Kaffe-nørderne fra Fillerup har fået hul igennem til resten af verden

CleverCoffee har ingen åbningstider. Det er tale om en kaffeværksted, og al handel foregår via clevercoffee.dk. Kunden kan dog godt afhente varerne på adressen i Fillerup. Værkstedet er dog åben i forbindelse med events, som samler lige så mange som landsbyens indbyggertal. Foto: Alexander Bachmann/Pressefoto

Kaffe-nørderne fra Fillerup har fået hul igennem til resten af verden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lars Frello og Lindy Brogaard står sammen bag CleverCoffee, der hurtigt har fået gang i eksporten. Mere end fire ud af fem ordrer fra kafferisteriet i Fillerup ender uden for landets grænser.

FILLERUP: For præcis et år siden flyttede Lars Frello fra Aarhus-forstaden Viby med familien til et nedlagt landbrug i landsbyen Fillerup, der huser små 200 indbyggere.

For at få mere luft ind i hverdagen. Og for at han kan udleve sin drøm om at kloge sig i kaffe på fuld tid.

Og det er lige, hvad Lars Frello i dag gør. Sammen med sin kompagnon Lindy Brogaard står han bag virksomheden CleverCoffee, som egentlig er ved at være fem år gammel - på papiret i hvert fald - men det er først efter flytningen til Fillerup, at det rigtigt er kommet gang i den digitale kaffeforretning.

- Det begyndte bare som en blog på nettet, hvor jeg skrev om kaffe-nørderi, men senere måtte jeg finde ud af, om andre end jeg selv, familie og venner også synes, at den kaffe, som jeg ristede derhjemme, også smagte godt. Det foregik i en garage på nogle få kvadratmeter, og da der kom en smule gang i salget, var jeg på et tidspunkt oppe på at riste i 18 timer i træk, fordi jeg kun havde kapacitet til 225 gram ad gangen, fortæller Lars Frello, som dengang også havde fast job ved Teknologisk Institut.

Etableringen af CleverCoffees værksted på Fillerupvej uden for Odder gik stærkt i sin tid. Lars Frello solgte villaen i Viby en onsdag i januar 2018, fredag i samme uge blev gården købt, og lørdag var han i gang med at støbe gulv til forretningen. Foto: Alexander Bachmann/Pressefoto
Etableringen af CleverCoffees værksted på Fillerupvej uden for Odder gik stærkt i sin tid. Lars Frello solgte villaen i Viby en onsdag i januar 2018, fredag i samme uge blev gården købt, og lørdag var han i gang med at støbe gulv til forretningen. Foto: Alexander Bachmann/Pressefoto

Passion og forretning på fuld tid

Lindy Brogaard var én af kunderne i butikken. Han deler samme passion for kaffe som Lars Frello, og de blev enige om at give kaffen en chance i forretningsmæssig forstand.

Derfor har han nu sagt sit job som rådgiver i en A-kasse op. I stedet rister de nu begge kaffe - ofte mere end 30 timer om ugen - og i løbet af det seneste år har de udvidet salget til stort set hele verden.

Bestillingerne flyver ind fra byer som Berlin og Brno, mens der står også Randers, London, Shanghai og Australien på de pakkelabels, som printeren spytter ud.

- Kaffen er vores omdrejningspunkt, men vi har en digital tilgang til alt i butikken. Alle processer er så vidt muligt digitaliseret, og derfor betyder det ikke noget, at vi er flyttet fra Aarhus og herud. Det er bare fedt at kunne sælge til hele verden fra Fillerup, siger Lars Frello.

Samlet set fordeler salget sig med 40 procent til erhvervskunder, 40 procent til caféer og kaffebarer samt 20 procent til private forbrugere. Eksportdelen er i dag så stor, at CleverCoffee henter hele 80-85 procent af sin omsætning hjem uden for landets grænser.

Okay at være second-mover

Der er flere årsager til, at eksporten dominerer omsætningen.

- Først og fremmest er kaffe super Instagram-venlig, og hele branchen er bundet tæt sammen med Instagram. Det er en stærk kanal til at vise produkterne frem, og så er dansk eller nordisk ristet kaffe blevet et meget stærkt brand i udlandet, lidt som dansk design er kendt på verdensplan. Vores kaffe er alle lysristede, så vores kunder oplever forskellene på kaffe, alt efter hvor den kommer fra, og hvordan den bliver forarbejdet, ristet og brygget. Der er ingen smagsforstærkere, kun den rene vare. Her har kollegerne i branchen gået foran os, og det drager vi nytte af, forklarer Lindy Brogaard.

- Endelig er der stor forskel på det danske marked kontra udlandet inden for cafébranchen. I Danmark er den enkelte kaffebar ofte koblet op med sit eget eller tæt knyttet forbundet til et risteri, mens de i andre lande har en helt anden tradition. Her køber de gerne forskellig kaffe rundt omkring. Det er det mere uforpligtende at tage vores kaffe ind som gæste-kaffe, og så får vi som regel lov til at blive efterfølgende, supplerer Lars Frello.

Direkte handel med kaffefarmen

Kaffen fra CleverCoffee er specialkaffe, der er et fast udtryk for de øverste to procent af verdensmarkedet. Kun den bedste kaffe får plads på hylden.

- Vi smager på omkring 40 forskellige kaffetyper om måneden og vælger én eller to ud til sortimentet, der tæller et udvalg på fem-syv slags, så vi kan vise forskellige variationer til vores kunder, siger Lars Frello.

CleverCoffee har blandt andet en eksklusivaftale med kaffefarmen Misiones i Colombia, hvor Lars og Lindy handler direkte med.

- Vi betaler dem godt for kaffen for at sikre, at de har råd til at levere en god kvalitet. Typisk betaler vi omkring 300-400 procent over den generelle markedspris for kaffe, som har ligget på et stabilt niveau i 30 år, og hvor for eksempel Fairtrade-producenter kun får en merpris på 25 procent. Men det er langt fra nok til at give kaffebonden en hverdag, der kan få næste generation til at vælge kaffefarmen som deres fremtid. Hos Misiones får medarbejderne 14 dages betalt ferie hvert år. Det er helt uhørt i branchen, og der er sørget for, at de ansattes børn kan komme i skole, fortæller Lindy Brogaard og tilføjer, at CleverCoffee er begyndt at få henvendelser fra kaffefarme i Costa Rica, Guatemala, Etiopien og Tanzania om tilsvarende samarbejde.

Kaffe er udtryk for kvalitet

Resultatet i sidste ende er, at kunderne må betale mere for deres kaffe. Det er ifølge CleverCoffee prisen for den kvalitet og gennemsigtighed, der så følger med. Virksomheden kan derfor lade kaffen tælle med i CSR-regnskabet.

- Kaffe er en måde at differentiere sig på, og det koster en lille smule mere per kop. Men alene smagsmæssigt er kvalitetskaffe også en anden oplevelse, og så er det en virkelig god netværksskaber og døråbner. For flere og flere virksomheder får hospitality-delen større værdi, og de bruger det at servere en god kop kaffe til at vise et ekstra lag af kvalitet, og at de bekymrer sig om kunden. Det hjælper vi dem gerne med, siger Lars Frello.

Han og partneren arbejder ud fra mottoet God kaffe - helt enkelt. Også her kommer digitaliseringen ind i billedet igen. For udover at importere, riste og udvælge kaffen for kunderne, så leverer CleverCoffee også totalløsninger i form af teknisk udstyr:

- Vores mål er at gøre det så nemt for kunden som muligt at servere en god kop kaffe, og det er lige fra vores filosofi om, at alle vores kaffetyper kan benyttes både som espresse- og filterkaffe til at bistå med installation og oplæring i brugen af maskinerne. Samtidig er alle vores maskiner digitale, så vi her fra gården i Fillerup kan følge med i hvor meget kaffe, der går gennem kværnen, og hvornår det er tid til at sende den næste ordre af sted.

CleverCoffee er blandt andet dansk forhandler af espressomaskiner fra hollandske Kees van der Westen og filtermaskiner fra svenske 3TEMP.

Grevinden og grænseværdierne

Duften af kaffe er ikke til fejl af i værkstedet. Selve arbejdet med at forvandle bønnerne til omni-ristet kaffe - det vil sige, at kaffen er anvendelig til alle formål - foregår på to ældre ristere. Det ene - kaldet grevinden - er en årgang 1963 og fra den tyske fabrikant Probat. Den har fået sit adelige kælenavn, fordi den tidligere var ejet af Grevinde Jane af Rosenborgs morfar, som havde Java-risterierne, der i dag hører under Frellsen.

Han gik på pension i 1975, og risteren havde stået stille i 40 år, før Lars Frello fik fingre i kleonodiet. Den anden rister fra producenten Giesen er købt i Aarhus, og den er alene større end, hvad CleverCoffees forhenværende garage kunne rumme.

De to ristere er ligeledes en del af digitaliseringen.

- Vi gemmer alle data fra alle ristninger, fordi de hjælper os, når vi får en ny kaffe ind, for vi arbejder hele tiden på at finde grænseværdier og den optimale risteprofil for hver kaffe.

Barsler med udvidelser

For tiden er CleverCoffee i gang med at udvide arealet. Et selvstændigt kontor er ved at blive lagt til forretningen, så der bliver endnu mere plads i værkstedet. Til at riste og kloge sig i mere kaffe.

Derudover er de to iværksættere i gang med at undersøge mulighederne for at åbne deres egen kaffebar - muligvis i Aarhus - men ikke for enhver pris:

- Der er andre gode kaffebarer, så vi skal gøre det, så gæsterne oplever en forlængelse af kaffeværkstedet. Man skal kunne mærke, at vores værdisæt skinner igennem. Derfor søger vi partnere i form af en konditor, bager eller lignende, som også har fokus på den allerbedste kvalitet og ansvarlighed, til at tage del i projekt Kaffebar.

En tredje kerneværdi i Fillerup handler om bæredygtighed:

- Endelig vil vi gerne se, hvor langt ud af bæredygtigheds-sporet, vi kan komme. Èn ting er, at vi kun bruger strøm fra vindenergi, og vi opfordrer vores lokale erhvervskunder til at få kaffen leveret i genbrugskasser til genopfyldning i stedet for poser med et halvt til et helt kilo ad gangen, slutter Lindy Brogaard.

Kaffe-nørderne fra Fillerup har fået hul igennem til resten af verden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce