappe for at komme omkring alle varer. Her i nr. 6 føles det som at shoppe rundt i en ganske almindelig tøjbutik, hvor bøjlerne er ens, og alt tøjet er tydeligt prismærket.

Selv om det har krævet arbejde i døgndrift, og trætheden begynder at kunne mærkes, er makkerparret Lorentzen og Henrik Rasmussen stadig ved godt mod. Nu håber de bare, at kunderne kan lide, hvad de ser.

- Vores ambition er stadig at være en genbrugsbutik, hvor man kan gøre en god handel. Men med den nye butik kan vi forhåbentlig få fat i flere af de unge kunder. Eksempelvis flere fra efterskolerne og Odder Højskole, som måske vil bidrage med unge frivillige, fortæller Anna Lorentzen, der ud over være leder af butikken i Odder også er distriktschef for 16 andre butikker i Midtjylland.

- Det giver god mening at være frivillig i en genbrugsbutik. Ud over kontakten til kunderne hygger man sig jo også med de andre frivillige. Man får på en eller anden måde ejerskab til stedet, fortæller lederen, der ikke gav de frivillige "ferie" i flytteperioden. Nej, de kom skam alle sammen på deres ugentlige vagt og hjalp til med at pakke ned, pakke ud og hænge op.