Jobcenter parkerer bus i Sundparken: Udskriver billetter til arbejdsmarkedet

I jobcentrets jobbus kan beboere i Sundparken møde virksomhedskonsulenter, beskæftigelsesrådgivere og, hvis der er behov, lægefagligt personale, der vil hjælpe med at bringe ledige tættere på arbejdsmarkedet. Foto: Morten Pape

Jobcenter parkerer bus i Sundparken: Udskriver billetter til arbejdsmarkedet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Målet er at skabe en tættere relation til beboerne i Sundparken for på den måde at bringe dem tættere på at blive selvforsørgende.

Horsens: I Sundparken holder en bus.

Det er gratis at sætte sig ind, men den kører ingen vegne. Til gengæld kan den måske udskrive sine passagerer en billet til arbejdsmarkedet.

Bussen er placeret af Jobcenter Horsens og udgør en del af Horsens Kommunes indsats for at få Sundparken af regeringens ghettoliste.

- Der er tale om en jobcenter-bus, der skal gøre jobcentret mere tilgængeligt for beboerne i Sundparken. Beboerne kan uformelt møde op i bussen og tage en snak med et tværfagligt team bestående af virksomhedskonsulenter, beskæftigelsesrådgivere og eventuelt lægefagligt personale, siger Birgitte Rasmussen, afdelingsleder i jobcentrets integrationsafdeling.

Forhåbningen med bussen, der første gang åbnede dørene 30. august, er ifølge Birgitte Rasmussen at skabe en tættere relation mellem jobcenter og beboere.

- Der er cirka 200 borgere i Sundparken, der er på offentlig forsørgelse, og som egner sig til at komme ud på arbejdsmarkedet. Vi har et mål om, at den målrettede indsats skal gøre 100 til 110 af dem selvforsørgende, siger hun.

Bussen er åben mandag, tirsdag og torsdag.

Jobbussen
Jobcentrets jobbus er et led i Horsens Kommunes ønske om at få Sundparken af regeringens ghettoliste.Et af kriterierne i forhold til listen er områdets høje koncentration af beboere på offentlig forsørgelse.

Horsens Kommune, Andelsboligforeningen Odinsgaard og Sydøstjyllands Politi har derfor nedsat en task force, der har iværksat en fremskudt beskæftigelsesindsats, der skal bringe ledige beboere i job eller uddannelse.

Målgruppen for indsatsen er beboere på kontanthjælp, dagpenge, uddannelseshjælp og integrationsydelse.

Indsatsen varetages af et tværfagligt team bestående af virksomhedskonsulenter, beskæftigelsesrådgivere og lægefagligt personale. Teamet stiller sig til rådighed gennem jobbussen, der har holdt i Sundparken siden 30. august.
Jobbusen åbnede dørene første gang 30. august. Den har åbent mandag, tirsdag og torsdag. Foto: Morten Pape
Jobbusen åbnede dørene første gang 30. august. Den har åbent mandag, tirsdag og torsdag. Foto: Morten Pape

Vi er her for at hjælpe

En af dem, som sidder klar til at møde beboerne i bussen, er Lene Oddershede, virksomhedskonsulent og tilknyttet jobcentrets Sundparken-team.

Hun søgte aktivt stillingen i det tværfaglige team.

- Det er en spændende indsats, hvor vi får mulighed for at skabe nogle andre resultater, end vi plejer, siger hun.

Lene Oddershedes job bliver blandt andet at opsøge virksomheder, der kunne være interesseret i at tilbyde et job eller en praktikplads, der passer til den enkelte beboers profil og ønsker.

For hende starter hele processen med samtalen med beboeren.

- Vi oplever, at mange ledige gerne vil have et job, men de tror ikke længere på, at det kan lade sig gøre. Derfor er det ofte et godt sted at starte at tage en snak om motivation, når vi møder beboerne i Sundparken, siger hun, der ser et stort potentiale i jobbussen.

- Mange har paraderne oppe, når det kommer til mødet med jobcentret. Men ved at komme ud til borgeren håber vi at give beboerne en anden måde at se på os, nemlig at vi er her for at hjælpe dem, siger Lene Oddershede.

Både virksomhedskonsulent Lene Oddershede (til højre) og formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget Lisbeth Torfing (EL) ser mulighed for at skabe en tættere relation til beboerne i Sundparken ved at flytte en afdeling af jobcentret ud i området. Foto: Morten Pape
Både virksomhedskonsulent Lene Oddershede (til højre) og formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget Lisbeth Torfing (EL) ser mulighed for at skabe en tættere relation til beboerne i Sundparken ved at flytte en afdeling af jobcentret ud i området. Foto: Morten Pape

I den perfekte verden

Jobbussens målgruppe er personer på kontanthjælp, dagpenge, uddannelseshjælp og integrationsydelse, der har adresse i Sundparken.

Foreløbig har det tværfaglige team fået positive tilkendegivelser fra beboere, der har stukket hovedet indenfor i bussen, og Lisbeth Torfing (EL), der er formand for kommunens beskæftigelses- og integrationsudvalg, ser da også lovende perspektiver i indsatsen.

- Ikke mindst, fordi der er god energi i projektet. De folk, der udgør teamet, har aktivt søgt at være med, så de brænder for området, siger hun.

Også udvalgets næstformand Michael Nedersøe (DF) er positiv omkring bussen.

- Skal vi have Sundparken af ghettolisten, så skal folk i arbejde. I den perfekte verden tog folk selv ned på jobcentret, men det gør de ikke, så det her er vores måde at samle dem op, siger han, der særligt ser potentiale i bussens mobile natur.

- Det betyder, at vi også kan køre den ud i andre områder, hvor behovet er til stede, for eksempel på Sønderbro, siger Michael Nedersøe.

Jobbus er parkeret på Hybenvej 89 nær Rytterkildens Børnehave.

Jobcenter parkerer bus i Sundparken: Udskriver billetter til arbejdsmarkedet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce