Horsens-virksomhed fik underskud for første gang i årtiers historie

Morten Jønsson er indehaver af Horsens Polstring, som han driver sammen med hustruen Birgitte. Privatfoto

Horsens-virksomhed fik underskud for første gang i årtiers historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den økonomiske polstring blev sidste år mindre hos virksomheden Horsens Polstring. For første gang ser Morten Jønsson røde tal på bundlinjen.

Horsens: Overskud blev sidste år til underskud hos virksomheden Horsens Polstring.

Det viser et nyligt offentliggjort årsregnskab for perioden fra 1. oktober 2017 til 30. september 2018.

Resultatet, som året forinden var på ca. 803.000 kr. før skat, dykkede i seneste regnskabsår til et minus på ca. 387.000 kr.

Underskuddet skyldes et fald i aktivitets-niveauet, lyder det i ledelsens beretning. Indehaver og direktør Morten Jønsson fortæller uddybende til Horsens Folkeblad, at virksomheden sidste år mistede ca. 20 pct. af omsætningen på det såkaldte kontraktmarked, hvilket vil sige møbler til stort set alt andet end private.

Horsens Polstring mistede omsætning, dels fordi to af de helt store kunder fusionerede og dermed trimmede sortimentet, og dels fordi flere kunder flyttede opgaver til konkurrenter i udlandet, forklarer han.

Horsens Polstring
  • Har rødder tilbage til 1968, da den nuværende direktør, Morten Jønssons far, Carl Jønsson, stiftede virksomheden Møbeldoktoren i Torsted.
  • Morten Jønsson overtog virksomheden i 1993 og ændrede virksomhedens navn til Horsens Polstring.
  • I dag har virksomheden til huse på Sandøvej 11 i et domicil, hvor de oprindelige 2000 kvm i 2018 blev udvidet med ca. 350 kvm.
  • Virksomheden offentliggør ikke sin omsætning. Bruttofortjenesten var sidste år ca. 6,8 mio. kr.
  • Egenkapitalen faldt fra ca. 3,7 mio. kr. til ca. 2,4 mio. kr.

Mere på boligområdet

Til gengæld har Morten Jønsson løbende omstillet produktionen til at kunne klare nye opgaver, og det har givet pote i form af nye kunder.

- Med nye kunder har vi bevæget os mere og mere ind på boligområdet, og fordi vi nu har byttet de tabte opgaver ud med noget andet, blev lussingen lige knap så slem som frygtet, siger han.

Morten Jønsson overtog virksomheden fra sin far i 1993, og det er første gang i løbet af 25 regnskabsår, at han ser røde tal på bundlinjen, siger han.

Første kvartal af indeværende regnskabsår tegner dog godt, og i det hele taget ser han meget optimistisk på fremtiden:

- Faktisk har vi fået noget af det tabte fra kontraktmarkedet tilbage igen, fordi nogle af vores kunder har styrket opmærksomheden på bl.a. bæredygtighed og derfor prioriterer at bruge danske underleverandører til produktionen.

Morten Jønsson mener, at flere kunder kommer til på samme baggrund, og den danske produktion har også været medvirkende for flere af de kunder, der er kommet til på boligmarkedet.

I efteråret fik Horsens Polstring bl.a. en stor møbelproducent fra Esbjerg, Bruunmunch Funiture, som kunde. Brunmunch fortalte dengang til mediet Wood Supply, at samarbejdet med Horsens Polstring blev indgået, fordi al produktion foregår herhjemme, mens virksomhedens tidligere leverandør delvist producerede i Litauen.

- Fremover skal det være endnu mere tydeligt, at Bruunmunch er dansk, kvalitet og præget af solidt, jysk håndværk, sagde Bruunmunch-direktør, Jakob Munch, til mediet.

Klar til fremtiden

For at være klar til kunderne på boligmarkedet har Morten Jønsson bl.a. udvidet rammerne på Sandøvej, hvor Horsens Polstring har til huse.

350 kvm blev i 2018 bygget til de eksisterende 2000 kvm, og investeringen i tilbygning og omrokeringer har også belastet sidste års regnskab, påpeger han.

- Men investeringerne gør, at nu er vi bare klar til fremtiden og til vækst, siger han.

- Vi har brugt det forgangne år på at ruste os, og vi har haft en egenkapital, der kunne bære det, siger Morten Jønsson, som forventer at skabe plus på bundlinjen igen i år.

Egenkapitalen svandt sidste år fra 3,7 mio. kr. til 2,4 mio. kr.

Horsens-virksomhed fik underskud for første gang i årtiers historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce