Firma spildte 650.000 kroner på ligegyldigt miljøkrav til studenterkørsel

Studentertiden er normalt forbundet med fest og højt humør, men for Østbirk-firmaet Dansk Studenterkørsel har en unødvendig udgift på 650.000 kroner taget toppen af glæden. Arkivfoto: Palle Herløv

Firma spildte 650.000 kroner på ligegyldigt miljøkrav til studenterkørsel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et unødvendigt partikelfilter til veteranbiler har kostet Dansk Studenterkørsel i Østbirk over en halv million kroner. - Det er mega frustrerende, siger direktør Christian Lykke.

Østbirk: Først var det et krav. Så blev der givet dispensation i en kort periode. Og til sidst var der slet ikke noget krav.

Sådan er den korte gennemgang af et forløb mellem danske udbydere af studenterkørsler og Miljøstyrelsen. Et forløb, der har skabt forvirring og frustration for en række firmaejere.

En af dem er Christian Lykke fra Dansk Studenterkørsel i Østbirk. Sidste år efterfulgte han et krav fra Miljøstyrelsen og brugte 650.000 kroner på at montere partikelfiltre i en række veteranlastbiler, som firmaet bruger til studenterkørsel.

- Vi følte os nødsaget til at følge lovkravet, da vi fik at vide, at vi ikke kunne regne med at få dispensation. Så vi fik sat himmel og hav i bevægelse for at få finansieret, produceret og monteret partikelfiltrene, fortæller Christian Lykke.

Det er mange penge for en virksomhed, der nærmest kun kører én uge om året.
Christian Lykke, indehaver af Dansk Studenterkørsel
Partikelfilter under studenterkørsel
  • 1. januar 2017: Det bliver et krav, at veteranlastbiler til studenterkørsel skal have et partikelfilter, hvis der køres i miljøzonerne i Aalborg, Frederiksberg, København, Odense og Århus.
  • 28. april 2017: Miljøstyrelsen giver dispensation i perioden 16. juni til 9. juli 2017, fordi mange vognmænd ikke kan nå at overholde kravet inden studentersæsonen starter.
  • 29. maj 2018: En ny dispensation fra 15. juni til 8. juli 2018 gør det igen muligt for alle vognmænd at køre studenterkørsel uden partikelfilter.
  • 1. januar 2019: Kravet om partikelfilter på veteranbiler forfalder fuldstændig, hvis bilen er registreret til kun at køre med studenter.

Spild af penge

Miljøstyrelsen besluttede dog at give en midlertidig dispensation, fordi mange vognmænd ikke kunne nå at imødekomme partikelfilterkravet i 2017. Og kort før de nye studenter blev udklækket i år, tog forløbet en endnu uventet drejning:

- Pludselig var der slet ikke nødvendigt med partikelfiltrene. Kravet var forfaldet. Dermed havde vi spildt over en halv million kroner, lyder det skuffet fra Christian Lykke, direktør i Dansk Studenterkørsel.

Regeringen og Dansk Folkeparti har nemlig besluttet, at det alligevel ikke er et krav, at studentervogne skal have et partikelfilter. Samtidig har Miljøstyrelsen vurderet, at der er tale om et særligt tilfælde, "som har underordnet betydning for miljø og sundhed".

- Vi har haft en udgift på omkring 650.000 kroner, som vi udelukkende har brugt, fordi vi var nødt til at opfylde Miljøstyrelsens krav. Det er mange penge for en virksomhed, der nærmest kun kører én uge om året, siger Christian Lykke.

Straffet for at overholde loven

Direktøren undrer sig over forløbet.

- Det er mega frustrerende den måde, det er foregået på. Mens der er nogle, der slipper igennem uden økonomiske konsekvenser, fordi de har taget chancen og ikke installeret partikelfiltre, er vi flere firmaer, der har mistet adskillige hundrede tusinde kroner. Det er mærkeligt, at vi bliver straffet for at overholde loven, siger Christian Lykke.

Ifølge Christian Lykke er der ikke udsigt til nogen kompensation.

- Selv om det er utroligt forløb, er der ikke så meget at gøre. Vi har været i kontakt med en advokat, som har vurderet, at vi ikke kan få økonomisk kompensation, forklarer han.

Populær som aldrig før

På trods af den økonomiske mavepuster var årets sæson den bedste nogensinde for Dansk Studenterkørsel.

- Vi har aldrig kørt med så mange studenter som i år. Der var været mellem 3500 og 4000 studenter i lastbilerne, så det har været en god sæson, hvor vi har været fuldt booket på de mest populære dage, siger Christian Lykke og tilføjer, at der kun er få dage med ledige pladser til næste års studentertid.

Han købte sin første veteranlastbil til studenterkørsel i 2009. I dag har han 25 lastbiler, som kører rundt med studenter i Jylland og på Fyn.

Firma spildte 650.000 kroner på ligegyldigt miljøkrav til studenterkørsel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce