Klumme: Hvad er meningen i dit arbejdsliv?

Jette Ditlev. Foto: Mette Stormes

Klumme: Hvad er meningen i dit arbejdsliv?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Først og fremmest: Godt nytår.

Det må man vist godt ønske, selvom vi allerede er nogle uger henne i januar. Jeg håber, at du er kommet godt i gang med 2019 og er glad for dit liv. Men jeg kan jo stille dig spørgsmålet direkte: Er du glad om morgenen, når du skal op?

Har du lyst til at tage på arbejde? Giver det mening for dig?

Som ny klummeskribent på denne plads vil jeg gerne introducere mig selv. Og her skulle det så gerne give lidt mening, hvorfor jeg netop stiller dig spørgsmålet om mening.

Klummen
Jette Ditlev er cand.merc. i afsætning og strategi fra Handelshøjskolen i Aarhus og har i over 25 år arbejdet med ledelse og lederskab, strategisk udvikling, internationalisering, salg og innovation. Hun har blandt andet stået i spidsen for virksomheder, store forretningsenheder med udenlandske datterselskaber samt store salgsorganisationer med P/L-ansvar for mere end 650 mio. kroner. Hun har erfaring fra både store, internationale koncerner, fra SMV'er og start-ups, herunder mange ejerledede virksomheder.

Siden 2005 har Jette været selvstændig ledelsesrådgiver og foredragsholder med spidskompetence inden for netop ledelse og lederskab, strategisk udvikling, internationalisering, salg og innovation. Sideløbende er Jette ekstern lektor på SDU, lektor på Campus Vejle, ekstern ekspert for EU-Kommissionen og Enterprise Ireland, ligesom hun sidder i flere bestyrelser og Advisory Boards.

Jette er medlem af VL-30, partner i bestyrelsesnetværket ASNET Board, medlem af Glade Chefer og deltager i flere andre netværk. Hun er panelist i "Public Service" på P1, anvendes jævnligt som ekspert inden for sit felt og er i øvrigt vild med Søren A. Kierkegaard!

Har du kommentarer til denne klumme, er du velkommen til at kontakte klummeskribenten direkte på jd@ditlev-consulting.dk

Læs mere: www.ditlev-consulting.dk

Kludetæppet

Siden 2005 har jeg været selvstændig ledelsesrådgiver og foredragsholder med spidskompetence inden for ledelse og lederskab, strategisk udvikling, internationalisering, salg og innovation. Sideløbende er jeg ekstern lektor på SDU, deltids-gymnasielærer på Campus Vejle/HHX, ekstern ekspert inden for forskning og innovation for EU-Kommissionen og den irske regering, ligesom jeg sidder (og har siddet) i en række bestyrelser og Advisory Boards.

Jeg deltager i en række netværk og aktiviteter, har i over 10 år været mentor for kandidatstuderende på Aarhus BSS (og modtaget to priser herfor), er panelist i "Public Service" på P1.......og sikkert en masse andet, som jeg lige nu har glemt.

Pointen er: Jeg har et stort kludetæppe med mange lapper, der i løbet af et år kommer i spil på forskellig måde og med forskellig styrke. Men alle lapper hænger godt sammen: De giver rigtig god mening i mit liv og er værdifulde i mit arbejdsliv.

Særligt én aktivitet får jeg dog typisk reaktioner på: Er du gymnasielærer?!

Det får ligesom gardinet til at gå ned hos ledere, direktører og bestyrelser. Men jo, jeg er gymnasielærer som et aktivt tilvalg.

Jeg kan ganske enkelt lide at være sammen med de unge mennesker, at bidrage til deres liv og udvikling, til deres uddannelse og dannelse. Og jeg ved, at jeg med min baggrund bibringer dem et ekstra perspektiv og fungerer som rollemodel.

Gymnasieleverne bidrager nu også til min egen fortsatte udvikling og læring. Det er ikke en enkel ledelsesopgave at få en gymnasieklasse på cirka 30 teenagere med ikke-sammenvoksede pandelapper til at fungere, så god og meningsfuld læring kan ske. Sammenlignet hermed er medarbejderledelse i virksomheder og organisationer mere forudsigeligt og lettere (bemærk: Jeg sagde ikke let).

Ingen teenager gør noget, fordi jeg siger de skal - de gør noget, hvis det giver mening. Mening i forhold til deres ståsted i livet lige nu, mening i forhold til at se sammenhænge til andre fag, emner eller begivenheder i den store verden, mening i forhold til deres ønsker og drømme på kort og lang sigt.

Meningsskabelse

Jamen, er det ikke også sådan på arbejdspladser, i virksomheder og organisationer? Jo, det er det grundlæggende. Forskellen er blot, at her ved vi alle, at det sidste ord tilhører ledelsen (der jo har retten til at sætte holdet).

Lidt firkantet sagt: På arbejdsmarkedet kan vi lide lugten i bageriet eller finde os en ny bagermester. Eller bagermesteren vælger for os!

Men den grundlæggende ledelsesopgave er den samme i begge situationer, nemlig:

  • At skabe mening
  • [list]
  • Hvorfor gør vi det her? Hvilket problem løser vi? Hvordan gør det en afgørende forskel? Hvilken værdi skaber vi og for hvem? Hvad er meningen for virksomheden og for den enkelte medarbejder?

  • At sætte mål
    • Hvad er målet? Hvad måler vi på? Hvad giver det mening og værdi at måle på?
  • At finde retning
    • Hvad kræver det så af den overordnede strategiske retning? Hvad er vores fokus og strategi? Hvad kræver det af os?

    [/list]

    Ledelsesopgaven er således at besvare "hvad og hvorfor", men ikke "hvordan". Medarbejderen (eller teamet) har ansvar for "hvordan", det vil sige at løse opgaven, men lederen skal naturligvis stille sig til rådighed som sparringspartner, som inspirator, som fødselshjælper, som vejleder.

    Forudsætningen for at lykkes er gode relationer præget af tillid og med plads til fejlskøn og deciderede fejl, for fejl er en del af udviklingen. Selvfølgelig skal den samme fejl ikke gentages gang på gang, men tænk selv efter: Hvad har du lært mest af? Dine successer eller dine fejl?

    En nul-fejls-kultur er direkte ødelæggende for vækst og udvikling af både forretninger, virksomheder og mennesker, fordi den dræber al kreativitet. Nå ja, så må lederen selvfølgelig også selv gå vejen: Hvis du ikke selv gør, hvad du siger, hvordan kan du så forvente, at andre gør det?

    Brobygning

    Mine mange lapper i mit kludetæppe giver rigtig god mening, sammenhæng og værdi. Jeg kombinerer dem, jeg bruger dem på kryds og tværs, de supplerer hinanden, så jeg kan levere på et højt niveau i alle sammenhænge.

    Det skaber værdi, og det skaber bundlinje i de virksomheder, jeg er involveret i på den ene eller den anden måde. Det at kunne bygge bro imellem offentlig og privat virksomhed, imellem forskellige generationer og kulturer, imellem uddannelsesliv og erhvervsliv giver værdi på virkelig mange forskellige konti. Og jeg kunne ønske mig, at mange flere havde modet, lysten og overskuddet til at bygge nogle flere broer.... Og gå frem og tilbage på dem!

    Måske sidder du nu tilbage med et spørgsmål til mig: Hvad var så meningen? Udover en lille introduktion til mig, så er det mit håb, at du fik en tænkepause i en travl hverdag og efterfølgende vil reflektere over dit eget ståsted og dit liv - giver det god mening?

    Klumme: Hvad er meningen i dit arbejdsliv?

    Modtagerens email *:
    Din e-mail *:
    Dit navn *:
    Evt. kommentar:

    *) skal udfyldes.

    Annonce
    Annonce
    Annonce
    Annonce
    Annonce