Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Jacobsen Plus lægger mere til

Jacobsen Plus har kunder fra hele landet, der vil se på designmøbler i Horsens. Nu udvider Peter Jacobsen butikken, så den får ca. en tredjedel af sin nuværende størrelse lagt til.

Jacobsen Plus lægger mere til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Designhus får flere og flere kunder, så nu skal der også være mere plads. En del af nabolokalet lægges til butikken, og samtidig indrettes udstillingen efter nyt shop-in-shop-koncept.

Horsens: Jacobsen Plus kan snart lægge rundt regnet 500 kvm til butiksudstillingen af møbler og designvarer på Grønlandsvej.

Designhuset, der har rådet over ca. 1500 kvm på adressen siden 2007, lejer nu en del af nabo-butikken, som har stået tom i en periode. Den har tidligere huset Punkt 1 og Expert, og da de rykkede ud og Sengespecialisten ind, blev kun halvdelen taget i brug.

- Sengespecialisten skærmede en del af rummet af. Man har ikke kunnet se den tomme del udefra, men de 500 kvm imellem os har bare stået som hulrum, fortæller Peter Jacobsen, indehaver af Jacobsen Plus.

Udlejer er nu i færd med at sætte lejemålet i stand efter ønskerne, og Peter Jacobsen forventer at kunne åbne sin udvidede butik 1. september.

- Der skal selvfølgelig slås hul i muren mellem os, men der bliver også lavet vinduer ud med parkeringspladsen i den ny del, fortæller han.

Jacobsen Plus
Forretningen udspringer af familie-firmaet Leo Jacobsen A/S, som blev til Ide Møbler i huset på Vejlevej.Her indrettede Peter Jacobsens far, Jørn, i 2006 en afdeling med designmøbler, som han kaldte Jacobsen Plus.

Da Ide Møbler året efter blev solgt, valgte Jørn Jacobsen at satse på designmøbler i Plus-forretningen, som han rykkede til nye lokaler på Grønlandsvej i midtbyen.

I 2011 overtog Peter Jacobsen og hustruen Claudia driften.

Sofa set på Instagram

Udvidelsen bliver samtidig startskuddet til et nyt indretnings-koncept i butikken.

- Vi kommer til at indrette efter shop-in-shop-princippet. Butikken er fortsat vores, men det betyder, at hver af vores leverandører får sit eget område, hvor de får mulighed for at samle udstillingen af hele deres sortiment, forklarer Peter Jacobsen.

- Lige nu har vi måske et bord fra Fritz Hansen stående med stole fra Hay og en lampe fra Louis Poulsen. Men leverandørerne får bredere og bredere sortiment, så hvorfor ikke give dem mulighed for at vise hele paletten i sammenhæng?

Peter Jacobsen mener samtidig, at konceptet passer bedre til den måde, kunderne handler på i dag.

- Det er de færreste, der kommer og beder mig hjælpe med at finde en god sofa. De fleste kommer for at se et specifikt mærke og oftest også en specifik model, som de har set på Instagram, Facebook, i magasiner eller gennem en stylist, de følger på nettet.

- Kunderne er godt informeret i dag, fordi de undersøger mulighederne grundigt på nettet. Når de kommer her, er det ofte de sidste detaljer som f.eks. variant, farve og pris, der skal på plads, forklarer han.

20 arbejdspladser

Da Peter Jacobsen overtog butikken i 2011, kunne ansatte tælles på én hånd.

Nu er der 20 arbejdspladser i foretagendet, som i dag kan betegnes som en af de største designbutikker i landet. Kunderne kommer fra hele Danmark - ca. 85 pct. af omsætningen lander uden for kommunegrænsen.

Omsætningen er da også støt vokset - så meget at dagbladet Børsen de seneste to år har kåret firmaet som Gazelle. Gazelle-kravene er bl.a. vækst mindst fire år i træk, en tredobling af omsætningen, og et minus, der er vendt til plus.

- Det gav underskud, da vi overtog butikken, men kun fordi de første år er sværest og investeringstunge, fastslår Peter Jacobsen.

Han ser det sådan, at forældrene lagde de tunge sten, som han siden har filet til i kanterne.

Men nu er tiden altså kommet til, at Peter Jacobsen selv lægger nye sten. De kan, hvis alt går efter planen, betrædes fra 1. september.