Højskole er allerede fyldt op til efteråret

Odder Højskole var proppet med elever i foråret, og sådan bliver det også, når efterårets hold ankommer. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Højskole er allerede fyldt op til efteråret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efterspørgslen efter en plads på Odder Højskole er så stor, at næste sæson længe har været udsolgt. Skolen ser på mulighederne for at udvide, men det er ikke sikkert, det er en god idé.

Odder: Den anden søndag i august begynder eleverne at ankomme til efterårssæsonen på Odder Højskole. Der er rift om pladserne, faktisk har holdet været udsolgt siden 1. juni.

- Det er ikke normalt. Det bliver tidligere og tidligere, vi får udsolgt. Vi har aldrig været så tidligt ude. Men vi er lidt forsigtige med at melde det ud, fordi der kan komme afbud, siger højskoleforstander Søren Winther Larsen.

I juli kom den officielle melding dog: Udsolgt i efteråret 2018, men ledige pladser i foråret og efteråret 2019.

- Vi er inde i en god stime i øjeblikket. Vi er en af de højskoler, der bliver hurtigst udsolgt. Vi kunne tage langt flere end de 20 internationale elever, vi tager. Der er også rigtig mange, der får os anbefalet af tidligere elever. Så mange af de nye ved godt, hvad de går ind til, siger Søren Winther Larsen.

Efterspørgslen har fået højskolen til at reagere.

Vi er inde i en god stime i øjeblikket. Vi er en af de højskoler, der bliver hurtigst udsolgt.
Søren Winther Larsen, forstander Odder Højskole

Overvejer at bygge ud

- Siden 2000 har vi aldrig haft så mange. Vi har lavet dobbeltværelser om til tremandsværelser, så vi er over 100 elever, vi er oppe på 106. Det er maksimum i forhold til vores lokaler og til, hvad vi gerne vil med højskolen, tilføjer forstanderen.

- Tænker I på at udvide?

- Vi kigger på det, og vi har mulighed for det økonomisk. I sidste ende skal vi afgøre det sammen med vores bestyrelse, om vi skal tage den økonomiske risiko, der trods alt er. Vi skal også overveje, hvor stor en skole, vi vil være. Eleverne går her i 18 uger om efteråret, og forårsholdene er her 22 uger, og vi vil også gerne lære dem at kende. Så er 100 elever allerede mange, siger Søren Winther Larsen.

Højskolen har også andre tanker om at bygge ud.

- Det kan godt være, vi gør det. Ikke nødvendigvis for at blive større, men for at få bedre faciliteter. Vi har et populært film og tv-hold, og deres forhold kunne godt være bedre, siger forstanderen.

Lige nu er der venteliste til efterårets hold, og nogle af de interesserede, som bor i nærheden, vil gerne nøjes med at være dagelever i stedet for at bo på skolen.

Højskole er allerede fyldt op til efteråret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce